tirsdag den 29. januar 2019

VENLAFLAXIN

Det hedder forlænget QT-syndrom. Jeg fik det at vide i dag, at det er noget, jeg har. Et syndrom. Som har med hjertet at gøre. Det er sjældent. Sig det igen, sig det er sjældent. En ud af 20.000. Én ud af. Det er mig, mit hjerte. Forlænget QT-syndrom. Jeg har forlængst googlet det. Mit hjerte slår for langsomt. 

Det kommer ikke til at slå mig ihjel, men det kunne have slået mig ihjel. 

Det er først og fremmest vreden, der stiger op i mig. At min læge ikke levede op til sit ansvar, at han satte mig på medicin, for over 10 år siden, der som kendt bivirkning har netop dén påvirkning at hjertet, omend den er sjælden, omend én ud af tyve tusind, og langt de fleste af dé tilfælde er genetisk bestemte, så jeg er altså endnu mere sjælden. 

Sig det igen. Hvor sjælden jeg så er. Til trods for stjernestøvet i mine øjne. Til trods for guldet i min hjerne, synapsernes usandsynlighed. Jeg mener. Han skulle have tjekket mig årligt, tjekket mit hjerte, hvordan det responderede på den medicin, han havde sat mig på. 

Men det gjorde han ikke. Ikke før nu. Ikke før i december, hvor jeg sagde, at nu var det nok, jeg ville ikke tage det lort mere. Det var ikke sådan jeg formulerede mig, men. Jeg er, og har længe været, træt af det lort i min krop, mit liv. Så tog han min højre hånd i begge hans hænder, 
sagde jeg var en sød mand. 
Jeg pegede på mit hjerte, dér
hvor det sidder, det er
der

Ingen kommentarer:

Send en kommentar