onsdag den 14. marts 2018

komme til at udsætte dem for. Hvordan skulle de havde forudset det? Man kan dårligt bebrejde dem, unge som de var, fulde af liv og gåpåmod, naive. Johann sagde, mens de stod dér, i det de allerede kaldte baghaven, det rodede stykke jord med nogle få stakkels omkringspredte planter eller buskadser, måske der faktisk var blomster, ikke til at afgøre, lige nu i dette lys, sparsomme lys som var vi under vand, sagde Johann, at det var vanskeligt for ham, at forholde sig til, at den måne som netop nu hang over dem, var den samme måne, som den han havde kendt så længe han kunne huske, at have kendt til månen, og det var længe, næsten ligeså længe som hans eget liv var langt. Hvornår bliver man rimeligvis bevidst om sådan noget som en måne? Jeg mener: i hvilken alder? Tre år, fire? Det varierer vel. Rimeligvis varierer det, ja. Jünger svarede, at han syntes at kunne ane silhuetten af et reptil deroppe i skiven, en grinende, langtandet leguan eller lignende. Ingen af dem var eksperter i hverken det ene eller det andet, men nu var de altså her, så fjernt et sted som Kashi, også kendt som Varanasi, også kendt som Benares og Banaras og sikkert mange flere navne. Manikarnika kommer jeg i tanker om her på falderebet, det er vigtigt at få det hele med.

Som en søvngænger var hun, Petra, ikke rigtig tilstede, når de talte, og hun havde modtaget de gaver de medbragte henslængt, arrogant, næsten uden at takke Johann og Jünger, havde bare plukket dem ud af hænderne på dem, haps, haps, og slæbt dem ind i sin hule, boligen lige ved side af den, de var blevet tildelt, Johann og Jünger, med koldt vand i hanerne og fra brusehovedet, udrikkeligt og gustent gult, som også luften havde været det tidligere på dagen, omkring middag, da alle motoriserede køretøjer var travlest beskæftigede med at baldre rundt i den labyrintisk uoverskuelige by. De var langtfra de første, som havde opholdt sig her, besøgt denne årtusindergamle by ved Ganges, halvmånebyen, Citronmånebyen som de nogle uger senere, efter utallige gange at have at studeret kortet over den, spøgefuldt kaldte den, måske bare ved en enkelt lejlighed, for den lignede virkelig, sådan set, fra satellitperspektiv, en citronmåne, som dem man kan købe i vel de fleste supermarkeder her til lands, og som derfor ethvert barn kender, vil jeg roligt gå ud fra, og skrive videre. Sådan en gang forskravlet pjat og irriterende pjank havde de oplevet fra Petras side den første aften, altså endnu i går, og også fra hendes mands, Navneets side, at de ikke kunne falde i søvn, de havde ligget og krummet tæer og gjort hvad de kunne for at komme til at le, og heller ikke myggene havde gjort det lettere. De sværmede og stak. Mest Jünger stak de, for selvom de begge havde myggenet med i bagagen, havde han ikke sat sit op, gad ikke, han var for træt efter den lange tur med fly, seksten timer henover den kvarte klode, land og by, og han mente, at det måtte være nok med lidt spray. Johann havde prøvet det før, været i landet med byen ved Ganges, altså Kashi, før, og havde erfaring med myggene der. Sidst havde de gjort ham syg, de havde overført malaria til ham, og næsten slået ham ihjel, i kolde, våde håndklæder var han blevet svøbt og kørt i ambulance til hospitalet, hvor han var blevet helbredt, og senere udskrevet, men med den besked, at en gang til kunne hans krop ikke holde til. Og således blev Jünger den første aften gennemstukket i hele sit ansigt og over hele sit legeme, i en sådan grad, at han næsten kunne gå for at være Petras søn, så hævet og deform og fjollet at se på, var han blevet. Åh, Petra, den barnløse, hende med hareskåret. En helt ny måde at opleve lys på og mørke.

Slut på første kapitel, hvori ingen katastrofer endnu er indtruffet eller sket.





Videre:           

Opløste rum, flydende tid. Min katastrofale tankegang trænger sig på. Bayavæverens rede rumsterer/ noget rumsterer i dens kokon/ hængende fra det blodrøde træ denne morgenstund, dette spritnye århundrede allerede så stål så beton. Myggene stiger op fra Perlesøen, bærer resistente mikrober, bakterier med sig, malaria. Johann tæsker løs med sin billige sandal af skum og plastic. De vil ikke dø, de vil have det hele med. Kasser fulde af afhuggede ornamenter, perler, silke tårner sig op på værelset. Se os, se os/ Stige op af dyndet, et sønderknust øje. For kun tre døgn siden var de ude ved Raj, lige ved broen/ blev de mødt med en byge af sten, en afvisning (total) fra de lokale børn i det fattige, muslimske område. Raj er en ghat, men ikke som hinduernes ghats, Raj er ikke hellig, tværtimod, det er den fattige muslimske bydels toilet. Der gik de rundt og samlede sten: Jünger havde læst i en bog, at Raj er den ældste del af Kashi, det har arkæologiske udgravninger påvist. De måtte have nogle af de sten med os hjem. Prima materia, det første stof, husk: alting, hele kosmos, al tid, alle rum, begyndte her, i Kashi, den lysende, Shivas by, opstået da han åbnede sit tredje øje. Hvilken kraft besidder disse sten, de første, stenene ved Raj, ikke. Dem måtte de have. De burde have haft håndsprit og gummihandsker med. Men de vidste det ikke/ vidste ikke at Raj er muslimernes toilet. Havde slet ikke overvejet, at det kunne være en mulighed, at en hel bydel sætter sig på stranden ved Ganges’ bred og skider. Men sådan var det, og der rodede de rundt, og der blev de opdaget/ Børnene overdængede dem med sten og de måtte flygte, så skamfuldt, så ynkeligt, dumt/ dumme. Hvis de havde haft deres satellittelefoner med, luftstøtte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar