onsdag den 14. marts 2018


Jeg syntes det var fantastisk, da vi gik fra hinanden, eller hvad man skal kalde det. Den frihed. Jeg var på druk i fem døgn, flødekager til morgenmad, jeg tog for første gang i mit liv stoffer. Hash og kokain på én gang. En morgen vågnede jeg med azurblå kunstige negle på venstre hånd, pink på den højre. Siden hvornår er jeg begyndt at skrive så pænt. Der må være noget i gang i ham, en eller anden proces mod  jeg ved ikke hvad det er. Ikke at det gør ondt, men det føles som om hans lunger skal kollapse, der er noget med hans milt, en kradsen eller kløen. Ravnene hjemsøger ham om natten, han tør snart ikke sove. Vågner han op på Sydpolen uden at kunne huske, hvordan jeg var kommet dertil, fuldt påklædt, thermotøj, solide støvler, stave i hænderne, ski på fødderne, sorte skygger overalt, en fjern, kold sol. Atomreaktor. Jeg kommer til at tænke på Newton, den blyant han stak i øjet, da han var ung, for at se hvad lys er. Og han så sorte pletter og plamager som flød omkring i et opløst værelse, hans eget, nu næsten uigenkendeligt, forvrænget. Det er noget Meister har fortalt om, hvordan det er et fuldstændigt afgørende øjeblik i den europæiske bevidsthedshistorie. Den handling som få år senere førte til erkendelsen af, at lys kan brydes, at det brydes i alle farvenuancer, flere end det menneskelige øje kan erkende. Derfra har vi været i frit fald. Hvis vi ikke allerede var det i forvejen. I hvert fald, sagde Meister, var Newtons blyant i øjet en accelererende faktor, et point of no return, som han siger, point of no return, så smaskende, smagende på sig selv. Jeg kan ikke holde ham ud, så er det sagt.

 Hvis altså historien er sand, sagde han. Ikke at det betyder noget.

Jeg vil fanme bare dø, hvem skrev det - det er det, jeg mener, jhan ved ikke hvad der sker. Jeg savner dig, Rana. Jeg vil ikke sige, at det var dit røde hår, jeg først blev forelsket i, men det var det.    



hun har limoncello in the making. sikken farve. hvilken duft.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar