torsdag den 12. oktober 2017


Jeg har ikke været med siden vs. Evil. Og det var i 2011. Vi sad på Solvej, Morten, og hørte den sammen, Deerhoof’s seneste plade. Seneste udgivelse. Hvad siger man, plader er bleve metaforiske. Eller nej, de er blevet emblematiske, eller nej. Jeg har aldrig gået på universitetet, hvad med dig. Nej, jeg ved godt. Det var heller ikke noget for dig. Men hvordan kunne man vide det, jeg mener, vores generation, det var det stjernerne skreg til os, jeg mener autoriteterne (hvad det så end skal betyde: autoriteter). Alle vores veluddannede, universitetsmæssigt, humanistisk, er nogle fattigrøve som os, uden mulighed for ansættelse, evighedsvaklende. Men hvor er det virkelig en god plade, jeg vidste, du ville elske den, det var mit håb. At vi kendte hinanden. Hvorfor denne gliden. Jeg er, med min rommie Louises ord, ved at blive moden. Jeg vil skabe landsby. Men jeg kan ikke slå på tromme. Altså ikke instrumentet, jeg nåede det ikke. Og godt det samme. Så skriver jeg bare et brev i stedet. Min elskede Peter Laugesen har aldrig gjort andet, i følge ham selv, men måske mest i følge andre. Brev, digt, roman. Hvem gider egentlig gå op det. Den slags distinktioner. Når ordet skal ud, skal det ud, så finder det en vej. Den umiddelbart bedste. Direkte fra hånden, munden. Fråden står så smukt i vest i november. Jeg har bevæget mig i en klokke. Nu går jeg i gang, det bliver stor. Er der mere toiletpapir. Hvad er grænsen for det platte. Engang sked jeg i nælderne. Så gik det op for mig. Så gik det op for mig. Hvorfor man siger sådan: at gøre i nælderne. Det er helt konkret, når man selv har været i landene. Bålene brænder, 200 lig i døgnet.

Det overdrevne håndled. Den anden. Anden. En sø, mit slot. Hinkesten, immervæk. Jeg røg en cigar, jeg satte mig ned, den gule dragt. Minutten står uden for døren og vrider sig, han skal skide, alle ved det. Atomic bombs are going to explode / warning to you. Hovedet på bordet. Er der guld derinde, er der ædelsten. Det er de schweiziske bjerge, jeg taler om, Mads. Ikke bas udover Blågårds Plads. Ikke muslimske tarme i hver en opgang, ikke kød i egen tarm, ikke noget fuck islam, det kommer ingen vegne. Som du selv siger: bongrøg. Det er dig, jeg skriver til. Som du skriver til dig selv. Jeg elsker dig, jeg kender til din posttraumatiske stress, jeg har fulgt med i din strøm. At du af andre mænd blev voldtaget som barn. Og jeg ved det ikke var metaforisk ment. At alting sprak. Jeg er så ked af det. Jeg kan ikke sætte mig i dit sted. Men please. Du kommer med trusler om mord. Det gør du. Og selvfølgelig er det dig selv, du vil af med. Vil vi ikke alle. Der er jo ikke noget selv. Det djævlens trick. At det er det vi tro. At vi tror. Hvad skulle vi ellers gøre. Men så lad os dog i fred, dæmoner! Lad os



Du skal aldrig undskylde at du er heteroseksuel, du skal ikke i fængsel for poesi.

Nu er det Alice igen. Jeg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar