torsdag den 12. oktober 2017

jeg mener det ikke så smukts som det er


drikker direkte fra
hanen død


strømmen dækker

jeg menerdet
dret er drefor
hvis jeg bare kunn sige det fdirkret mellem
oisvier at krælighdrn er strooo
hvorljnd a m mm m

http://lbnorgaard.tumblr.com/

rirv remgre


jeg er klokken sund, jeg er hrærværk




<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/post.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Flbnorgaard%2Fposts%2F10155795450982813&width=500" width="500" height="225" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowTransparency="true"></iframe>

mrød mrig grern rog græd grini kvri kru klajg dnle dræn drov dgrig wwwkvældu harjeg ikke mødt jesus vel

mrød mrig grern rog græd grini kvri kru klajg dnle dræn drov dgrig wwwkvæl




Jeg har ikke været med siden vs. Evil. Og det var i 2011. Vi sad på Solvej, Morten, og hørte den sammen, Deerhoof’s seneste plade. Seneste udgivelse. Hvad siger man, plader er bleve metaforiske. Eller nej, de er blevet emblematiske, eller nej. Jeg har aldrig gået på universitetet, hvad med dig. Nej, jeg ved godt. Det var heller ikke noget for dig. Men hvordan kunne man vide det, jeg mener, vores generation, det var det stjernerne skreg til os, jeg mener autoriteterne (hvad det så end skal betyde: autoriteter). Alle vores veluddannede, universitetsmæssigt, humanistisk, er nogle fattigrøve som os, uden mulighed for ansættelse, evighedsvaklende. Men hvor er det virkelig en god plade, jeg vidste, du ville elske den, det var mit håb. At vi kendte hinanden. Hvorfor denne gliden. Jeg er, med min rommie Louises ord, ved at blive moden. Jeg vil skabe landsby. Men jeg kan ikke slå på tromme. Altså ikke instrumentet, jeg nåede det ikke. Og godt det samme. Så skriver jeg bare et brev i stedet. Min elskede Peter Laugesen har aldrig gjort andet, i følge ham selv, men måske mest i følge andre. Brev, digt, roman. Hvem gider egentlig gå op det. Den slags distinktioner. Når ordet skal ud, skal det ud, så finder det en vej. Den umiddelbart bedste. Direkte fra hånden, munden. Fråden står så smukt i vest i november. Jeg har bevæget mig i en klokke. Nu går jeg i gang, det bliver stor. Er der mere toiletpapir. Hvad er grænsen for det platte. Engang sked jeg i nælderne. Så gik det op for mig. Så gik det op for mig. Hvorfor man siger sådan: at gøre i nælderne. Det er helt konkret, når man selv har været i landene. Bålene brænder, 200 lig i døgnet.

Det overdrevne håndled. Den anden. Anden. En sø, mit slot. Hinkesten, immervæk. Jeg røg en cigar, jeg satte mig ned, den gule dragt. Minutten står uden for døren og vrider sig, han skal skide, alle ved det. Atomic bombs are going to explode / warning to you. Hovedet på bordet. Er der guld derinde, er der ædelsten. Det er de schweiziske bjerge, jeg taler om, Mads. Ikke bas udover Blågårds Plads. Ikke muslimske tarme i hver en opgang, ikke kød i egen tarm, ikke noget fuck islam, det kommer ingen vegne. Som du selv siger: bongrøg. Det er dig, jeg skriver til. Som du skriver til dig selv. Jeg elsker dig, jeg kender til din posttraumatiske stress, jeg har fulgt med i din strøm. At du af andre mænd blev voldtaget som barn. Og jeg ved det ikke var metaforisk ment. At alting sprak. Jeg er så ked af det. Jeg kan ikke sætte mig i dit sted. Men please. Du kommer med trusler om mord. Det gør du. Og selvfølgelig er det dig selv, du vil af med. Vil vi ikke alle. Der er jo ikke noget selv. Det djævlens trick. At det er det vi tro. At vi tror. Hvad skulle vi ellers gøre. Men så lad os dog i fred, dæmoner! Lad os



Du skal aldrig undskylde at du er heteroseksuel, du skal ikke i fængsel for poesi.

Nu er det Alice igen. Jeg



lørdag den 7. oktober 2017

https://emignoergaard2.blogspot.dk/

Jeg ved ikke hvad fanden de snakker om


det slog mig lige
at jeg ville skrive noget
skrive noget direkte på bloggen her. altså
ikke gå vejen omkring et tekstdokument først, bare
skrive, ja, direkte her. hedder det væggen, hvad hedder det,
strømmen, hedder det det? ikke for at være anmassende,
ikke fordi jeg egentlig har noget som sådan at sige,
men internettet, det er så stort, så kan der vel
være plads til også det her, selvom,
jeg kan godt selv se det,
det er ikke alverden

til rette vedkommende, d.d.

ditte siger, hun kan godt tage to af stillingerne, hvis det er. og hun gider ikke grus, service og porno, men ellers er hun fragtbar i det meste. eller hvordan siger man. hvis det er til en af dine havnekantsfilm, så glem det, det er det hun mener. og det med næsen, det er min egen business, som vi vist også har diskuteret lidt mere end lidt førhen. fin bog, din bog, flot bagside især, har du selv været der?

Kasper Them Larsen, min kære ven, skriver:

“Bekymringen er tvedelt,” siger jeg til Lars, som netop er vendt hjem fra de dødes by, Varanasi, der ligger i Indien. I et hidsigt tempo forklarer jeg, hvordan bekymringer, reelle eller ej, fungerer som et redskab der holder os i ave ligesom brikkerne i et spil skak, “Værst af alt er den sygeliggørelse der følger med,” fortsætter jeg og udbasunerer mine tanker om skyld og skam, at de mere end noget andet indikerer de grænser som kulturen har sat gennem diverse formaliserede samtalestrukturer og størknede adfærdsnormer, fattige måder at være sammen på. Jeg insisterer på, at jeg kan se igennem det hele, den mudderpøl vi ufrivilligt er vokset ind i. Lars er med på den. Vi har fundet en bænk ud til voldanlægget, og mens skyerne opløser sig over fugleflokkene på vandoverfladen, slår vi armene ud i begejstring over de bevidsthedsforandringer vi går igennem. “Jeg er levende litteratur,” brøler jeg ud over vandet, og vender mig om imod Lars, der står indhyllet i en røgsky, fordi han puffer løs på en joint. Efter han har stukket den i hånden på mig, giver han sig til at råbe, så højt han kan, “Jeg kommer fra en anden verden!” Fuglene letter. Jeg forstår fuldstændig, hvad han mener.




https://www.instagram.com/p/BRBek_mlbWtagHyq9JzH04s0QFs4FS8XjD0m_w0/?taken-by=kaspertrio



https://www.facebook.com/kasper.t.larsen.5