torsdag den 14. september 2017

Det kan næsten ikke bare være et tilfælde, at jeg lige nu, da jeg var ude at ryge for fem minutter siden, fandt et eksemplar af Holzwarth og Erlbuchs vidt berømte Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved i baggårdens papcontainer. Når man tænker på, at jeg havde skrevet nedenstående indlæg om Borgeren som kvaltes kort forinden, en halv time måske, tre kvarter, en time, og at denne samme borgers yndlingsbog var netop Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet en lort på dens hoved. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg gennem årene har læst den op for ham. Det er mange, hundredvis. Og han var lige flad af grin hver eneste gang. Ville høre den straks igen. Han havde endda et muldvarp-med-lort-på-hovedet-tøjdyr på sit værelse. Han lignede den selv lidt. Han var fra Chile, men havde boet i Danmark i flere år. Hvorfor ved jeg ikke helt. Måske noget med en narkogæld. Men sådan en institution, som den jeg arbejdede på, et rehabiliteringscenter for hjerneskadede voksne, er der mange rygter. Ingen kender helt til nogen af borgernes historier, de er fulde af huller. Det som står i journalerne er meget fragmenteret, noget de pårørende ved en eller anden lejlighed ifbm. indflytningen på centeret, har fortalt, og nogen har skrevet det ned. “Var glad for musik, altid munter, men havde periodiske depressioner, isolerede sig i de senere år, dansede gerne.” Den slags. Og så hører man lidt fra borgerens venner, hvis de en sjælden gang kommer på besøg, familien, den smule borgeren selv kan fortælle. Der er meget stor forskel på, hvor meget sprog de har, hvor meget indsigt i egen situation, de har. Chileneren har forholdsvis meget sprog, og også en vis indsigt i sin situation. I en rus af alkohol var han kommet op at skændes med en ven, havde forladt festen i vrede, taget sin bil, og smadret den ind i en parkeret damptromle. Blev fundet med hovedet ud af en knust siderude, sikkert voldsomt blødende, livløs. Men hans liv blev reddet. Nu er han spastisk i den ene side, og selvom han egentlig taler både spansk, dansk og engelsk flydende, er det næsten ikke til at forstå hvad han siger. Tungen vil ikke. Han har heller ikke helt styr på, hvilket sprog han lige bruger. De bliver blandet sammen. Der er stor forskel fra ansat til ansat, hvor meget de forstår. Jeg er én af dem, som har svært ved det. Andre synes  at have så meget intuition og empati, situationsfornemmelse, at de efter eget udsagn kan føre livsfilosofiske samtaler med ham. Komme i dybden, ind bagved. Der er også dem som mener at forstår ham, men som helt tydeligt ikke gør det. Hvilket limbo lever han ikke i? Det er over et år siden, jeg sidst har set ham, men nu står det mig pludselig klart, at han nok sidder, hvor han sad sidst, netop nu, har lige fået frokost, læser en anden medhjælper lortebogen op for ham nu? Nu har jeg mit eget eksemplar, det ligger lige dér, på sofapuden i min lillebrors stue.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar