torsdag den 14. september 2017

Borgeren hoster, han har fået hakkebøf med skysovs i den gale hals. Jeg sidder ved siden af ham, og glor ud ad vinduet. Ud på de stedsegrønne småbuske som giver de ellers så institutionsgrå omgivelser en løgnagtig air af Middelhavsegne. Eller måske sidder jeg og bladrer i en bog som jeg alligevel ikke får læst. Det forekommer mig at det godt kunne være Robert Walser, jeg læser, Røverromanen, nej, jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror det er hans Berlinerhistorier, i engelsk oversættelse. Det er noget med stemningen, den lette, melankolske. Og Walser får altid mit humør op. Bare en sætning, så har jeg det bedre. Bare hans tonefald. Det famlende-sikre. Som efterårsblade, som mig. Borgeren er ved at være violet i ansigtet, han hoster og hoster, spjætter med benene, armene hvirvler omkring ham. Hans øjne er store og rødsprængte, han stirrer på én gang bedende og aggressivt på mig. Jeg er ligeglad. Ikke uberørt af situationen. Måske er jeg faktisk nysgerrig. Hvad sker der, hvis jeg undlader at gøre min pligt? Hvis han bliver kvalt. Det er sikkert ikke svært at finde på en historie som lyder overbevisende, så jeg undgår straf. Det er ikke utænkeligt, at jeg kan vende det til min egen fordel. Lidt medlidenhed. Det er ikke sjovt, sådan at opleve et menneske dø på nært hold. Og endda forsøge at redde det. Og når det var mit ansvar. Men jeg er ikke uddannet. Jeg gik i panik. Stak fingeren i halsen på ham. Jeg kunne ikke få fat i noget. Pludselig blev han bare stille. Den stilhed vil forfølge mig resten af mit liv. Måske jeg kunne få en god, lang ferie. Noget terapi. Masser af medlidenhed og forståelse. Lønforhøjelse. Eller bedre endnu: pension. I det mindste en eller anden form for godtgørelse for svie og smerte. PTSD.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar