fredag den 11. august 2017

vs /compound




Guruer og disciple af Aghor er af den overbevisning, at deres tilstand (eller: stadie) er oprindelig(t) og universel(t). De mener at alle menneskevæsner er født som Aghori. Hari Baba har ved flere lejligheder sagt, at menneskespædbørn af alle samfundsklasser er foruden diskrimination, at de ligesåvel vil lege i deres egen afføring som med legetøjet på gulvet omkring dem. Efterhånden som børn bliver ældre, bliver de gradvist mere diskriminerende, og indlærer kulturelt specifikke bindinger og aversioner fra deres forældre. Børn bliver gradvist mere bevidste om deres egen dødelighed efterhånden som de slår deres hoveder eller falder til jorden. De kommer til at frygte deres dødelighed, og lindrer denne frygt ved at finde metoder til helt og aldeles at fornægte den. Engang blev en af de mest berømte Aghori’er nogensinde, Tailanga Swami, slået, sparket og forvist fra Viswanath-templet af en præst, fordi han var blevet taget i, at tilbede Lord Siva med sin egen afføring.  Ifølge folkloren, så den lokale konge af Banaras i en drøm, at Aghori’en som var blevet fornærmet i templet, var en reinkarnation af Lord Siva selv. Og kort derefter døde præsten under mystiske omstændigheder. Hvilke omstændigheder, der konkret var tale om, melder historien ingenting om. Men mon ikke vi kan formode, at præstens afdøde legeme, hvordan det så end var blevet aflivet, endte som sonoffer og nadver for aghori’erne. Det vides endvidere om aghori’erne, at de kalder sig selv De Frygtløse, at de bærer kranier fra afdøde mennesker på sig til enhver tid, og at de bruger dem både til at tigge med, spise og drikke fra, og forsørge deres nødtørft (skide og pisse) i. De smører sig også gerne ind i deres egen afføring, og spiser forkullet kød fra ligbålene. Til briternes skræk og rædsel fulgte aghori’erne efter tropperne under Sepoyoprøret i 1857, for at gnaske de omkomne i sig. Det var åbenbart ikke hunger, der drev dem, men ideologi. Med deres adfærd, forsøger de, at demonstrere, at Siva gennemstrømmer alt, og er alt. Derfor er der intet forfærdeligt eller afskyeligt for den som har overvundet alle adskillende illusioner. Som f.eks. altså den illusion, at lort eller menneskekød er frastødende at lege med eller spise. Disse såkaldte vismænd, eller sadhuer, mener, at de står ved enden af af den karmiske rejse mod ingen-reinkarnation-aldrig-igen. Eller Nirvana, eller opløsningen eller hvad de nu kalder det. Jeg må indrømme, jeg kan ikke finde rundt i det. Bedst som jeg tror, jeg har fat i en flig af hvad det hele går ud på, går det op for mig, at jeg står nøjagtig, hvor jeg begyndte, og fatter endnu mindre af, hvad jeg håbede, at komme til at forstå. Hvad det så end var. Det er narreværk, kvaksalveri af den gamle skole. Og alligevel vil jeg have mere, det gennemsyrer alt i Indien, og i særdeleshed her i Banaras/Kashi: mystikken, spiralbevægelserne, slør-bag-slør. Det er ikke muligt at gå en tur nogen steder hen, om så bare for at købe ferskner, uden at man konfronteres med blinkede lys og dommedagsgongoner, trolde og nisser, den flyvende hest fra før, og man føler det som om man er vandret ind i en elverhøj, er faldet i søvn uden at have opdaget det. Men så er der en hæveautomat, noget så hjernedødt genkendeligt, eller en mobiltelefon svæver gennem labyrintgyderne, der lugter af billig benzin eller eau de cologne. Byen spalter sig hele tiden, for hvert glip med øjenlågene, i en næsten uendelig række mulige virkeligheder. Middelalder, endnu ældre, oldtid, og så er det alligevel sci-fi, en kulørt fremtidsroman hvori internettet har opslugt alt, så det ikke længere er til at skelne virtualitet fra kød og blod. Glitch, glitch. Som om der var nogen forskel, runger det i hovedet, hvor. Og drejer ned omkring det velkendte hjørne, ned til konfektbutikken med dens 1920’er-agtige kulørte glasruder i spinkle, blomsterranke-vridende-sig rammer af lyst træ. Er en ko derinde og slå om sig med halepisken og gumle staniolomviklede karameller i sig her til eftermiddag? Nej. Den samme midaldrende kone med forklæde står bag disken, og har allerede pakket en æske som hun skubber frem imod os, tapper med en kort, flad finger på låget af og siger: for you. Og tak, tak, så er vi væk igen. Fik vi betalt, gjorde vi mon noget galt? Jünger mener det ikke, mens han vrider sig om sig selv. Han vil se det hele, have det hele med. Så har han noget at tegne, når vi kommer hjem på værelset igen. Jeg mener: det er det, det handler om for ham. Så må vi undersøge det nærmere på et senere tidspunkt, om vi af ren utilbenshed, eller hvad skal jeg kalde det, kom til at forlade butikken, uden at betale den søde kone, granske vores hukommelse, og være forberedte på, at opdage, at vi også rakte tunge og lavede upassende lyde med vores læber, da vi, så at sige, forlod etablissementet. Ikke at jeg tror, vi opførte os sådan, men det er ikke umuligt.

Det er en meget gammel og distingveret butik, som ikke altid er lige til at finde, men lader til sommetider at skjule sig i en fold i gydemylderet eller bag en forbipasserende pilgrimsprocessions tarvelige eller overdådige gevandter.

Sådan er Varanasi.  

Navneet, hans hele leddeløse væsen, står i døren til vores værelse, og vil ind, næsen allerede over tærsklen, slubrer, slubrer rummet ind. Hans glimt i øjet, spøg og skæmt. Ingen kan vist være i tvivl om, at vi afskyer ham. Han er som taget ud af en amerikansk soap, den forkælede rigmandssøn, opvokset med alt for mange muligheder. En parodi på en amerikansk soap, men det ved han ikke selv. Jünger er mere ligefrem end jeg, han rejser sig hurtigt fra tegnebordet, skrider henover gulvet, og stiller sig lige smask foran Navneet, ser ham an, et hurtigt, undersøgende blik, elevatoren, smiler uden tænder, spørger hvad vi kan hjælpe med. Nå, han ville bare lige se, bare lige se, hvad vi laver, om alt er i orden, om herskabet mangler noget. Men nej, nej tak, vi mangler ikke noget, og dog, egentlig ville det være så fint med lidt arbejdsro, vi har travlt, vigtigt arbejde, deadlines, du ved, ting at pakke, pakker at sende af sted. Navneet kan ikke styre sin tunge, den tager en tur rundt om de bløde, våde læber. Han smasker. Herskabet, hvad er han ude på? Lille ven, lille ven, han tror vel ikke vi stjæler.

https://larsbonoergaard.blogspot.dk/2017/08/welcome-to-hell0-vs-compound.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar