tirsdag den 13. juni 2017

KHLEBNIKOV

Alt er bølger. Tallene taler.

Poesi er praksis.

Der er ingen normalitet at vende tilbage til og ingen at nå frem til.

Der er ingen kunst.

Der er ingen begrundelse, kun en vilje til sammenhæng, evighed og ubetydelighed.

Poesi er ikke politik.

Zaum er sprogets sjæl.

Nuet forbinder fortid med fremtid. Historiens rytme er levende.

Prismet er det strålende øjeblik.

Jeg er reflektor.

Sproget er tråden.

Den hvide blogside er rummet. Det afgørende er ikke tomheden, men fladen.

Hvidheden.

Rum og tid er konkreter.

Verden er syg. Den har forgiftet sig selv, og ingen moral kan kurere den.

En diagnose må forsøge at være fuldkommen, omfatte alt, notere også det sprogløse.

Det er svært at være sig selv, som man tror, man er.

At gå dybt ind i gamle tekster kan tit koble bevidstheden så meget af de aktuelle spor, sætte den så tæt på sit eget fravær, at den falder i søvn.

Det sker der ingenting ved. Sov bare for, som John Cage har sagt: "You and your work no longer have any means of separation."

I en verdensopfattelse, baseret på halvhed, bliver helhed opfattet som en spaltning.

Bedøvelsen bliver et skaramente.

Lukrets taler om atomer, men ikke som den moderne videnskab ser dem. De er partikler af det absolutte stof: "Det har aldrig været og vil aldrig blive i stand til at eksistere som sig selv, men kun som en primær del af noget andet."

Datamaskinen er ikke væsensforskellig fra stendyssen.

Alt levende taler.

(Peter Laugesen: Kunsthistorier - Det indre rums kosmonauter)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar