tirsdag den 30. maj 2017

Welcome to Hell0



En følelse af at alt i mig opløses. Eller nej, netop det modsatte: at alt i mig kæmper imod opløsningen. Det er medicinen. Eller er det angsten. En kombination. Mine tanker. Mit liv, hele den kavalkade af nederlag, virkelige eller forestilte, det gør ingen forskel. Jeg vrider mig, kan ikke vågne, kan ikke finde ro. En ørn snurrer og snurrer rundt på himlen, jeg flygter gennem hoftehøjt græs, hører skriget, mærker allerede kløerne bore sig ned i mine skuldre, løftet.

Nogle dage har jeg den forrykte dagdrøm, at løsningen på mine problemer kunne være, at melde mig til Fremmedlegionen. Hvad tænker jeg på. Jeg mener: Fremmedlegionen. Det skulle nok gå godt. En pacifist som mig, overfølsom og sky. Jeg tænker, at den hårde, fysiske disciplin vil få angsten til at fordampe, det at være et nummer, en uniform. Mit første drab ville også være mit sidste. Jeg ville blæse hjernen ud på mig selv. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar