tirsdag den 30. maj 2017

vs / compound

Efterhånden som vi lærer mere om Shiva, vil det blive mere klart hvorfor denne hans jordiske hovedstad, har fået det navn: Den Store Kremeringsgrund, det mest ugunstige, urene af alle steder. Shiva  udfordrer almindelige distinktioner som ren og uren, gunstig og ugunstig. Han er selv både smuk eller frygtindgydende, begge dele på een gang, han gnider sin hud med velduftende sandeltræ såvel som med de dødes grå aske. Begge dele på een gang. Ikke underligt, så, at denne by, Kashi/Varanasi, kaldes Den Store Kremeringsgrund såvel som Frydens Skov.

Engang brændte ligbålene overalt i byen, det har mere end én langskægget brahmin fortalt os, og hvorfor skulle vi betvivle det. Overalt ser man såkaldte sati-sten: Sten med udhuggede relieffer forestillende en mand og en kvinde. De markere stederne, hvor en  god kone er blevet brændt på bålet sammen med sin mand. En tradition som ikke praktiseres mere, ikke officielt i hvert fald. Men stenene betragtes stadig som gunstige, hellige, den dybrøde bemaling fornyes ofte, de overhænges med tageteskranse, fløjl. De tilbedes, man ofrer til dem, de er til stadighed en dybt integreret af byens religiøse liv. Hverdagen, det almindelige. Især er der mange ved Brahma Nala, et sted umiddelbart ved siden af Manikarnika (den største af kremeringsgrundene), overalt står de/ som paddehatte.

Det siges, at der i gammel tid sprang en kilde her, som strømmede opad skrænten, op og ind i byens gader. Men nu er den udtørret som så mange andre af de hellige kildevæld. Briterne får ofte skylden for disse udtørringer. Det fortælles, at briterne havde travlt med at fylde brøndene etc. med sten og cement. Meningerne er delte, når det kommer til spørgsmålet om hvorfor briterne lukkede for vandet, om det var for at sætte en stopper for hinduernes religiøse praksisser, som briterne opfattede som hedenske, hvis ikke ligefrem sataniske, eller om det var mere praktisk, noget rent ingeniørmæssigt, at kilderne blev rørlagt, for ikke at vandet skulle forurenes af ekskrementer fra dyr og mennesker, ligvæsker etc. Sådan er det med alt her, meningerne er delte, historierne selvmodsigende. Jeg skal gøre mit bedste for at formidle den tilstand, det vilkår vi må navigere i her. Men det kommer af sig selv, det fornemmer jeg, hvordan stedet sniger sig ind i mig, totalt forandrer hvordan jeg sanser, føler, tænker. Og således må det også påvirke det jeg skrive, ligesom bagom mig, eller måske rettere gennem. En fugl er ikke helt det, den plejede at være. For slet ikke at tale om ild. Eller solen! Jeg kan ikke forlige mig med den tanke, at den sol som brænder på himlen her, er den samme som den jeg kender, den som skinner over den jyske vestkyst hver dag, går ned i Nordsøen, står op over landskabet ud imod Limfjorden. Øst og vest har byttet plads her, ligesådan med Syd og Nord. Når jeg kigger op, ser jeg ned.

Selvom jeg rent intellektuelt godt kan forstå, hvad der foregår, kan min krop ikke følge med, instinkterne er forvirrede, sanserne overmættede, således også min forstand. Hvor er jeg så. Hvordan skal jeg finde rundt. Vi har det med at blive indenfor The Compounds trygge mure, vi kommer ikke meget ud mere, og næsten aldrig hele vejen de 5 km ned til Ganges. Vi er for meget fremmede derude, ude i det vi kalder det, det er for meget.

Ikke underligt, at læse tidligere rejsebeskrivelser, skrevet af fx britiske missionærer i begyndelse af det nittende århundrede. Hvor fremmede de føler sig. Hvordan alt er grimt og forfærdeligt, deres, indernes, sæder og skikke. Missionærerne lider fra en ende af. Den hellige ild brænder i dem, ellers ville de forlængst være flygtet, hvis ikke hele vejen tilbage til de regnvåde, grå øer ud for Europas kyst, så i det mindste til New Delhi eller Lucknow, byer grundlagt af ligesindede, Bombay, Calcutta. Fra en ende af er de forvirrede, angste, selvoptagede og frelste. Ingen tvivl om, at de opfatter det som en prøvelse, en ørkenvandring, passion of the christ.   


http://larsbonoergaard.blogspot.dk/2017/05/vs-compound_30.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar