onsdag den 31. maj 2017

dagens kalk

min ven mads siger det er en fallos


Welcome to Hell0

Min kropsbevidsthed er dårlig. Blågårds Plads, 19. maj, 16:06.

Stressen sidder i mig som en influenza. En årelang influenza. Det kræver stort fokus, store anstrengelser; fysiske såvel som psykiske, at undgå at blive manisk eller deprimeret.

Jeg ryger lidt pot.

Det er den første sommerdag. 25 grader, mindst. Helt vidunderligt, følelsen af at verden er åben igen, mulig igen.

Chris Cornell døde i forgårs, jeg fik det at vide i går, først da Ditte fortalte mig, at Chris Cornell vist er død. Det sank ikke rigtig ind, jeg var lige vågnet, da hun sagde det. Siden flød mit fb-feed over med nyheden. Efter en koncert med Soundgarden i Detroit blev han fundet livløs på sit hotelværelse. Kun to timer efter han var gået af scenen.

En ældre kvinde med voldsomme tics går forbi. Hun ser ud som blev hun igen og igen af den samme hveps.

Aftegninger af egen skrift/praksis.

Hver eneste sætning er en katarsis.

To flaskekapsler ved siden af min bænk: GRØN TUBORG. TUBORG. PILSNER ØL. + Carlsberg. MASTER. BREW.

Nogen har efterladt en (tom?) flaske RECOVERY SHAKE i gruset bag mig.

En solsort baskede forbi i en spiralbevægelse mod jorden. Nu står den ved siden af mig, går i en bue udenom. Holder øje.

En midaldrende mand med

*

I græsset ved en af Søerne, lidt til højre for Baggesensgade. Jeg gik forbi en begravelse i Kristuskirken. En ung kvinde med nedslået blik og hænderne på styret af en klapvogn til tvillinger. To ældre kvinder med hver en hånd hvilende på den yngre kvindes hoved, samt hendes skuldre.

En plasticsvane med to børn ombord.

SØRENES. BÅDULEJNING. BOAT RENTAL. HERE.

KAFFESALONEN. ØKOLOGI. &. TO GO.

Og en øl.

Og lidt mere pot.

Og en tot græs.

En guitar. En mundharpe. Styx er fyldt med mygx.

Og den larm.

Umiddelbart efter jeg har skrevet noget ned, bliver jeg svimmel.

Faste former.

Krusninger på vandet.

Lyden af en klapvogn. Et glimt af den. Et hjul, barnet, så lyst i solen.

Punkt1.

To Go.

Smoothies.

Capuccino - Kaffe.

Espresso - Café Latte - Americano.

Købes på Badebroen.

EACT.

TOP TOP TOP.

YT.

& I KAFFESALONEN.

Chris Cornell er død, han hængte sig selv. På videooptagelser fra hans sidste koncert, sidste nummer var Slaves & Bulldozers fra Badmotorfinger fra 1991, ser han dopet ud, isoleret, træt. Han blev 52 år, jeg har kendt ham siden jeg var 13. Det giver 23 år. Han blev 16 år ældre, end jeg er nu. For 16 år siden var jeg 20, han var 36.

Mit afskrivningsværk, De sorte Notesbøger, skal afsluttes på Skt. Hans. Derefter udgives i Antipyrines mappeserie. Den har ligget stille for længe. Og Mathias skylder mig een. Blyant på kalkerpapir fra bl.a. denne notesbog. Palimpsest af mine notevirksomhed siden januar. Udført & trykt på Lily Brobergs Vej 51, st. tv. Etc.

Café au Lait.

Chokolade - Grøn te - Te - Soya Latte.

Klokken er 17:24.

21 svaner. 5 af plastic.

Friluftsland.

Støvsugerbanden.

Vandet gør mig svimmel. At det bevæger sig mod venstre, imod skriveretningen.

En hel indvandrerfamilie på en cykelbåd. Hvor kommer fordommene fra?

Lige når potten rammer, føler jeg en modstand. Noget i mig frygter virkelig forandring.

Alene det at tænke tilbage, mindes, er en kamp.

Nu rejser jeg mig op.

JUSTEAT (på siden af en kridhvid bil).

Børnene fra før var også af anden etnisk herkomst end dansk.

*

“Nothing seems to kill me / No matter how hard I try” - Pretty Noose; Down on the Upside, Soundgarden, 1996.

En and renser sine fjer med næbbet.

*

INDFLYTNING

WELCOME TO HELLO

INDIEN

*

Staden. 18:33

Næsten alle smiler. Jeg går bare rundt. Sidder ned.

Der sider nogen og ryger tjald overalt.

Nu vil jeg prøve, det jeg har købt. En helikopter flyver henover. Nogen hoster på den anden side af kanalen. Eller er det en voldgrav.

Skolejoints, som Anders kalder dem.

Selv den mindste erkendelse er voldsom for mig.

En myg, en vandloppe.

“Alt kommer til os i fragmenter.” Henrik Nielsen.

Husk at få UDFALDENE fra Troels. De rummer materiale til både Welcome & INDIEN.


http://larsbonoergaard.blogspot.dk/2017/05/welcome-to-hell0_31.html

Welcome to Hell0

tirsdag den 30. maj 2017


Welcome to Hell0


Jeg kender ikke til noget musik, der gør mig glad. Lige nu er det Soundgarden, jeg er besat. Black Hole Sun, Just Like Suicide. Og jeg kommer i distraktion til at aske i min øl. Jeg synger med, jeg lytter efter, følger rytmerne, forsøger at tælle mig frem til taktarter. Men jeg har aldrig været god til taktarter, og jeg er tonedøv. Men jeg har tid, jeg har fornemmelse, groove. Det roser jeg mig selv med. Det er det samme med grammatik, jeg kan ikke huske reglerne, men jeg kan mærke hvordan sproget fungerer. Siger jeg til mig selv. Alligevel begår jeg nok en million fejl, en milliard. Men det er ikke det, det handler om for mig, at det er korrekt. Ligesom, altså sådan een som Charlie Parker, spillede han korrekt, eller Jimi Hendrix. Bare for at nævne et par oplagte eksempler. Sådan veksler jeg mellem underskud og overvurdering. Og jeg ved det hele tiden så smerteligt godt. At jeg er fucked. Men lad os komme videre. Engang lykkedes det mig, uden at det var min intention, at få en kæreste til at grine, til hendes højt elskede morfars begravelse, fordi jeg sang salmerne så skingrende falsk. Så kom ikke her og sig, at manglende talent ikke kan være en velsignelse.  I’m the wreck of you / I’m the death of you all. At du skreg så smukt, Chris, tak for det, jeg elsker dig.

http://larsbonoergaard.blogspot.dk/2017/05/welcome-to-hell0.html

Welcome to Hell0



En følelse af at alt i mig opløses. Eller nej, netop det modsatte: at alt i mig kæmper imod opløsningen. Det er medicinen. Eller er det angsten. En kombination. Mine tanker. Mit liv, hele den kavalkade af nederlag, virkelige eller forestilte, det gør ingen forskel. Jeg vrider mig, kan ikke vågne, kan ikke finde ro. En ørn snurrer og snurrer rundt på himlen, jeg flygter gennem hoftehøjt græs, hører skriget, mærker allerede kløerne bore sig ned i mine skuldre, løftet.

Nogle dage har jeg den forrykte dagdrøm, at løsningen på mine problemer kunne være, at melde mig til Fremmedlegionen. Hvad tænker jeg på. Jeg mener: Fremmedlegionen. Det skulle nok gå godt. En pacifist som mig, overfølsom og sky. Jeg tænker, at den hårde, fysiske disciplin vil få angsten til at fordampe, det at være et nummer, en uniform. Mit første drab ville også være mit sidste. Jeg ville blæse hjernen ud på mig selv. 

vs / compound

Efterhånden som vi lærer mere om Shiva, vil det blive mere klart hvorfor denne hans jordiske hovedstad, har fået det navn: Den Store Kremeringsgrund, det mest ugunstige, urene af alle steder. Shiva  udfordrer almindelige distinktioner som ren og uren, gunstig og ugunstig. Han er selv både smuk eller frygtindgydende, begge dele på een gang, han gnider sin hud med velduftende sandeltræ såvel som med de dødes grå aske. Begge dele på een gang. Ikke underligt, så, at denne by, Kashi/Varanasi, kaldes Den Store Kremeringsgrund såvel som Frydens Skov.

Engang brændte ligbålene overalt i byen, det har mere end én langskægget brahmin fortalt os, og hvorfor skulle vi betvivle det. Overalt ser man såkaldte sati-sten: Sten med udhuggede relieffer forestillende en mand og en kvinde. De markere stederne, hvor en  god kone er blevet brændt på bålet sammen med sin mand. En tradition som ikke praktiseres mere, ikke officielt i hvert fald. Men stenene betragtes stadig som gunstige, hellige, den dybrøde bemaling fornyes ofte, de overhænges med tageteskranse, fløjl. De tilbedes, man ofrer til dem, de er til stadighed en dybt integreret af byens religiøse liv. Hverdagen, det almindelige. Især er der mange ved Brahma Nala, et sted umiddelbart ved siden af Manikarnika (den største af kremeringsgrundene), overalt står de/ som paddehatte.

Det siges, at der i gammel tid sprang en kilde her, som strømmede opad skrænten, op og ind i byens gader. Men nu er den udtørret som så mange andre af de hellige kildevæld. Briterne får ofte skylden for disse udtørringer. Det fortælles, at briterne havde travlt med at fylde brøndene etc. med sten og cement. Meningerne er delte, når det kommer til spørgsmålet om hvorfor briterne lukkede for vandet, om det var for at sætte en stopper for hinduernes religiøse praksisser, som briterne opfattede som hedenske, hvis ikke ligefrem sataniske, eller om det var mere praktisk, noget rent ingeniørmæssigt, at kilderne blev rørlagt, for ikke at vandet skulle forurenes af ekskrementer fra dyr og mennesker, ligvæsker etc. Sådan er det med alt her, meningerne er delte, historierne selvmodsigende. Jeg skal gøre mit bedste for at formidle den tilstand, det vilkår vi må navigere i her. Men det kommer af sig selv, det fornemmer jeg, hvordan stedet sniger sig ind i mig, totalt forandrer hvordan jeg sanser, føler, tænker. Og således må det også påvirke det jeg skrive, ligesom bagom mig, eller måske rettere gennem. En fugl er ikke helt det, den plejede at være. For slet ikke at tale om ild. Eller solen! Jeg kan ikke forlige mig med den tanke, at den sol som brænder på himlen her, er den samme som den jeg kender, den som skinner over den jyske vestkyst hver dag, går ned i Nordsøen, står op over landskabet ud imod Limfjorden. Øst og vest har byttet plads her, ligesådan med Syd og Nord. Når jeg kigger op, ser jeg ned.

Selvom jeg rent intellektuelt godt kan forstå, hvad der foregår, kan min krop ikke følge med, instinkterne er forvirrede, sanserne overmættede, således også min forstand. Hvor er jeg så. Hvordan skal jeg finde rundt. Vi har det med at blive indenfor The Compounds trygge mure, vi kommer ikke meget ud mere, og næsten aldrig hele vejen de 5 km ned til Ganges. Vi er for meget fremmede derude, ude i det vi kalder det, det er for meget.

Ikke underligt, at læse tidligere rejsebeskrivelser, skrevet af fx britiske missionærer i begyndelse af det nittende århundrede. Hvor fremmede de føler sig. Hvordan alt er grimt og forfærdeligt, deres, indernes, sæder og skikke. Missionærerne lider fra en ende af. Den hellige ild brænder i dem, ellers ville de forlængst være flygtet, hvis ikke hele vejen tilbage til de regnvåde, grå øer ud for Europas kyst, så i det mindste til New Delhi eller Lucknow, byer grundlagt af ligesindede, Bombay, Calcutta. Fra en ende af er de forvirrede, angste, selvoptagede og frelste. Ingen tvivl om, at de opfatter det som en prøvelse, en ørkenvandring, passion of the christ.   


http://larsbonoergaard.blogspot.dk/2017/05/vs-compound_30.html

vs / compound

lørdag den 27. maj 2017



vs / compound

registret/ kollapset.

En jeg vil være en skinketun for dig as we speak as in heaven. Mine hukommelsessvigt. Så fik vi gær igen, kardemomme. Hendes hage viser tegn på korssting. En jungle af trængsler, en pik så lang. If I were you. If we differ. If we sing. If we song. Tomorrow I go to Varanasi, to get my balls kicked in. To get my hang over. To get my wings back in the shotgun. The showroom, the trumpesidaisy.  Hænglser hele vejen rundt. En hængt, en ged, en muslimsk måne/ en dansk. En trio af trussel, en familie. Men det var en god carbonara, jeg fik og gode stykker svin. Relæet er en retriever. Three partydolls and one hispanic. Do you know English? Hindustani?

vs / compound

vs / compound

I am become death Asmi Present perfect I am The subject implied Statement of existence Become death kaalaH Time Death of the subject implied Yama Death in becoming I am become death Time exists The destroyer of worlds
becoming in death


som sidder vi alle fast i en kollektiv dagbogs præsens


kannibal
jo det kan
vi godt
blive
enige om




Kontekst er alt. Glasgow, efteråret 2006.





onsdag den 17. maj 2017

dagens kalk


Sad og faldt i staver, mens jeg var på toilettet, og stirrede ind i lampen derude, den lysende sfære af mat glas, en kunstig måne. Hvad betyder det for os, den menneskelige organisme, ja, hele dyre- og planteriget, kemien og hvad deraf følger, at vi stadig mindre, accelererende grad, er i forbindelse med månens og stjernernes lys? At vi også er udsat for den forurening, det kunstige lys er.

vs / compound

tirsdag den 16. maj 2017





man she punched me like a dude


....

De her underjordiske grå haller.

Lugten af McDonald's, 7eleven.

*

Busstop Fasanvej St.
Mod Lergravsparken.
Klokken er 22:47.

Biler suger forbi.

En ældre herre i grå jakke, khakifarvede bukser og ligeså kasket, går hvileløst frem og tilbage.

4 minutter til 4A kommer.

En midaldrende kvinde sidder på et cykelstativ og ryger e-cigaret. Hun har afbleget hår. En skotskternet trolley ved sin side. Hun mumlede noget. Den ældre herre tjekker hvornår bussen kommer. 2 min. En cykel cykler forbi. Kliklyde fra fodgængerovergangen - hurtigt betyder , langsomt betyder stå.

*

I 4A. Klokken er 22:53.

Peter Bangs Vej: Een passager stod på. Mathildevej: To stod af, een stod på. #4ALL INSTAGRAM. Popmusik fra en smartphone. Aurikelvej: Een stod af. Valby Langgade: Fire stod af. Kære passager. For at. Valby Station: Tre stod af, fire stod på. Sikre chaufføren udsyn beder vi. Toftegårds Plads: Jeg skal af. Klokken er 22:59. Dig vente bag den gule streg. Nogen sutter tænder.




venstrefløjen, jeg hader at sige det

torsdag den 11. maj 2017

bøger i min seng pt (minus de bøger fra natbordet, jeg tidligere i dag flyttede herover, for at registrere dem)

henry fielding: journey from this world to the next; janus kodal: undskyld; lean nielsen: der er tid nok; alain daniélou (oversætter): the complete kama sutra; tidsskriftet henfald #2; tidsskriftet henfald #2

vs / compound


det overhovedet at noget er til salg

vs / compound

og så, åh, en smøg og en kop kaffe
(jeg ruller selv og pulverkaffe)

yes, emig & nørgaard i tidsskriftet henfald, virkelig flot og godt tidsskrift, ud og hent det, hvis du ikke allerede har det!