torsdag den 16. marts 2017

Ah, at sove over en kostald, det føles som at komme hjem.De rykker sig i tøjret, Johann siger, at én af dem hoster, men det kan jeg ikke høre. Det var underligt den anden dag. Et par dage er det vel siden. Vi boede stadig i det moderne, med alt tilhørende, hotel. Elevatoren virkede kun glimtvis, og når den gjorde, larmede den, så vi ikke kunne sove. Det var som om de ikke havde tænkt på det, at der var meget lydt. Det kunne have været hvor som helst. Best Western. Den standard, du ved. Helt nyt. At gå derind, træde ind i foyeren (fra fr. foyer; af lat. focarius, adj., hørende til arnen, af focus, arne; egl.: rum, hvor man varmer sig; især teat.) rum bag scenen, hvor skuespillerne kan opholde sig, naar de ikke optræder, ell. sal, forhal i et teater (sjældnere i andre bygninger), hvor tilskuerne (tilhørerne) kan opholde sig i pauserne. Det var som at træde ud af én verden, og ind i en anden. Vi lå på vores senge, og talte kunstige knaster i loftet, da hundene begyndte at gø i gaderne udenfor. Så voldsomt havde vi aldrig hørt dem før. Jeg ville optage lyden. Men da jeg, efter at have indstillet optagestyrken nøje, stak hånden ud af vinduet, tav de. Det var helt klart for os, at de ikke ville gemmes for eftertiden, så vi pakkede optageren tilbage i dens æske, og lod den være på resten af opholdet. Det var ikke tålt. Og det forstod vi med det samme, instinktivt, var helt rimeligt. Selvfølgelig skulle hundene have lov at skændes om deres uenigheder, uden at vi vi skulle blande os i dét, optage det som om det var noget særligt. Skrid hjem, sagde de til os, hvis I ikke forstår stedet. Det gør vi ikke, men vi gør hvad vi kan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar