lørdag den 18. februar 2017



vi har forladt det dumme svinehotel, og er flyttet ind på et andet, moderne med bad og den slags, og uden udsmattede myg på væggene. og i morgen til noget endnu bedre, ældre, men godt, og lige ned til ganges. vi har købt den gode tjald, charas af en ældre forhandler inde i gyderne, 12 gram af det helt rene, bløde, sorte (se foto). han viste os rundt i sit 200 år gamle hus, som han var ved at restaurere, det var det pengene skulle bruges til, han solgte også te og kaffe og vand, og hvis vi havde brug for hjælp, skulle vi bare komme forbi. det samme sagde en sadhu nede ved floden, en fiske-baba, som tog sig af et tempel som befandt sig under vandets overfalde. vi var stoppet hvor han stod, fordi vi havde lagt mærke til en masse fisk, som boltrede sig ved bredden. de bor i templet, han besøger dem fra tid til anden. han sagde, at han kendte hele indien, besøgt alle de hellige bjerge, nu var dét hans tilholdssted i denne verden. han kom fra paradis, og sommetider tog han en tur ud til os andre, før han vendte tilbage til paradis igen. vi skulle bare komme ned til ham, hvis vi havde brug for hjælp. og hvis vi ikke havde brug for hjælp, var han glad. johann har lige sendt en selfie af sig selv til sin søn. han havde ikke briller på, og han vinkede. den kære dreng er bange for, at far måske ikke kommer hjem, han siger til johanns kone, at far ikke må sejle væk. det er hjerteskærende. johann er på udgik efter gaver til både ham, konen, og den søn de venter, som skal komme til april. det bliver skønt, når det bliver forår. godt vinteren er ved at være slut. jeg kan ikke holde mørket ud. vi faldt i snak med en ung elefantrytter, kun 23 år, han beundrede vores skæg, ville selv gerne gro ét, men der var stadig bare pletter på kinderne. han sagde, at han barberede sig hver dag, for at det kunne blive tykkere. jeg nænnede ikke, at fortælle ham, at det ikke er sådan, det fungere. da vi nævnte, hvor koldt og mørkt, der er i danmark lige nu, sagde han, at hvis det var ham, der boede sådan et sted, ville han dø. ingen af inderne, aner hvad vi snakker om, når vi siger, at vi kommer fra danmark. men de spørger altid. det må være en høflighedsfrase. og de ved jo, at vi ikke kommer her fra byen. næsten alle siger, at det er et smukt land. og ooh, siger de. sikke et dejligt sted, at komme fra. men det er tydeligt, at de er helt på herrens mark. det kunne være en by i storbritannien for dem, eller det kunne være et tysk distrikt, hollands hovedstad. copenhagen står de helt af overfor, de kan dårligt nok høre, hvad det er vi siger. københavn, den lille havfrue, dronning margrethe, verdens ældste flag. men mange af dem er heller ikke særligt veluddannede, det ser man straks på det fjerne i deres blikke. der ligger ligesom en hinde over deres hornhinder. og sådan noget som en hornhinde, noget så delikat, kender de intet til. har ikke noget ord for det, og ikke engang den fjerneste anelse, om at de selv har én. at man kan få stær. vi bliver ofte passet op af tiggere på gaden. Dyr, planter, alt bliver til ornament. den første i dag, var gammel og smilende. en smuk kvinde, meget lavstammet, uden en tand i munden. nej, jeg husker forkert, hun tiggede ikke, hun bad os om vi ville tage et fotografi af hende. men vi havde travlt, vi er på arbejde. ornamenterne på murerne viste harer i spring gennem spændstigt grønne siv, nogle forfulgt af først en antilope, så en løve. over dørene var der fisk. muligvis frugtbarhedssymboler. vi hører, at isis har bombet romerske templer bort fra jordens overflade i syrien, vi ser dronefotografier af før og efter på tv. betragt den her tekst som prima materia, signaler inde fra det brændende bål. ikke at vi er torturofre. vi brænder med. sidste år var johanns søn en farlig tiger til fastelavn, men nu er dragten begyndt at stumpe, så i år skal han være et brølende skelet. da vi ankom i går, holdt vi kort stop på en ø lidt nede ad floden. det er en venlig by. og brutal. det er ikke mere end en times tid siden, at vi gik forbi en forkullet underarm og hånd, som stak ud fra flammerne. men tilbage til den lille ø. snylterens kærlige favntag. siden vi har været her sidst, er der kommet flere dyre, nye motorcykler i gade billedet. Og nogle af dem har stemmer. Med en skrattende, mekanisk lyd, siger de: step away from me. Der går en sort ko roligt forbi nede på gaden, mens jeg venter på, at Facebook loader. Den loader stadig. The wi-fi network “Tenda2” could not be joined. Eller har vi måske opbrugt den kvote internet, der var knyttet til vores værelse, gang, hotel, bydel? Er hele Shivali uden internet i øjeblikket? smuk fugl ude på elkablet. Presser sig på nu, Petra igen. vi mødte hende oppe på bakken, bag bålene ved Harishchandra Ghat. Det ser ikke godt ud, vi holdt os på afstand, og lurede blot ind gennem plasticposegardinerne for den skæve, halvrådne vinduesramme uden glas. hun sad med begge deres små behårede grise, og ammede dem. de mæskede sig, så den olierede mælk løb dem ned ad trynerne, og videre ud i pelsen, hvor den hang i glinsende dråber. Nu vil Johann sove, jeg vil ud og ryge en smøg. Vi har fået balkon. Mens vi venter. Why flesh smell so burnt? Dingler fra en løvsang. Renser hænder med sprit. Pikker tænder efter pizza. Der er automatisk chai klokken 16. Indisk raket bringer 104 satelitter i kredsløb samtidigt. Over 100 nanosatelliter forlader raketten som perler på en snor. As we have inherited the minerals, we are simply custodians and must pass them on to future generations. Petra og Navneet har ikke reproduceret, de er barnløse, og vil forblive sådan. De har for to år siden fået to hunde. En gammel race fra Rajastan, the Rampur Hunter, to spidse hunde med lange, slanke ben og snuder. Navneet er fornylig fyldt 40, Petra må være ældre end ham. Og alligevel forekommer de os yngre end sidst. Ligesom vi forekommer dem ældre. I morgen skal vi til sitarkoncert med dem og den amerikanske kulturattaché på Hotel Ganga View klokken 19. Det skal blive interessant, at se, hvad vi kan vride ud af det. Hundene er helt usædvanligt adrætte at se på. De ser ud som om de kunne smyge sig igennem et hvilket som helst krat, de er som slange med ben. Og meget venligt, meget tillidsfulde, hannen Cloud er mere genert og helt støvgul, mens tæven Lightning er opsøgende og med grå tegninger i pelsen, mest ved snuden. De er søskende. To år gamle, hver mandag formiddag bliver de sluppet løs på østbredden, så løber de, snuser ivrigt til det hele, naturen kommer op i dem, og de får sig lidt kød. Hjemme i Raman Niwas er de vegetarer. Lever af efterladenskaber fra Shintas køkken. Vi kunne ikke undgå at bemærke, at de så lige underernærede nok ud. 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar