lørdag den 11. februar 2017

I øvrigt var det forkert, det jeg skrev om, at hunden og æslet som diskuterede, hed Rusty og Bossy - det var to sjakaler som var ansat af en løvekonge, der hed sådan. Og nu vil jeg sgu godt snart have fingerne i noget ganja, det blir nok først i Mysore. Hvis det da overhovedet blir på den her del af turen, for i Varanasi er det nærmest umuligt at undgå. Astrofysikere foreslår at universet er et hologram, dvs. at det er flat, at det er en illusion, at vi oplever i 3D, åbenbart løser den teori de problemer kvantemekanikken og relativitetsteorien har med hinanden, det er fint med mig. Det er skræmmende så lidt jeg kan nå at få med i den her tekst. Nu hyler toget og hundene om kap igen, jeg ville ønske, jeg kunne sende lyden med brevet, virkelig uhyggelig, hekset.

De støvrøde sko af, op i sengen og ligge. Lang dag, mange skridt gået. Det kunne godt blive til vabler. Internettet virker ikke, måske er det, det samme fænomen som i Varanasi for fem år siden, at internettet, eller var det elektriciteten eller begge dele, går på tur mellem de forskellige bydele, fordi nettet ikke kan dække det hele på én gang. I Varanasi var det fx sådan, at når der var eksaminer på Baranas Hindu University, så var al elektricitet koncentreret dér, så måtte store områder af resten af byen klare sig med dieseldrevne generatorer. Og når muslimerne fejrede Aid og andre højtider, så sørgede man for, at de havde strøm i deres områder af byen, på den måde undgik man, at de strømmede ud i gaderne og lavede ballade. Hvis de fik deres livetransmissioner fra Mekka, var freden sikret. Men nu er Dittes smartphone på nettet, hvorfor så ikke min. Der slås på trommer derude, det er bryllupper, det så vi lige før, da vi gik ned ad Sunset Boulevard, eller B.M. Road, som den hedder, men alle hilser på os, de er vilde med os, vi er Tom Cruise og hvem var det nu, du ville være, Ditte? - Cameroun Diaz. Eller bedre: Shah Rukh Khan og Deepika Padikone, mine gamle venner fra Mumbai. Det var tider dengang, Troels og jeg var statister i Bollywoodproduktionen Happy New Year, læs alt om det i Texas Longhorn 1. På chipsposen, var har købt, står der Every Where Time Pass, og det jo sandt nok. De stærke, chili, vores tunger brænder som Kalis. Vi har næsten ikke hørt musik på turen, forunderligt nok, men der er også så rigeligt med larm i Indien, trommer, hunde og de evigt tudende motorcykel-, scooter-, bus-, bil- og lastbilhorn. Det er sådan de får trafikken til at glide, ved at gøre opmærksomme på sig selv, ved at larme, de mere lytter end ser sig frem, kører ofte bare tudende ud i trafikstrømmen, og hører så på de andre trafikanters tuden, om der er plads til dem eller ej, men der er altid plads. Det er et virkelig bemærkelsesværdigt fænomen, sommetider er det som om køretøjerne momentant bliver immaterielle, glider forbi hinanden som genfærd, for straks at samle sig i manifest form igen. Før jeg læste det med, at universet nok er et hologram af en art, ville jeg ikke have troet på den slags, nu giver det mening. De tror på, at der er plads til deres køretøj, og så er der det minsandten. I Indien er der ikke forskel på gammel og nyt, videnskab og magi, sama-sama, som de siger. Det kan du nok regne ud, hvad betyder. Hvad fanden var det?

Søndag 5. februar. Og virkelig søndag, i nat var jeg oppe to gange og tømme tarmen for skrækkeligt ildelugtende tyndskid. Men så var det vist også det. Og jeg er ikke sikker på, om ikke det var resterne af dansk kød & fedt, der styrtede ned i kummen, og nu flyder rundt, jeg ved ikke hvor kloakkerne ender, og vil heller ikke gerne vide det. Vi har mest bare sovet i dag, udmattede af skønhed og støj. Trommer og højstemt sang lokker derudefra, men vi orker det ikke, vi har ikke flere smøger, men orker ikke at gå ned på gaden, for at købe flere, det ville ellers kun tage ganske få minutter. Læser om sati (mere her). Nu er nogen vist i gang med at rive huset ned Hotel Sunshine, hvor man ikke må drikke øl, thi det umoralsk, ligesom de heller ikke byder ugifte par velkomne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar