fredag den 10. februar 2017

brev #3

Efter min depression, har jeg ikke kunnet holde min angst på afstand, den melder sig brutalt, iskoldt, når den kommer. Det gør ondt, den viser mig klare billeder af smerten, hvor den sidder, i milten, venstre skulder, navlen, den er sort, gul, en sammentrækning, knyst. Det bliver mere og mere klart for mig. Er depressionen en forsvarsmekanisme, et mentalt bedøvelsesmiddel, en glemsel, nat? Fuldmånen lyser Mysore så meget op, at det minder mig om lyse nætter på heden, lyngduft og myg. Klokker ringer i det fjerne, en gadefejer, eller er det avispapir der skramler rundt om hjørnet i en hvirvelvind. Smerten vil ikke stoppe. Fanen roterer. Den triste mand, vi mødte i går, nej, i forgårs. Gang i fanen, for fanden, tilbage i Goa, og her er tungt, fugtig, kl. 22 og 30 grader. Udenfor svirrer flyvende hunde, cikader laver deres støj og en fugl vi ikke kender, og aldrig før har hørt. Mor skriver, at hun er gået til weekend, at hun er gået i køkkenet og at Danmark er dækket at et slør af sne. Er det om en uge, hun skal have en ny hofte? Samme dag som Peders Skullfucking udkommer, og jeg har lovet at smadre en kokosnød for den og ham, nede ved ghatsene i Varanasi. Det må jeg så hellere gøre, ellers går der ged i kosmos. Det skal nok blive mærkeligt og et tilløbsstykke, hvis ikke jeg finder et hemmeligt sted. Det bør være et hemmeligt sted. Jeg fucker den nød. Har læst et eller andet sted, at kokosnødden bliver brugt rituelt, fordi den ligner et menneskehoved, med dens hårde skal og hår, dens indre af kød og væske. Nirvana betyder ‘blæst ud’. Man må sige, at Kurt Cobain tog konceptet hele vejen. Vi har to brændende fyrfadslys ude på balkonen, til at tænde vores smøger på. De konfiskerede Dittes ellers så herlige Goalighter som har fulgt os siden Agonda i lufthavnen i Bangalore. Og du har mere end den, sagde securitykvinden, men det mente Ditte ikke, så hun fik tasken tilbage uden videre. Det viste sig, at hun også havde en halv liter vand, som man heller ikke
må tage med i flyet. Sådan er sikkerheden i Indien. Jeg har også nogle mango-frø i min taske, men det er vist lovligt nok. Jeg savner den nu, den var god og mild. Måske kan jeg få dem til at gro hjemme i DK. Vi måtte låne en pakke tændstikker, af den unge knægt, som arbejder her på, hvad er det nu hotellet hedder, men han var ikke meget for det, han ville selv gerne ryge. Det var Ditte, der huskede, at vi havde fyrfadslys, som vi også købte i Agonda, så hænger det så fint sammen, nu vi er tilbage i Goa. Og turen er snart slut. Dengang nyheden om, at Kurt Cobain, havde skudt sig, tændte jeg også fyrfadslys med et par venner, Troels og Mikkel, hjemme hos Mikkel på Valmuemarken. Og var det den samme aften eller nat, jeg første gang hørte Heroin af Velvet Underground, og troede det var The Doors. Vi har hørt meget lidt musik på denne tur. Faner er gode at lytte til, og trafik, imamers sang kan gå an, hvis imamen er god til at synge, bedst er det, når byen har mange minareter indenfor et lille geografisk område, så de synger i munden på hinanden, så de bliver som krusninger på vand. Klokker og trommer er jeg altid glad for. Og hunde. Og fugle. Et godt skænderi er heller ikke dårlig lyd. Og trafik er heller ikke det værste. Bedst kan jeg lide de tuk’er som har båthorn, og de gammeldags, tunge, klangfulde cykelklokker. En tungtlæsset lille lastbil over brosten, har de ikke her, men vejhuller er legio, den lyd kan jeg også godt lide, lyden af et læs som snart må vælte. Og gadehandlernes mantra’er, og brahminernes mantra’er.     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar