mandag den 6. februar 2017

brev #2

5. februar. Og virkelig søndag, i nat var jeg oppe to gange og tømme tarmen for skrækkeligt ildelugtende tyndskid. Men så var det vist også det. Og jeg er ikke sikker på, om ikke det var resterne af dansk kød & fedt, der styrtede ned i kummen, og nu flyder rundt, jeg ved ikke hvor kloakkerne ender, og vil heller ikke gerne vide det. Vi har mest bare sovet i dag, udmattede af skønhed og støj. Trommer og højstemt sang lokker derudefra, men vi orker det ikke, vi har ikke flere smøger, men orker ikke at gå ned på gaden, for at købe flere, det ville ellers kun tage ganske få minutter. Læser om sati (mere her). Nu er nogen vist i gang med at rive huset ned Hotel Sunshine, hvor man ikke må drikke øl, thi det umoralsk, ligesom de heller ikke byder ugifte par velkomne. Det mandag, vi har besluttet, at blive i Mysore indtil fredag, vi skulle ellers rejse videre i dag, hvortil ved vi ikke. Metal synger mod metal et sted i kvarteret, vi har lige været dernede, i de støvede, små gader, hvor mennesker lever deres liv. En automekaniker sad olieindsmurt på gaden og skiftede tændrør på en rickshaw. Fem børn kom bærende på en trappestige af bambus, de smilede, da de så os og vi smilte tilbage og sagde hello. Oppe på Chamundi Hill blev vi flået gennem to templer på ingen tid, af en tempel boy, kaldte han sig selv. En pige på måske ti år, ville gerne fotografere os sammen med sin far og sin søster, og bagefter ét, hvor hun selv er med, far fotograferede smilende, mildt undskyldende, hun satte sig helt ind til mig. Det er sjældent man har den slags intime kontakt med de lokale, eller det har man på sin vis hele tiden, men ikke så blødt, ikke så tillidsfuldt.
Da vi fortsatte ned ad de 1000 trin til bunden af bjerget, en pilgrimsfærd, spurgte vi os selv, hvad attraktionen ved os mon er? Er det vores hvide hud, ser vi sjove ud, eller er det fordi de har set nogen, som ligner os meget på tv? Nogen hun ser op til. Hvert trin er oversmurt med tilakpulver, helt dækkede af orange og rødt støv. Det glimtede i solen. Vi købte 10 gram mango, nede i gyderne, jeg sidder og kigger derned nu, ved præcis, hvor pusherne bor. Det er en dejligt blød og venlig rus, smager af lyng og appelsin. Universet er et hav. The pot is a god. The winnowing fan is a god. The stone in the street is a god. The comb is a god. The bowstring is also a god. The bushel is a god and the spouted cup is a god. Gods, Gods, there are so many, there’s no place left for a foot. Hver gang vi ryger en smøg, gør vi det i smug, ligesom med at drikke øl, det er kontrabande, forbudt. Umoralsk. Men mangoen er god, det er en hjemmehørende plante, ikke-invasiv. Jeg bliver rystet på plads, fanen roterer på 5, shit, her er varmt, og de hvide myrer har lige fået vinger. Vores tempel boy grinede drenget, da han udpegede en skulptur af Hanuman, og sagde monkey.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar