lørdag den 18. februar 2017




vi har forladt det dumme svinehotel, og er flyttet ind på et andet, moderne med bad og den slags, og uden udsmattede myg på væggene. og i morgen til noget endnu bedre, ældre, men godt, og lige ned til ganges. vi har købt den gode tjald, charas af en ældre forhandler inde i gyderne, 12 gram af det helt rene, bløde, sorte (se foto). han viste os rundt i sit 200 år gamle hus, som han var ved at restaurere, det var det pengene skulle bruges til, han solgte også te og kaffe og vand, og hvis vi havde brug for hjælp, skulle vi bare komme forbi. det samme sagde en sadhu nede ved floden, en fiske-baba, som tog sig af et tempel som befandt sig under vandets overfalde. vi var stoppet hvor han stod, fordi vi havde lagt mærke til en masse fisk, som boltrede sig ved bredden. de bor i templet, han besøger dem fra tid til anden. han sagde, at han kendte hele indien, besøgt alle de hellige bjerge, nu var dét hans tilholdssted i denne verden. han kom fra paradis, og sommetider tog han en tur ud til os andre, før han vendte tilbage til paradis igen. vi skulle bare komme ned til ham, hvis vi havde brug for hjælp. og hvis vi ikke havde brug for hjælp, var han glad. johann har lige sendt en selfie af sig selv til sin søn. han havde ikke briller på, og han vinkede. den kære dreng er bange for, at far måske ikke kommer hjem, han siger til johanns kone, at far ikke må sejle væk. det er hjerteskærende. johann er på udgik efter gaver til både ham, konen, og den søn de venter, som skal komme til april. det bliver skønt, når det bliver forår. godt vinteren er ved at være slut. jeg kan ikke holde mørket ud. vi faldt i snak med en ung elefantrytter, kun 23 år, han beundrede vores skæg, ville selv gerne gro ét, men der var stadig bare pletter på kinderne. han sagde, at han barberede sig hver dag, for at det kunne blive tykkere. jeg nænnede ikke, at fortælle ham, at det ikke er sådan, det fungere. da vi nævnte, hvor koldt og mørkt, der er i danmark lige nu, sagde han, at hvis det var ham, der boede sådan et sted, ville han dø. ingen af inderne, aner hvad vi snakker om, når vi siger, at vi kommer fra danmark. men de spørger altid. det må være en høflighedsfrase. og de ved jo, at vi ikke kommer her fra byen. næsten alle siger, at det er et smukt land. og ooh, siger de. sikke et dejligt sted, at komme fra. men det er tydeligt, at de er helt på herrens mark. det kunne være en by i storbritannien for dem, eller det kunne være et tysk distrikt, hollands hovedstad. copenhagen står de helt af overfor, de kan dårligt nok høre, hvad det er vi siger. københavn, den lille havfrue, dronning margrethe, verdens ældste flag. men mange af dem er heller ikke særligt veluddannede, det ser man straks på det fjerne i deres blikke. der ligger ligesom en hinde over deres hornhinder. og sådan noget som en hornhinde, noget så delikat, kender de intet til. har ikke noget ord for det, og ikke engang den fjerneste anelse, om at de selv har én. at man kan få stær. vi bliver ofte passet op af tiggere på gaden. Dyr, planter, alt bliver til ornament. den første i dag, var gammel og smilende. en smuk kvinde, meget lavstammet, uden en tand i munden. nej, jeg husker forkert, hun tiggede ikke, hun bad os om vi ville tage et fotografi af hende. men vi havde travlt, vi er på arbejde. ornamenterne på murerne viste harer i spring gennem spændstigt grønne siv, nogle forfulgt af først en antilope, så en løve. over dørene var der fisk. muligvis frugtbarhedssymboler. vi hører, at isis har bombet romerske templer bort fra jordens overflade i syrien, vi ser dronefotografier af før og efter på tv. betragt den her tekst som prima materia, signaler inde fra det brændende bål. ikke at vi er torturofre. vi brænder med. sidste år var johanns søn en farlig tiger til fastelavn, men nu er dragten begyndt at stumpe, så i år skal han være et brølende skelet. da vi ankom i går, holdt vi kort stop på en ø lidt nede ad floden. det er en venlig by. og brutal. det er ikke mere end en times tid siden, at vi gik forbi en forkullet underarm og hånd, som stak ud fra flammerne. men tilbage til den lille ø. snylterens kærlige favntag. siden vi har været her sidst, er der kommet flere dyre, nye motorcykler i gade billedet. Og nogle af dem har stemmer. Med en skrattende, mekanisk lyd, siger de: step away from me. Der går en sort ko roligt forbi nede på gaden, mens jeg venter på, at Facebook loader. Den loader stadig. The wi-fi network “Tenda2” could not be joined. Eller har vi måske opbrugt den kvote internet, der var knyttet til vores værelse, gang, hotel, bydel? Er hele Shivali uden internet i øjeblikket? smuk fugl ude på elkablet. Presser sig på nu, Petra igen. vi mødte hende oppe på bakken, bag bålene ved Harishchandra Ghat. Det ser ikke godt ud, vi holdt os på afstand, og lurede blot ind gennem plasticposegardinerne for den skæve, halvrådne vinduesramme uden glas. hun sad med begge deres små behårede grise, og ammede dem. de mæskede sig, så den olierede mælk løb dem ned ad trynerne, og videre ud i pelsen, hvor den hang i glinsende dråber. Nu vil Johann sove, jeg vil ud og ryge en smøg. Vi har fået balkon. Mens vi venter. Why flesh smell so burnt? Dingler fra en løvsang. Renser hænder med sprit. Pikker tænder efter pizza. Der er automatisk chai klokken 16. Indisk raket bringer 104 satelitter i kredsløb samtidigt. Over 100 nanosatelliter forlader raketten som perler på en snor. As we have inherited the minerals, we are simply custodians and must pass them on to future generations. Petra og Navneet har ikke reproduceret, de er barnløse, og vil forblive sådan. De har for to år siden fået to hunde. En gammel race fra Rajastan, the Rampur Hunter, to spidse hunde med lange, slanke ben og snuder. Navneet er fornylig fyldt 40, Petra må være ældre end ham. Og alligevel forekommer de os yngre end sidst. Ligesom vi forekommer dem ældre. I morgen skal vi til sitarkoncert med dem og den amerikanske kulturattaché på Hotel Ganga View klokken 19. Det skal blive interessant, at se, hvad vi kan vride ud af det. Hundene er helt usædvanligt adrætte at se på. De ser ud som om de kunne smyge sig igennem et hvilket som helst krat, de er som slange med ben. Og meget venligt, meget tillidsfulde, hannen Cloud er mere genert og helt støvgul, mens tæven Lightning er opsøgende og med grå tegninger i pelsen, mest ved snuden. De er søskende. To år gamle, hver mandag formiddag bliver de sluppet løs på østbredden, så løber de, snuser ivrigt til det hele, naturen kommer op i dem, og de får sig lidt kød. Hjemme i Raman Niwas er de vegetarer. Lever af efterladenskaber fra Shintas køkken. Vi kunne ikke undgå at bemærke, at de så lige underernærede nok ud. 
 

lørdag den 11. februar 2017

She’s a Rainbow, så sidder vi her, og alt sker omkring os. Vejen til metroen er dén vej, banyantræet spreder sig ud over det hele, de sælger kokosnødder, de sælger æg, de sælger æbler og de sælger meloner. Hvad var det vi ville her? Jeg er ikke interesseret. Hvad er det nu Zizek hedder? Og er der nogen, der interesserer sig for det, nu og her? Og hvor spørger jeg overhovedet? Fiik lige stukket en smartphoneskærm i ansigtet, hvor han står med sit indkøbsnet, står og undersøger noget, er fortabt mellem indkøbsvogne. Barerne er åbne, vi flyver, jeg mener: letter hele tiden. Hvem har nogensinde haft fast grund under fødderne? De sælger noget, jeg ikke ved, hvad er. Relæet er en retriever. Mine hukommelsessvigt. Three party dolls and one hispanic. Do you maze? I believe in the rainy woman. dat’s a daydream, siger den anden. Så du ham med det hvidpudrede ansigt, ham med den voldsomme læbestift, the gay crew in Goa, the fake tits, he wore them like a king. I miss you, der er noget, jeg må sige, at vi ved, at du ikke er hygge, du er psykotisk, jeg elsker dig. Mine hukommelsessvigt. Relæet er en retriever. En jeg vil være en skinketun for dig as we speak as heaven. Mine hukommelsessvigt. Så fik vi gær igen, kardemomme. Hendes hage viser tegn på korssting. En jungle af trængsler, en pik så lang. If I were you. If we differ. If we sing. If we song. Tomorrow I go to Varanasi, to get my balls kicked in. To get my hang over. To get my wings back in the shotgun. The showroom, the trumpesidaisy.  Hænglser hele vejen rundt. En hængt, en ged, en muslimsk måne, en dansk. En trio af trussel, en familie. Men det var en god carbonara, jeg fik og gode stykker svin. Relæet er en retriever. Three partydolls and one hispanic. Do you know English? Do you know Hindustani? 'Danmark' bliver en mere og mere klam lyd i min mund. Ved snart ikke, hvad skal jeg gøre. Vi gøre. Hvem gøre. Hvad. Smager af svin, smager af fravær, død. 'Danmark' er blevet en sorg. Hvad lukkes der ned til. Jeg drømmer om forår. Er der længere.Kh. Er du bette snothans, Peeetra? Vi kommer efter din hinde. Do you maze?

I øvrigt var det forkert, det jeg skrev om, at hunden og æslet som diskuterede, hed Rusty og Bossy - det var to sjakaler som var ansat af en løvekonge, der hed sådan. Og nu vil jeg sgu godt snart have fingerne i noget ganja, det blir nok først i Mysore. Hvis det da overhovedet blir på den her del af turen, for i Varanasi er det nærmest umuligt at undgå. Astrofysikere foreslår at universet er et hologram, dvs. at det er flat, at det er en illusion, at vi oplever i 3D, åbenbart løser den teori de problemer kvantemekanikken og relativitetsteorien har med hinanden, det er fint med mig. Det er skræmmende så lidt jeg kan nå at få med i den her tekst. Nu hyler toget og hundene om kap igen, jeg ville ønske, jeg kunne sende lyden med brevet, virkelig uhyggelig, hekset.

De støvrøde sko af, op i sengen og ligge. Lang dag, mange skridt gået. Det kunne godt blive til vabler. Internettet virker ikke, måske er det, det samme fænomen som i Varanasi for fem år siden, at internettet, eller var det elektriciteten eller begge dele, går på tur mellem de forskellige bydele, fordi nettet ikke kan dække det hele på én gang. I Varanasi var det fx sådan, at når der var eksaminer på Baranas Hindu University, så var al elektricitet koncentreret dér, så måtte store områder af resten af byen klare sig med dieseldrevne generatorer. Og når muslimerne fejrede Aid og andre højtider, så sørgede man for, at de havde strøm i deres områder af byen, på den måde undgik man, at de strømmede ud i gaderne og lavede ballade. Hvis de fik deres livetransmissioner fra Mekka, var freden sikret. Men nu er Dittes smartphone på nettet, hvorfor så ikke min. Der slås på trommer derude, det er bryllupper, det så vi lige før, da vi gik ned ad Sunset Boulevard, eller B.M. Road, som den hedder, men alle hilser på os, de er vilde med os, vi er Tom Cruise og hvem var det nu, du ville være, Ditte? - Cameroun Diaz. Eller bedre: Shah Rukh Khan og Deepika Padikone, mine gamle venner fra Mumbai. Det var tider dengang, Troels og jeg var statister i Bollywoodproduktionen Happy New Year, læs alt om det i Texas Longhorn 1. På chipsposen, var har købt, står der Every Where Time Pass, og det jo sandt nok. De stærke, chili, vores tunger brænder som Kalis. Vi har næsten ikke hørt musik på turen, forunderligt nok, men der er også så rigeligt med larm i Indien, trommer, hunde og de evigt tudende motorcykel-, scooter-, bus-, bil- og lastbilhorn. Det er sådan de får trafikken til at glide, ved at gøre opmærksomme på sig selv, ved at larme, de mere lytter end ser sig frem, kører ofte bare tudende ud i trafikstrømmen, og hører så på de andre trafikanters tuden, om der er plads til dem eller ej, men der er altid plads. Det er et virkelig bemærkelsesværdigt fænomen, sommetider er det som om køretøjerne momentant bliver immaterielle, glider forbi hinanden som genfærd, for straks at samle sig i manifest form igen. Før jeg læste det med, at universet nok er et hologram af en art, ville jeg ikke have troet på den slags, nu giver det mening. De tror på, at der er plads til deres køretøj, og så er der det minsandten. I Indien er der ikke forskel på gammel og nyt, videnskab og magi, sama-sama, som de siger. Det kan du nok regne ud, hvad betyder. Hvad fanden var det?

Søndag 5. februar. Og virkelig søndag, i nat var jeg oppe to gange og tømme tarmen for skrækkeligt ildelugtende tyndskid. Men så var det vist også det. Og jeg er ikke sikker på, om ikke det var resterne af dansk kød & fedt, der styrtede ned i kummen, og nu flyder rundt, jeg ved ikke hvor kloakkerne ender, og vil heller ikke gerne vide det. Vi har mest bare sovet i dag, udmattede af skønhed og støj. Trommer og højstemt sang lokker derudefra, men vi orker det ikke, vi har ikke flere smøger, men orker ikke at gå ned på gaden, for at købe flere, det ville ellers kun tage ganske få minutter. Læser om sati (mere her). Nu er nogen vist i gang med at rive huset ned Hotel Sunshine, hvor man ikke må drikke øl, thi det umoralsk, ligesom de heller ikke byder ugifte par velkomne.

fredag den 10. februar 2017

ryg/rorschach


brev #3

Efter min depression, har jeg ikke kunnet holde min angst på afstand, den melder sig brutalt, iskoldt, når den kommer. Det gør ondt, den viser mig klare billeder af smerten, hvor den sidder, i milten, venstre skulder, navlen, den er sort, gul, en sammentrækning, knyst. Det bliver mere og mere klart for mig. Er depressionen en forsvarsmekanisme, et mentalt bedøvelsesmiddel, en glemsel, nat? Fuldmånen lyser Mysore så meget op, at det minder mig om lyse nætter på heden, lyngduft og myg. Klokker ringer i det fjerne, en gadefejer, eller er det avispapir der skramler rundt om hjørnet i en hvirvelvind. Smerten vil ikke stoppe. Fanen roterer. Den triste mand, vi mødte i går, nej, i forgårs. Gang i fanen, for fanden, tilbage i Goa, og her er tungt, fugtig, kl. 22 og 30 grader. Udenfor svirrer flyvende hunde, cikader laver deres støj og en fugl vi ikke kender, og aldrig før har hørt. Mor skriver, at hun er gået til weekend, at hun er gået i køkkenet og at Danmark er dækket at et slør af sne. Er det om en uge, hun skal have en ny hofte? Samme dag som Peders Skullfucking udkommer, og jeg har lovet at smadre en kokosnød for den og ham, nede ved ghatsene i Varanasi. Det må jeg så hellere gøre, ellers går der ged i kosmos. Det skal nok blive mærkeligt og et tilløbsstykke, hvis ikke jeg finder et hemmeligt sted. Det bør være et hemmeligt sted. Jeg fucker den nød. Har læst et eller andet sted, at kokosnødden bliver brugt rituelt, fordi den ligner et menneskehoved, med dens hårde skal og hår, dens indre af kød og væske. Nirvana betyder ‘blæst ud’. Man må sige, at Kurt Cobain tog konceptet hele vejen. Vi har to brændende fyrfadslys ude på balkonen, til at tænde vores smøger på. De konfiskerede Dittes ellers så herlige Goalighter som har fulgt os siden Agonda i lufthavnen i Bangalore. Og du har mere end den, sagde securitykvinden, men det mente Ditte ikke, så hun fik tasken tilbage uden videre. Det viste sig, at hun også havde en halv liter vand, som man heller ikke
må tage med i flyet. Sådan er sikkerheden i Indien. Jeg har også nogle mango-frø i min taske, men det er vist lovligt nok. Jeg savner den nu, den var god og mild. Måske kan jeg få dem til at gro hjemme i DK. Vi måtte låne en pakke tændstikker, af den unge knægt, som arbejder her på, hvad er det nu hotellet hedder, men han var ikke meget for det, han ville selv gerne ryge. Det var Ditte, der huskede, at vi havde fyrfadslys, som vi også købte i Agonda, så hænger det så fint sammen, nu vi er tilbage i Goa. Og turen er snart slut. Dengang nyheden om, at Kurt Cobain, havde skudt sig, tændte jeg også fyrfadslys med et par venner, Troels og Mikkel, hjemme hos Mikkel på Valmuemarken. Og var det den samme aften eller nat, jeg første gang hørte Heroin af Velvet Underground, og troede det var The Doors. Vi har hørt meget lidt musik på denne tur. Faner er gode at lytte til, og trafik, imamers sang kan gå an, hvis imamen er god til at synge, bedst er det, når byen har mange minareter indenfor et lille geografisk område, så de synger i munden på hinanden, så de bliver som krusninger på vand. Klokker og trommer er jeg altid glad for. Og hunde. Og fugle. Et godt skænderi er heller ikke dårlig lyd. Og trafik er heller ikke det værste. Bedst kan jeg lide de tuk’er som har båthorn, og de gammeldags, tunge, klangfulde cykelklokker. En tungtlæsset lille lastbil over brosten, har de ikke her, men vejhuller er legio, den lyd kan jeg også godt lide, lyden af et læs som snart må vælte. Og gadehandlernes mantra’er, og brahminernes mantra’er.     

mandag den 6. februar 2017

brev #2

5. februar. Og virkelig søndag, i nat var jeg oppe to gange og tømme tarmen for skrækkeligt ildelugtende tyndskid. Men så var det vist også det. Og jeg er ikke sikker på, om ikke det var resterne af dansk kød & fedt, der styrtede ned i kummen, og nu flyder rundt, jeg ved ikke hvor kloakkerne ender, og vil heller ikke gerne vide det. Vi har mest bare sovet i dag, udmattede af skønhed og støj. Trommer og højstemt sang lokker derudefra, men vi orker det ikke, vi har ikke flere smøger, men orker ikke at gå ned på gaden, for at købe flere, det ville ellers kun tage ganske få minutter. Læser om sati (mere her). Nu er nogen vist i gang med at rive huset ned Hotel Sunshine, hvor man ikke må drikke øl, thi det umoralsk, ligesom de heller ikke byder ugifte par velkomne. Det mandag, vi har besluttet, at blive i Mysore indtil fredag, vi skulle ellers rejse videre i dag, hvortil ved vi ikke. Metal synger mod metal et sted i kvarteret, vi har lige været dernede, i de støvede, små gader, hvor mennesker lever deres liv. En automekaniker sad olieindsmurt på gaden og skiftede tændrør på en rickshaw. Fem børn kom bærende på en trappestige af bambus, de smilede, da de så os og vi smilte tilbage og sagde hello. Oppe på Chamundi Hill blev vi flået gennem to templer på ingen tid, af en tempel boy, kaldte han sig selv. En pige på måske ti år, ville gerne fotografere os sammen med sin far og sin søster, og bagefter ét, hvor hun selv er med, far fotograferede smilende, mildt undskyldende, hun satte sig helt ind til mig. Det er sjældent man har den slags intime kontakt med de lokale, eller det har man på sin vis hele tiden, men ikke så blødt, ikke så tillidsfuldt.
Da vi fortsatte ned ad de 1000 trin til bunden af bjerget, en pilgrimsfærd, spurgte vi os selv, hvad attraktionen ved os mon er? Er det vores hvide hud, ser vi sjove ud, eller er det fordi de har set nogen, som ligner os meget på tv? Nogen hun ser op til. Hvert trin er oversmurt med tilakpulver, helt dækkede af orange og rødt støv. Det glimtede i solen. Vi købte 10 gram mango, nede i gyderne, jeg sidder og kigger derned nu, ved præcis, hvor pusherne bor. Det er en dejligt blød og venlig rus, smager af lyng og appelsin. Universet er et hav. The pot is a god. The winnowing fan is a god. The stone in the street is a god. The comb is a god. The bowstring is also a god. The bushel is a god and the spouted cup is a god. Gods, Gods, there are so many, there’s no place left for a foot. Hver gang vi ryger en smøg, gør vi det i smug, ligesom med at drikke øl, det er kontrabande, forbudt. Umoralsk. Men mangoen er god, det er en hjemmehørende plante, ikke-invasiv. Jeg bliver rystet på plads, fanen roterer på 5, shit, her er varmt, og de hvide myrer har lige fået vinger. Vores tempel boy grinede drenget, da han udpegede en skulptur af Hanuman, og sagde monkey.