fredag den 27. januar 2017

Brev fra Indien #5










27. jan.

Hvor kom jeg fra. Vi var lige nede for at ryge. Vi bor i et område udenfor Panaji nu, som hedder noget med Hills, jeg har glemt det, og gider ikke rejse mig fra sengen, for at finde det lille kort, hvor adressen står. Eller næsten står, for egentlig tilhører kortet et andet hotel i nærheden, samme kæde som det vi bor på, det hedder Highland Homes, det er helt nybygget, det er meget muligt, at vi er de første som bor på det her værelse, værelse 5. Er det ikke 5? Da vi var ude at ryge lige før, efter at have spist vores room service-mad, vores rejer og sovs og dampede ris, det var virkelig godt, og kan dermed anbefales, skulle du nogens komme på disse kanter. De bruger altså et kort fra et andet hotel, samme kæde, og skriver så bare Highland Homes på det kort, håndskrevet, og telefonnummeret. Vi kørte rundt og rundt i taxaen herud, eller chaufføren gjorde, kørte, og anede ikke hvor han skulle køre hen, da jeg kom i tanke om det nummer, som jeg viste ham, og lykkeligvis havde han en mobil, det ville han ikke have haft sidst jeg var i Indien. Der er virkelig gang i det økonomiske opsving her. Og så fandt vi det jo til sidst. Det lykkes altid i Indien, det lykkes altid, man tror det ikke, det virker helt umuligt, men så åbner sig pludselig en dør, det er det med lotusen, den gror fra søens dyndede bund, man tror det næppe, at noget så smukt, kan komme fra noget så mudret og retningsløst og så folde sig ud i fuld farve og duft. Men vi var nede for at ryge, og vi havde lige set et afsnit af Rick & Morty, det skal jeg ikke nærmere ind på, det afsnit hvor familien Sanchez, eller er det kun Rick som hedder Sanchez, hvor de er blevet inficeret af en parasit, som indlejrer sig i éns hukommelse, den kan optræde som en kær gammel ven, ens barnsdoms usynlige, og materialisere sig, og hvis det lykkes den, at overbevise dig om, at den er virkelig, formerer den sig, indlejrer endnu en fantastisk ven eller butler eller skinkesamurai. Det går amok, det af snit. Vi så to hunde, en tæve med lange patter og en hale som havde været brækket hoppe op ad hinanden, pive liderligt, skulle der ske noget, skulle de finde et sted, vi ville ønske at vi havde haft et kamera, for det var virkelig en smuk lille dans, deres anspændte kroppe, deres leg. Sådan en video kunne let gå viralt, så kunne vi gøre karriere som hundevideostjerner på Youtube. Vi kunne flytte til Indien og filme og filme alle de hunde, og leve af det. Vi kunne bo på en skråning i et rustikt hus, vi kunne leve godt, vi kunne invitere venner på besøg, vi kunne lave et residency, vi kunne have B&B, vi kunne se den skønneste solnedgang gennem banyantræets grene og rodnet hver aften, vi kunne smile, vi kunne danse, vi kunne kunne studere sanskrit, kama sutra. Hvad var det , jeg ville sige, hvor vil jeg hen, i morgen skal vi med en natbus, en sovebus til Mangalore, og så må vi se. Det var ikke det, der var planen, men sådan blev den. Det er Dannys skyld, ham rejseagenten nede fra Mahalaxmi Travels tæt på Municipal Park. Hold dig væk fra ham, hvis du nogensinde kommer på de her kanter, han er en hustler, det stråler ud af ham, hans trinde vom, hans fede fingre med billige fingerringe på, hans sortfarvede skæg og tilbageslikkede hår. Han vil skide på os, vi er sikre på, at rejsebereauet var et skalkeskjul, han var så meget en bette mafioso, var han. Og snedigt nok, hvis man skal have ting og sager fragtet fra A til B, at have er rejsebereau, ikke sandt? Tosk. Men nu skal vi altså til Mangalore med sovebus. Og muligvis derfra til Hassan for at se et tempel. Mere om det senere, hvis vi når dertil. Uanset hvad VIL vi til Mysore, det er blevet en besættelse, et eller andet at stile efter, en optik at se fremtiden gennem. Og så må vi se, og så må vi se, måske bjergene, måske en tiger, opium, whatyouwant. I dag tilbød en gadesælgerknejt sin krop til os, tror vi, først ville han sælge os en selfiestick for en dollar, så ville han sælge os en dims af perlebesat kobbertråd som kunne danne forsk. geometriske former, jeg ved ikke hvad sådan én hedder, man kender den så fint hjemme i DK også, man kan købe den i enhver tier-butik, eller tyver, ikke mere, aldrig mere. Fin nok ting. Men vi sagde nej og don’t need. Så hviskede han halvhøjt, you kama sutra? Og jeg så ham i øjnene, han så alvorlig ud, jeg viftede med hånden og sagde pffft, så var han væk som en hund. Alle de hunde. Tidligere i dag skrev jeg et lille eventyr på FB, ind til videre liket af 14, det er lidt i underkanten, synes jeg nok: “Lad mig præsentere: Hunden Egon af Agonda. I to døgn var den vores trofaste ven og vogter. Hun lå på vores sivhytteterrase og holdt krabberne på afstand, den gøede af et blad, af en bille og en lovesick strandsvale. Hver aften når vi sad ved havet, lyttede til bølgebrus og -bulder og læste stjerner, så en ufo, to, tre, fire, gravede hun et hul. Ét hul hver aften. Som hun lagde sig ved siden af. Så gik det op for os, at hun bare ventede på, at vi lagde os derned, så hun kunne begrave os, lade os dø en langsom og kvalfuld død, bare sidde der ovenpå os og lytte til vores hvislende lunger, vores tilsandede, lade os fermentere og genopgrave, når monsunen kommer, og turisternes godbidder svinder ind. Det er klart, at vi ikke kunne fortsætte derefter, det er klart, at vi måtte sige fra, gøre det klart for hende, at den slags er bare så meget ikke ok, der hvor vi kommer fra, og heller ikke burde være det her i de varme lande, hvor meget man så ellers bør respektere andre kulturer etc. Slukøret så hun ud, men også som om der var et nyt, et mere klart lys i hendes øjne. Indien er så vildt.” Ellers drikker vi bare noget vin og slasker, jeg er næsten for rundtosset til at skrive, er kommet ud af vanen med alkoholen allerede, wow, eller er det fordi det er en anden slags, rusen føles i hvert fald ikke som den plejer, vi bliver så fjogede og klæder os ud og helt ny måder at være krop, kroppe på. Men så er det også det med Kama Sutra, jeg købte jo bogen, for som jeg skrev til Laura Palmelår tidligere i dag, lige før, næsten nu: jeg er jyde, jeg vil godt lige kende varen, før jeg kender den. Bogen er på sårn cirka 500 sider, så det må blive næste gang, det med knejten. Som jeg allerede har skrevet for mange gange, lad det her blive den sidste i det her brev: Vi får se. Nu må jeg tilbage til læsningen. Det er vilde sager. Skal nok citere lidt, og kommentere grundigt. Hvad går du ellers og trækker tiden ud med? Ditte siger, at man har blandet menneske og gris, er det noget du har hørt om? Jeg troede det var sket forlængst, eller så stor er forskellen sgu da ikke, nu må menneskedyret snart vågne op. Suk, og ikke bare for sjov: Fandeme suk, jeg blir så træt, jeg blir så rasende, så sorrig og arrig, jeg gider ikke finde flere ord for det. Vidste du, at der findes 7.272.311 tonearter i en menneskekrop? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar