jeg mener det ikke så smukts som det er
torsdag den 12. oktober 2017
strømmen dækker
jeg menerdet
dret er drefor
hvis jeg bare kunn sige det fdirkret mellem
oisvier at krælighdrn er strooo
hvorljnd a m mm m
dret er drefor
hvis jeg bare kunn sige det fdirkret mellem
oisvier at krælighdrn er strooo
hvorljnd a m mm m
Det overdrevne håndled. Den anden. Anden. En sø, mit slot. Hinkesten, immervæk. Jeg røg en cigar, jeg satte mig ned, den gule dragt. Minutten står uden for døren og vrider sig, han skal skide, alle ved det. Atomic bombs are going to explode / warning to you. Hovedet på bordet. Er der guld derinde, er der ædelsten. Det er de schweiziske bjerge, jeg taler om, Mads. Ikke bas udover Blågårds Plads. Ikke muslimske tarme i hver en opgang, ikke kød i egen tarm, ikke noget fuck islam, det kommer ingen vegne. Som du selv siger: bongrøg. Det er dig, jeg skriver til. Som du skriver til dig selv. Jeg elsker dig, jeg kender til din posttraumatiske stress, jeg har fulgt med i din strøm. At du af andre mænd blev voldtaget som barn. Og jeg ved det ikke var metaforisk ment. At alting sprak. Jeg er så ked af det. Jeg kan ikke sætte mig i dit sted. Men please. Du kommer med trusler om mord. Det gør du. Og selvfølgelig er det dig selv, du vil af med. Vil vi ikke alle. Der er jo ikke noget selv. Det djævlens trick. At det er det vi tro. At vi tror. Hvad skulle vi ellers gøre. Men så lad os dog i fred, dæmoner! Lad os
Du skal aldrig undskylde at du er heteroseksuel, du skal ikke i fængsel for poesi.
Nu er det Alice igen. Jeg
onsdag den 11. oktober 2017
tirsdag den 10. oktober 2017
mandag den 9. oktober 2017
lørdag den 7. oktober 2017
det slog mig lige
at jeg ville skrive noget
skrive noget direkte på bloggen her. altså
ikke gå vejen omkring et tekstdokument først, bare
skrive, ja, direkte her. hedder det væggen, hvad hedder det,
strømmen, hedder det det? ikke for at være anmassende,
ikke fordi jeg egentlig har noget som sådan at sige,
men internettet, det er så stort, så kan der vel
være plads til også det her, selvom,
jeg kan godt selv se det,
det er ikke alverden
at jeg ville skrive noget
skrive noget direkte på bloggen her. altså
ikke gå vejen omkring et tekstdokument først, bare
skrive, ja, direkte her. hedder det væggen, hvad hedder det,
strømmen, hedder det det? ikke for at være anmassende,
ikke fordi jeg egentlig har noget som sådan at sige,
men internettet, det er så stort, så kan der vel
være plads til også det her, selvom,
jeg kan godt selv se det,
det er ikke alverden
til rette vedkommende, d.d.
ditte
siger, hun kan godt tage to af stillingerne, hvis det er. og hun gider
ikke grus, service og porno, men ellers er hun fragtbar i det meste.
eller hvordan siger man. hvis det er til en af dine havnekantsfilm, så
glem det, det er det hun mener. og det med næsen, det er min egen
business, som vi vist også har diskuteret lidt mere end lidt førhen. fin
bog, din bog, flot bagside især, har du selv været der?
Kasper Them Larsen, min kære ven, skriver:
“Bekymringen
er tvedelt,” siger jeg til Lars, som netop er vendt hjem fra de dødes
by, Varanasi, der ligger i Indien. I et hidsigt tempo forklarer jeg,
hvordan bekymringer, reelle eller ej, fungerer som et redskab der holder
os i ave ligesom brikkerne i et spil skak, “Værst af alt er den
sygeliggørelse der følger med,” fortsætter jeg og udbasunerer mine
tanker om skyld og skam, at de mere end noget andet indikerer de grænser
som kulturen har sat gennem diverse formaliserede samtalestrukturer
og størknede adfærdsnormer, fattige måder at være sammen på. Jeg
insisterer på, at jeg kan se igennem det hele, den mudderpøl vi
ufrivilligt er vokset ind i. Lars er med på den. Vi har fundet en bænk
ud til voldanlægget, og mens skyerne opløser sig over fugleflokkene på
vandoverfladen, slår vi armene ud i begejstring over de
bevidsthedsforandringer vi går igennem. “Jeg er levende litteratur,”
brøler jeg ud over vandet, og vender mig om imod Lars, der står
indhyllet i en røgsky, fordi han puffer løs på en joint. Efter han har
stukket den i hånden på mig, giver han sig til at råbe, så højt han kan,
“Jeg kommer fra en anden verden!” Fuglene letter. Jeg forstår
fuldstændig, hvad han mener.
https://www.instagram.com/p/BRBek_mlbWtagHyq9JzH04s0QFs4FS8XjD0m_w0/?taken-by=kaspertrio
https://www.facebook.com/kasper.t.larsen.5
tirsdag den 19. september 2017
typologi
ja,
du ku godt være dén type. sårn en stor tilrøget lejlighed på en sidevej
til valby langgade, med morgendugg fra søndermarken på ruderne og du er
ikke gået i seng endnu. lønarbejdet kalder så småt mens kaffen står og
mumler, og jeg er morgensur, terminen er lige op over, og nu har du igen
glemt at købe min yndlingsyoghurt. hvad skal der blive af det barn? jeg
vidste det, at vi skulle have nøjedes med en hund.
søndag den 17. september 2017
torsdag den 14. september 2017
hele
ugen undtagen tirsdag har jeg min inkasso-kørsel. Mine "brødre" siger
det er 3. gang, "du ikke var hjemme". Selvom de tydeligt kunne høre du
sad og så sykkelløb.
Knud Steffen Nielsen når jeg tænker efter, så tror jeg faktisk de mente det var Martin Henriksen DF. Ja sådan var det. Undskyld jeg brugte din tid.
· Svar ·
Fjern
1
· 4 timer
bare
lige hurtigt: mht. din "inkassokørsel": dine "brødre" kan afhentes i
"stuen" på "matriklen". senest i morgen fredag. de "har det fint".
4 Anders Rishøj, Henrik Borup Nielsen og 2 andr
Lars Bo Nørgaard det er fint. inviterede dine knejter indenfor på en kop te. vi leger tittebøh og rangle-rangle.
Administrer
Lars Bo Nørgaard hov.
så var det ikke te alligevel, så var det eddikevand fra min morfars
asier og løg. så er knejter sure, så græder de. så kommer "farlig mand"
med kleenex, men var det kleenex eller var det gulvklud? der er meget
sjov man kan have i et almindeligt hu...Se mere
Administrer
Lars Bo Nørgaard du behøver ikke betale noget for mine opdragelser og lektioner. det er så meget sjov og betaling i sig selv.
Administrer
Knud Steffen Nielsen svarer
senere, en flok unge ...åh det kildrer, Germaine...fire unge
...jessica, sæt dig bare roligt ned igen....syv dejlige .....Debbie, Åh
Debbie, bliv ved eller jeg skriger....jeg må løbe...pyh...
Fjern
Det kan næsten ikke bare være et tilfælde, at jeg lige nu, da jeg var ude at ryge for fem minutter siden, fandt et eksemplar af Holzwarth og Erlbuchs vidt berømte Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved i baggårdens papcontainer. Når man tænker på, at jeg havde skrevet nedenstående indlæg om Borgeren som kvaltes kort forinden, en halv time måske, tre kvarter, en time, og at denne samme borgers yndlingsbog var netop Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet en lort på dens hoved. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg gennem årene har læst den op for ham. Det er mange, hundredvis. Og han var lige flad af grin hver eneste gang. Ville høre den straks igen. Han havde endda et muldvarp-med-lort-på-hovedet-tøjdyr på sit værelse. Han lignede den selv lidt. Han var fra Chile, men havde boet i Danmark i flere år. Hvorfor ved jeg ikke helt. Måske noget med en narkogæld. Men sådan en institution, som den jeg arbejdede på, et rehabiliteringscenter for hjerneskadede voksne, er der mange rygter. Ingen kender helt til nogen af borgernes historier, de er fulde af huller. Det som står i journalerne er meget fragmenteret, noget de pårørende ved en eller anden lejlighed ifbm. indflytningen på centeret, har fortalt, og nogen har skrevet det ned. “Var glad for musik, altid munter, men havde periodiske depressioner, isolerede sig i de senere år, dansede gerne.” Den slags. Og så hører man lidt fra borgerens venner, hvis de en sjælden gang kommer på besøg, familien, den smule borgeren selv kan fortælle. Der er meget stor forskel på, hvor meget sprog de har, hvor meget indsigt i egen situation, de har. Chileneren har forholdsvis meget sprog, og også en vis indsigt i sin situation. I en rus af alkohol var han kommet op at skændes med en ven, havde forladt festen i vrede, taget sin bil, og smadret den ind i en parkeret damptromle. Blev fundet med hovedet ud af en knust siderude, sikkert voldsomt blødende, livløs. Men hans liv blev reddet. Nu er han spastisk i den ene side, og selvom han egentlig taler både spansk, dansk og engelsk flydende, er det næsten ikke til at forstå hvad han siger. Tungen vil ikke. Han har heller ikke helt styr på, hvilket sprog han lige bruger. De bliver blandet sammen. Der er stor forskel fra ansat til ansat, hvor meget de forstår. Jeg er én af dem, som har svært ved det. Andre synes at have så meget intuition og empati, situationsfornemmelse, at de efter eget udsagn kan føre livsfilosofiske samtaler med ham. Komme i dybden, ind bagved. Der er også dem som mener at forstår ham, men som helt tydeligt ikke gør det. Hvilket limbo lever han ikke i? Det er over et år siden, jeg sidst har set ham, men nu står det mig pludselig klart, at han nok sidder, hvor han sad sidst, netop nu, har lige fået frokost, læser en anden medhjælper lortebogen op for ham nu? Nu har jeg mit eget eksemplar, det ligger lige dér, på sofapuden i min lillebrors stue.
Borgeren hoster, han har fået hakkebøf med skysovs i den gale hals. Jeg sidder ved siden af ham, og glor ud ad vinduet. Ud på de stedsegrønne småbuske som giver de ellers så institutionsgrå omgivelser en løgnagtig air af Middelhavsegne. Eller måske sidder jeg og bladrer i en bog som jeg alligevel ikke får læst. Det forekommer mig at det godt kunne være Robert Walser, jeg læser, Røverromanen, nej, jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror det er hans Berlinerhistorier, i engelsk oversættelse. Det er noget med stemningen, den lette, melankolske. Og Walser får altid mit humør op. Bare en sætning, så har jeg det bedre. Bare hans tonefald. Det famlende-sikre. Som efterårsblade, som mig. Borgeren er ved at være violet i ansigtet, han hoster og hoster, spjætter med benene, armene hvirvler omkring ham. Hans øjne er store og rødsprængte, han stirrer på én gang bedende og aggressivt på mig. Jeg er ligeglad. Ikke uberørt af situationen. Måske er jeg faktisk nysgerrig. Hvad sker der, hvis jeg undlader at gøre min pligt? Hvis han bliver kvalt. Det er sikkert ikke svært at finde på en historie som lyder overbevisende, så jeg undgår straf. Det er ikke utænkeligt, at jeg kan vende det til min egen fordel. Lidt medlidenhed. Det er ikke sjovt, sådan at opleve et menneske dø på nært hold. Og endda forsøge at redde det. Og når det var mit ansvar. Men jeg er ikke uddannet. Jeg gik i panik. Stak fingeren i halsen på ham. Jeg kunne ikke få fat i noget. Pludselig blev han bare stille. Den stilhed vil forfølge mig resten af mit liv. Måske jeg kunne få en god, lang ferie. Noget terapi. Masser af medlidenhed og forståelse. Lønforhøjelse. Eller bedre endnu: pension. I det mindste en eller anden form for godtgørelse for svie og smerte. PTSD.
mandag den 11. september 2017
søndag den 10. september 2017
kviksølv
er verdens måske mest misforståede element. selv drikker jeg det hver
dag, og med stor fortjeneste. det begyndte så småt i mine barneår, hvor
min familie boede i et krat ved siden af en guldfabrik. næste alle dage fik
vi kun muddervand og salt at spise. men når nationen var i krise og
krig, så pumpede det ud med kviksølv i stride strømme, og vi behøvede
ikke engang være triste over, at vi ikke havde råd til bur og pil, for
maden serverede sig selv: alle slags dyr som lå selvdøde og
skinnende på både søbred og skovbund. det er mine bedste barneminder. -
siden har jeg fået råd til selv at købe, og nu kan jeg ikke huske, hvad
det var jeg ville sige. der er så meget godt i verden.
Administrer
Knud Steffen Nielsen 13 er mit løkketal (jeg er jo gammel venstremand)
Administrer
Lars Bo Nørgaard og
lige netop derfor jeg altid har stemt på dig, fordi så ville vi få
flere vindertal i lotto. fatter det ikke, at du ikke er blevet
verdensminister endnu.
Administrer
Knud Steffen Nielsen jeg
har været verdensminister tre gange. Og jeg undersøgte migselv for
valgsvindel de to første gange, og der var næsten ikke noget svindel.
3. gang var der lidt mere. Jeg havde brugt en lille smule doping.
Administrer
Lars Bo Nørgaard jeg
har stemt på dig nok 300 gange, hver gang du stillede op til valget.
måske det efterhånden kunne blive til en lille medalje? der er så tomt
på mit bryst synes det mig.
Administrer
Knud Steffen Nielsen Jeg
plejer ikke at låne ud, men fra det lille pokalskab med den brune
t-shirt ka du bare tag hvad du vil ha. Den bruger jeg ikke pt.
Administrer
Lars Bo Nørgaard fedt. er der nogen med dyr med skarpe tænder?
Administrer
Lars Bo Nørgaard jeg
har skiftet stil siden dengang med det blå. det var i mine naive år,
hvor jeg troede på nisser og trolde og feer og alle den slags gode
suttebolsjer. nu er jeg mere jordbunden og realist. grundtonerne, bach
og sovs, det er der jeg gerne vil hen.
Abonner på:
Indlæg (Atom)