søndag den 9. juli 2017
tirsdag den 4. juli 2017
mandag den 3. juli 2017
work in progress
onsdag den 21. juni 2017
mandag den 19. juni 2017
tirsdag den 13. juni 2017
er du der min bjørneven? jeg siger hej, og skulle hilse. kommer forbi på besøg i mutters citroën om tre ugers tid. skal op og holde øje med bulbjerg og myreturerne, slukke noget ild, ordne nogel duer. og altså trille ned til dig med benzin, det er vigtigt. vi ses! skriv hvor du vil. ham jeg sidder med hedder hanuman, jeg er ganesha. vi skriver på en bog om snyd og tricks.
KHLEBNIKOV
Alt er bølger. Tallene taler.
Poesi er praksis.
Der er ingen normalitet at vende tilbage til og ingen at nå frem til.
Der er ingen kunst.
Der er ingen begrundelse, kun en vilje til sammenhæng, evighed og ubetydelighed.
Poesi er ikke politik.
Zaum er sprogets sjæl.
Nuet forbinder fortid med fremtid. Historiens rytme er levende.
Prismet er det strålende øjeblik.
Jeg er reflektor.
Sproget er tråden.
Den hvide blogside er rummet. Det afgørende er ikke tomheden, men fladen.
Hvidheden.
Rum og tid er konkreter.
Verden er syg. Den har forgiftet sig selv, og ingen moral kan kurere den.
En diagnose må forsøge at være fuldkommen, omfatte alt, notere også det sprogløse.
Det er svært at være sig selv, som man tror, man er.
At gå dybt ind i gamle tekster kan tit koble bevidstheden så meget af de aktuelle spor, sætte den så tæt på sit eget fravær, at den falder i søvn.
Det sker der ingenting ved. Sov bare for, som John Cage har sagt: "You and your work no longer have any means of separation."
I en verdensopfattelse, baseret på halvhed, bliver helhed opfattet som en spaltning.
Bedøvelsen bliver et skaramente.
Lukrets taler om atomer, men ikke som den moderne videnskab ser dem. De er partikler af det absolutte stof: "Det har aldrig været og vil aldrig blive i stand til at eksistere som sig selv, men kun som en primær del af noget andet."
Datamaskinen er ikke væsensforskellig fra stendyssen.
Alt levende taler.
(Peter Laugesen: Kunsthistorier - Det indre rums kosmonauter)
Poesi er praksis.
Der er ingen normalitet at vende tilbage til og ingen at nå frem til.
Der er ingen kunst.
Der er ingen begrundelse, kun en vilje til sammenhæng, evighed og ubetydelighed.
Poesi er ikke politik.
Zaum er sprogets sjæl.
Nuet forbinder fortid med fremtid. Historiens rytme er levende.
Prismet er det strålende øjeblik.
Jeg er reflektor.
Sproget er tråden.
Den hvide blogside er rummet. Det afgørende er ikke tomheden, men fladen.
Hvidheden.
Rum og tid er konkreter.
Verden er syg. Den har forgiftet sig selv, og ingen moral kan kurere den.
En diagnose må forsøge at være fuldkommen, omfatte alt, notere også det sprogløse.
Det er svært at være sig selv, som man tror, man er.
At gå dybt ind i gamle tekster kan tit koble bevidstheden så meget af de aktuelle spor, sætte den så tæt på sit eget fravær, at den falder i søvn.
Det sker der ingenting ved. Sov bare for, som John Cage har sagt: "You and your work no longer have any means of separation."
I en verdensopfattelse, baseret på halvhed, bliver helhed opfattet som en spaltning.
Bedøvelsen bliver et skaramente.
Lukrets taler om atomer, men ikke som den moderne videnskab ser dem. De er partikler af det absolutte stof: "Det har aldrig været og vil aldrig blive i stand til at eksistere som sig selv, men kun som en primær del af noget andet."
Datamaskinen er ikke væsensforskellig fra stendyssen.
Alt levende taler.
(Peter Laugesen: Kunsthistorier - Det indre rums kosmonauter)
det er sommertid, og det er nemt at leve, fiskene springer, og bomuldet står højt
blæste det meget dengang i 1770?
ja, helt vildt
det bliver også spændende at se til rådyrene, sidst jeg var der så man ikke meget til dem
og måske har fasanerne fået kyllinger?
ja, måske, eller osse ligger de og ruger i marken
det finder vi ud af
ja.
hvordan mon skoven ser ud?
den er grøn og brun
og badebroen er sikkert kommet op igen!
så kan det godt ske, at jeg lige skal have en dukkert
og jeg tænker, at vi skal smelte noget smør oppe i de der bronzealderskåle, sådan som det står beskrevet på turistskiltet
en dukkert, ja, for faen.
heh, ja, det gør vi
gad vide, hvornår nogen sidst har gjort det?
sikkert i det herrens år 1770
tror du vi åbner en eller anden slags portal
jeg håber det
jeg ved bare, at det er det, vi gør, min milt siger det
og min kvindelig intuition skriger det samme, og den slags tager aldrig fejl, det ved du
nu skal jeg ud at finde noget at spise.
godt
mandag den 12. juni 2017
Fandt i dag Peter Laugsens Kunsthistorier i Forum Antikvariat, og jeg købte den også. Har været på udkig efter den i måske ti år, så jeg kunne ikke styre mig, jeg måtte have den op af tasken, da jeg sad og spiste mevlana på Safir Kebab på Jagtvej. Det skulle gå galt. Nu er siderne 145/146 og 147/148 plettede af chilisovs. Det er går mig ikke så meget på, som det engang ville have gjort. Engang ville sådan en ulykke have gjort det umuligt for mig, at tage bogen frem og læse i den, pletterne ville tage al opmærksomhed, ville så at sige suge resten af bogens indhold til sig, sort hul. Jeg købte også to Jens Birkemose-bøger og Per Kirkebys Ornamentet er noget der er frataget tiden (…). Ellers ikke det store, mærkeligt vejr, ubeslutsomt, som om vejr kunne være det.
fredag den 9. juni 2017
onsdag den 7. juni 2017
Dechen Yultso's spontaneous teachings
How to trust ourselves: Pain and grief work.
If we're stuck in destructive sado-masochistic patterns, because we're addicted to them, i.e. we get sexual or mental pleasure out of our own or some else's pain/being hurt, there are several ways of getting out of them.
After they have become conscious, we can act them out in the bedroom, disentangling them from wanting to hurt the heart, just making them a dynamics of forcing or being forced in a sexual game of empowerment. In this game it's important to invert the roles once in a while - and negotiate them - so that both (or more) partners feel empowered by the game.
In this way we become aware of what arouses us and at the same time we create a new situation of taking responsibility for not harming anyone, physically or emotionally.
How to trust ourselves: Pain and grief work.
If we're stuck in destructive sado-masochistic patterns, because we're addicted to them, i.e. we get sexual or mental pleasure out of our own or some else's pain/being hurt, there are several ways of getting out of them.
After they have become conscious, we can act them out in the bedroom, disentangling them from wanting to hurt the heart, just making them a dynamics of forcing or being forced in a sexual game of empowerment. In this game it's important to invert the roles once in a while - and negotiate them - so that both (or more) partners feel empowered by the game.
In this way we become aware of what arouses us and at the same time we create a new situation of taking responsibility for not harming anyone, physically or emotionally.
However, this is not enough. Also, we may not wish to check out these
sexual versions of destructive sado-masochistic behavior. And
eventually, or at the same time, we have to go into the pain and grief
that created this dynamics in us - if we want to step out of it.
When a situation arises where we feel the impetus to take on either a sadistic or masochistic role, we have to make a mental note, try to stop the impetus and see what emotions come to the fore. Later or at that moment we need to stay with the emotion created by this impetus.
Usually it will be anger, fear, shame or guilt. And there will be some situation in our childhood which created these emotions. The sadist will most often feel anger, whereas the masochist will feel fear, both of which have been transformed into self-loathing pleasure (guilt and/or shame) at some point.
In order to transform these emotions we have to go into the underlying pain and/or grief which stems from the hurt inflicted upon us in the abusive situation.
Most of us are so stuck in the abusive pattern that we find it hard to see we were hurt, because we tend to feel loyalty and even love for those who abused us. So, instead of overthrowing the abusive pattern (which would be logical) we repeat it, stepping into the role of either the abuser or the abused, over and over. Often, if we're stuck in the pattern, we can take both positions interchangeably, always feeling the self-pitying victim of the situation.
More soon about pain and grief-work.
When a situation arises where we feel the impetus to take on either a sadistic or masochistic role, we have to make a mental note, try to stop the impetus and see what emotions come to the fore. Later or at that moment we need to stay with the emotion created by this impetus.
Usually it will be anger, fear, shame or guilt. And there will be some situation in our childhood which created these emotions. The sadist will most often feel anger, whereas the masochist will feel fear, both of which have been transformed into self-loathing pleasure (guilt and/or shame) at some point.
In order to transform these emotions we have to go into the underlying pain and/or grief which stems from the hurt inflicted upon us in the abusive situation.
Most of us are so stuck in the abusive pattern that we find it hard to see we were hurt, because we tend to feel loyalty and even love for those who abused us. So, instead of overthrowing the abusive pattern (which would be logical) we repeat it, stepping into the role of either the abuser or the abused, over and over. Often, if we're stuck in the pattern, we can take both positions interchangeably, always feeling the self-pitying victim of the situation.
More soon about pain and grief-work.
tirsdag den 6. juni 2017
mandag den 5. juni 2017
søndag den 4. juni 2017
Abonner på:
Indlæg (Atom)