torsdag den 17. november 2016

min ven skriver:

"Jeg er ikke dommer. Kun i det små. En meget lille hammer, der ikke kan høres. Bang. Hov. Der har vi det stakkels træ, de lemlæstede med sav. Ved gedens små klove. Sad Djibril ikke dér og gned hænderne sammen? Hostede slimknuderne i halsen fra hinanden og talte om det store lys. En burka til mine følelser. Inshallah. Newton stolede også på Guds lange arm. Hvem kunne ellers forme noget så smukt som et træ? De her ben. Levende selvbevidste tanker, jordens poler og kraftfelter. Gud? Kongen over konger. På syv dage bagte han et brød. Kan du høre mig deroppe? Du fik dine chancer, gjorde du ikke? Du er så klog. Jeg mener, fuldkommen klog. Jeg er ikke klog nok til at gøre mig klog. Men jeg kender historien. Det forbandede bras. Gennem femten århundreder hoppede han op og ned ad kontinents rygrad. Styrede bussen og bussen kørte galt. Vesterlandets trompeter blæste. Fiksstjernerne rokkede sig løs fra nattehimlen. Tiden blev skåret ud i lange, tynde strimler baseret på videnskabens faste klippe. Ingen gudernes vrede, ingen vand til vin. Kolde fakta og uldne hypoteser. Djibril, endnu en dråbe i mængden, ekkoet fra en myte, magi for masserne. Er der ikke dogmer over alt? Selvfølgelig. Ellers ville der ikke være mennesker. Som om intelligensen steg, da Gud fik sparket. Som om de gamle bønder vandrede rundt i en anden fladpandethed. Tyk som grød. Som om dagene pludselig blev lysere og folket friere. Der vil komme en dag, hvor solen skal stige op over en slægt af frie mennesker. Hvem er det nu, der har skrevet det? En fransk torsk. Der vil komme en dag. Vil der nu også det? Torsken blev godt nok jaget på porten af de franske revolutionære. Hvad fanden var det nu han hed? Og så endte han i kløerne på, hvad han troede var menneskehedens gyldne time: den nyudklækkede, lænkeløse fornuft. Ja ja, eller en hård kosmisk intelligens. Langt hårdere end hvad han i sin fantasi kunne forestille sig. Den store enklave af enige mennesker bevæbnede med det ubehagelige, hovedkapende bæst, der også gik under navnet ’halvmånen’, ’enken’, ’maskinen’, ’skæreren’, ’tavshedens mølle’, ’nationens barbarkniv’, Madame la Guillotine. Så fik lovens parykbærende håndhævere ellers hvad de fortjente. Af med hovedet. Af med de fucking hoveder og ingen pardon. En sand blodbestænket morgenrøde af Guds nåde og folkets vilje... hvem end Gud er... og hvor end folk vil hen. Bæstet kunne være et andet, men sandheden er, sandheden er vel, at dårskaben lever videre i andre klæder, magi eller ej. Dagen starter et sted ude i Stillehavet. Derefter løber den hen over kloden med alle sine opgange og nedgange. Der vil komme en dag, hvor solen skal stige op over en slægt af frie mennesker... Inshallah" - Kasper Them Larsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar