lørdag den 26. november 2016



hist & pist henfallen


havregryn i regnen du ved sårn
💖

Noget nuttet fra Japan at slumre hen til, også lidt farligt:

kh dytte bams i tokyo. følg med.

Dytte Bams, min korrespondent i japan, velkommen til hende!

Dette indhold ....

https://www.facebook.com/emignoergaard/photos/a.160794037339437.42192.160790537339787/1171031076315723/?type=3&notif_t=like&notif_id=1480191411262991

PAVEN hjerte hjerte

(snuppet ovre fra knud steffens)... bette snapshot fra forledens lille sammenstød med kulinaritet og Litt: Ejler Nyhavn, Lars Bo Nørgaard og blogger ...


https://www.facebook.com/emignoergaard/?view_public_for=160790537339787


den chatty sang:



*



http://lbnorgaard.tumblr.com/

lille lettere indforstået (men er alle ligninger ikke det?) ligning:

jetlag + ligbål = jøsses da

I får en mere selfie, simpelthen, fordi mit humør, ikk, det er for herligt:


mere fra dytte bams (japankorrespondent):


dagens selfie, værsgo:


fredag den 25. november 2016


👊
Petrutskan er online hele tiden, vi mistænker hende for overgreb. Det vi har snappet op fra Lillepigen er, at P. før hun ad ukendte omveje flyttede til Varanasi, havde arbejdet for Hewlett Packart et eller andet sted i Afrika. Det er lidt sjovt, får jeg nævnt, at jeg faktisk har en computer af det mærke stående derhjemme. Og Lillepigen fortsætter: at det Petrauskan har stået for, dengang i Afrika, var at importere skrottet elektronisk affald fra Europa, forklædt som ulandshjælp. Hun havde administreret den infrastruktur som påkræves, for at så mange tons plastic, glas og mineraler kan transporteres fra containerhavnene til lossepladserne. Det kan vi godt sætte os ind i. 

Lillepigen har set en dokumentar om svineriet, 

ålevende billeder af mennesker som går omkring i landskaber af rygende, smeltet plastic og leder efter kobber. Det er sådan Petrunskan er, hun er sådan én. Vi væmmes. Og det er kommet os for øre, at vandstanden stiger. Det siges at monsunen kommer usædvanligt tidligt i år. Aldrig før set. Vi kender efterhånden deres små kneb, hvordan de hele tiden forsøger at intimidere os til at betale for et eller andet absurd. Det er en plage. Spedalskhed,

Betel, 

hedder det her. Sama sama, som man siger nede på markedet. Vi har indsamlet en besynderlig lille figur i dag, det ligner nærmest en fetich; store, runde øjne; brede hofter.

torsdag den 24. november 2016

torsdag den 17. november 2016


統合失調症の飢餓 by 夢遊病者




blæste af vener .. altrid sækrer sig gnemmm ; hehe



Med det pres i ham, den hamrende pn. Ser ikke træerne springe ud, fontænernes . Det er somme,r ispapir   af sted



 der tændes op i Ørstedsparken,  i buskadserne, en måge letter.              Han tror at altvil forsvinde.
Han har en kuglepen olapper papir med sig.                 Er det internettet, medicinen? engang nede på tanksstaionen ,ed edmun og konglig

SPRÆNINGEN STIGRE!!?

MYCELIUM
A mycelium is the rootnetwork of mushroom. It consists of hyphal troops which form a communicative web without a commander, without a spider. Displaying a sensebility and an interpretation of their environmental circumstances, they seek to expand and will eventually form a disc. It cannibalizes its own center, as too distribute their excess energy in their further attempt for expansion. Thus, when it births mushrooms above ground they might form a circle. Folklore called these circles fairy rings or witches rings (Danish) and regraded them as manifestations of occult and sacred activities. The fairy rings should still be considered sacred. The mycelium itself has no sex, however, the mushroom can have several thousand sexes. Likewise, the hyphal troops cannot be considered as individual beings, however the mycelium doesn’t form a singular organism. It is rather an open-ended and indeterminate dynamic structure, where the totality exceeds the number of beings. Like a black sun.
Creative lessons to be drawn from the mycelium:
Cannibalize your center – Get rid of the ego
Form at collective heterogenous communicative open-ended structure.
Distribute the excess energy to whereever the spoors or hyphal troops seek to expand.
Materialize in socalled sacred manifestations.

min ven skriver:

"Jeg er ikke dommer. Kun i det små. En meget lille hammer, der ikke kan høres. Bang. Hov. Der har vi det stakkels træ, de lemlæstede med sav. Ved gedens små klove. Sad Djibril ikke dér og gned hænderne sammen? Hostede slimknuderne i halsen fra hinanden og talte om det store lys. En burka til mine følelser. Inshallah. Newton stolede også på Guds lange arm. Hvem kunne ellers forme noget så smukt som et træ? De her ben. Levende selvbevidste tanker, jordens poler og kraftfelter. Gud? Kongen over konger. På syv dage bagte han et brød. Kan du høre mig deroppe? Du fik dine chancer, gjorde du ikke? Du er så klog. Jeg mener, fuldkommen klog. Jeg er ikke klog nok til at gøre mig klog. Men jeg kender historien. Det forbandede bras. Gennem femten århundreder hoppede han op og ned ad kontinents rygrad. Styrede bussen og bussen kørte galt. Vesterlandets trompeter blæste. Fiksstjernerne rokkede sig løs fra nattehimlen. Tiden blev skåret ud i lange, tynde strimler baseret på videnskabens faste klippe. Ingen gudernes vrede, ingen vand til vin. Kolde fakta og uldne hypoteser. Djibril, endnu en dråbe i mængden, ekkoet fra en myte, magi for masserne. Er der ikke dogmer over alt? Selvfølgelig. Ellers ville der ikke være mennesker. Som om intelligensen steg, da Gud fik sparket. Som om de gamle bønder vandrede rundt i en anden fladpandethed. Tyk som grød. Som om dagene pludselig blev lysere og folket friere. Der vil komme en dag, hvor solen skal stige op over en slægt af frie mennesker. Hvem er det nu, der har skrevet det? En fransk torsk. Der vil komme en dag. Vil der nu også det? Torsken blev godt nok jaget på porten af de franske revolutionære. Hvad fanden var det nu han hed? Og så endte han i kløerne på, hvad han troede var menneskehedens gyldne time: den nyudklækkede, lænkeløse fornuft. Ja ja, eller en hård kosmisk intelligens. Langt hårdere end hvad han i sin fantasi kunne forestille sig. Den store enklave af enige mennesker bevæbnede med det ubehagelige, hovedkapende bæst, der også gik under navnet ’halvmånen’, ’enken’, ’maskinen’, ’skæreren’, ’tavshedens mølle’, ’nationens barbarkniv’, Madame la Guillotine. Så fik lovens parykbærende håndhævere ellers hvad de fortjente. Af med hovedet. Af med de fucking hoveder og ingen pardon. En sand blodbestænket morgenrøde af Guds nåde og folkets vilje... hvem end Gud er... og hvor end folk vil hen. Bæstet kunne være et andet, men sandheden er, sandheden er vel, at dårskaben lever videre i andre klæder, magi eller ej. Dagen starter et sted ude i Stillehavet. Derefter løber den hen over kloden med alle sine opgange og nedgange. Der vil komme en dag, hvor solen skal stige op over en slægt af frie mennesker... Inshallah" - Kasper Them Larsen

min ven skriver

"Man kan også sige, der er forskellige måder at fremføre digtet på for poesisangeren. Man kan stå med hænderne i lommerne og mumle dem ud, digtene, nogen vil måske allerhelst lade være, men der er noget med stemme, du ved, man skal sgu på en måde have en stemme, det er en del af det at være poesisanger, at være digter, hvad er en digter uden en stemme... Man finder sin stemme... Sit sprog... Sin stemme... Det sker lige så meget ved fremførelsen af teksterne som ved skrivemaskinen på loftsværelset (uden varme), man hamrer løs og finder sin stemme, tøjet dækker gulvet, og så tager man sgu en harpe, en guitar, en fløjte, en harmonika, en delaypedal, alt er tilladt, så er det så musik? Det kan sgu være det samme... Digtet er jo musisk... Det har rytme og antirytme... Det har krop og sjæl... Om litteraturen skæres på en plade, det er ikke kun Dylan, der har gjort det, tag sådan en som Laugesen, tag en som Per Højholt, det kan ikke være det, der gør det, at det er på plade, eller i radio, det kan jo kun være i orden, at man giver en nobelpris i litteratur til en poesisanger, en digter, jeg mener, hvem fanden skulle man ellers give prisen til, sgu da ikke en kedelig forfatter, for fanden, lad digtene gjalde igen, lad poesien runge!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Lad os høre dens skrøbelighed, smage den, få den ind med hele kroppen, følelserne som den er skrevet med, lad os komme væk fra det åndssvage hoved, det er en forfejlet ting at det skal være hoved kun, og det er selvfølgelig akademikerne, der tror, at litteratur skal være hoved kun, mens enhver kunstner, digter, poesisanger ved, hvis den tænker sig om, at det er som det skal være. Netop med det hele!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! På den måde kan man roligt drage paralleller mellem musik og litteratur. Stemme er nemlig musik i sig selv. Man siger, "din skrift er mundtlig tale", og så straffer man landets elever med dårlig karakter, men landets elever skal vide, fra digter til digter, at de har gang i noget andet, de er ikke ved at blive akademikere, nej, de er ved at blive digtere, poesisangere, oprørere og kunstnere. De er ved at blive stærke!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Landets elever - spark sproget ind. Syng, brøl, fløjt. Åben bøgerne og råb dem ud. Ikke mere stearinlys og hvid dug. Sæt ild til skriften og syng den, om det så bliver som en anden Lars Tilbud. Al litteratur er nemlig bedre end den der er kedelig!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Man siger om Thomas Bernhard, at han skriver som Bachs fugaer, mest af alt skriver han som dem. Der har vi den igen. Skrift er rigere, når den rummer det musikalske. Digteren er per definition sanger. Hvem er digteren ifølge Rilke? Det er ham den forhutlede, der i stiv kuling og høj søgang ombord på båden ikke har en åre, men synger besætningen i land... Synger mod elementerne... Synger mod tingenes tilstand... Og i det billede kan jeg sgu ikke komme på nogen nulevende der igennem tiden passer bedre på den anarkist end Bob Dylan. Og jeg er ikke engang fans." - Jonas Okholm Jensen

夢遊病者