søndag den 23. oktober 2016

GENUDGIVELSE


mandag den 9. juni 2014

Knud Steffen Nielsen om tekstdelen af 'Bålene brænder':

Grammatik nr 16, katalogagtigt.
 en beskrivelse af Lars Bo Nørgaards fine skriftark set i troperne.
Forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj omfavnelser om vi vil det eller ej her kan jeg bo her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne tumler vi igen og igen ned mod ghatsene vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne på flodbredden et hoved og håret fangede ild huden svedet 
(et lille fragment og min snakken herunder giver vist først rigtig mening, når man har arkene hos sig som eksempelmateriale på det, jeg pludrer løs om nu).
Normalt er jeg ikke til rejsebøger eller pindemad, men dether er noget andet.
Lars Bo Nørgaards skriftark fra Indiensrejse (med gode stregtegninger af Troels Emig) er nemlig ikke det.
Det er fra rejsen, men ikke på den måde. Det er ikke afrapportering. 
Afrapportering er journalistisk tænkt over det, som hændte - og beskrevet som sådant.
Lad mig forklare langsomt og en anelse omstændeligt og trægt.
Jeg vil prøve kun at være teknisk og vælger at tale om noget, jeg vil  kalde TEKST-Præsens  og Samtidighed.
Hvordan kan man bringe en samtidighed ind i en tekst?
 Det vil sige samtidighed ind mellem læser og tekst.
… er bl.a. noget med at fjerne hierarki mellem hovedsætninger og bisætninger og en hel masse mere, som vi ser på om et lille øjeblik.
Der er for mig som  læser en mulig bringen sig i højde med tekstens præsens -  og blive en medrejsende, hvor man i tidsfølge følger den rejsende på rejsen.  Og fordi teksten mimer en sansningernes kommen og gåen.  Selvfølgelig ved man godt, at plottet i én forstand har fundet sted, og at det er sporet fra det man får.
 Men på samme tid får man på en anden måde konsekvensrækkerne i den rækkefølge, man læser sig frem.  Det gør man jo altid i roman, ikke?  Hvor adskiller det sig i en standard plotbåren registrant som adskillige romaner gebærder sig i og så dette?
 Kontrakten er en anden her. 
Men lad mig lige forlade det et øjeblik og kigge på strategierne, hvor man mimer en tekstens præsens.
1) Ved Eliminering af de hierarkier, som sætningsopbygning  normalt har.
a)
Fx i hoved-og bisætningers hierarki.
Det kan så angribes, ved at kommaer og punktummer more or less er smidt bort. (sådan stein-agtigt). Det giver bl.a. et flow. Og et ganske særligt fluktuerende flow. Men det gør det naturligvis ikke alene
b)
Ved glidende metaspring til siden i forhold til det plot, der ligger og lusker på tekstfladen.
b)
Ved reduktion af sammenkoblinger som konjunktioner, dvs bisætningsindledere som fordi, hvis, hvis, når, da, så, selvom.. Og det igen i flowens tjeneste og i det præsentes tjeneste.
c)
Ved underbetoning/eliminering af kausalitet bl.a  ved at eliminere nogle af de omtalte fordi'er, hvor de ellers var forventelige. Men først og fremmest ved sømløse glidninger i de skift, som uvarslet kommer.
  Og præmissen for at angribe kausaliteten skal lige med, for erkendelsesmæssig foregår fx sansning ikke nødvendigvis kausalt in the first place......Sansning og det at bevæge sig rundt derude i verden er ikke bundet op inormsætningsskema kørende i Vægtigt subjekt- Vægtigt verbal- adverbial-skabelonen (ved godt, at der variationsmuligheder og inversion og fremskudt forfelt mm):
   operatør//verbal +objekt//adverbialt,.  DET er hovedskemaet. Det er godt og organisk og naturligt og funktionsdueligt, MEN er konvention.
Poul fangede en fisk med de bare næver en herlig sommerdag.
I sansningen herover kan hvert led være det primære i situationen. Fisken kan, sommerdagen kan, næver kan, Poul kan. I hjernens pêle-mêle.
For
Når man sanser something sådan i løbet af en dag. Så befinder omverdenen sig i en mere eller mindre diffus tåge af farver, lugte, former etc… i det øjeblik er der ikke et hierarki af pegen på mig som vægtig plotbærer.Det vil sige Jegpersonen i en fortælling…det som ellers  alm sætningsskemaer tilsiger  i  sin normale taxanomi.  Norm-standarden: hovedperson (x) personens dynamik ud i verden (o) og  adverbiale biomstændigheder (fx intensitet, måde,etc)  ”Han plukker en klokkeblomst”  det er hovedstrukturen i alm sætningsskema plus varianter.   Men i mødet med omverdenen behøver det ikke at være sådan i sit skema.  (Selvom sprogets norm siden vores barndom slår tilbage og får os til at tale ret meget i det hierarki)  og deri ligger osse en normativ kausalitet.  Er det mig, operatøren, der plukker, og plukker en blomst. Ja, det er det osse, men sansningens rækkefølge og sansningens katalysator og sansningens scene-setup er ikke nødvendigvis  den .  Vi kan lige så godt vende den om, ja helt omvendt,  og sige: Verden møder os, en blomst rækker sig frem, jeg bøjer mig ned, og jeg snupper den velduftende genstand.  Ved intentionalitet er jegfortælleraspektet nok anderledes.
d)
Ved metakommentarer, hvorved læseren næsten får udleveret en pen i en samtidig  medskriven
e)
Ved andre direkte procesmarkeringer, hvor man bliver inviteret ind i skrivningen. Og hvor der er modifikationer som nok, sikkert, monstro, måske, kunne være,   er der også tale om en slags invitation ind i skriveprocessen, da den slags ubestemthedsmarkeringer giver anledning til læseren til at bekræfte eller afkræfte og meddiskutere uvishederne
f)
Ved brug af den normalt grimme og udanske gerundiv (i form af lang tillægsform, men ikke adjektivisk, men verbalt) i stedet for finitte verber. Hvor gerundiven verbalt kobler sætningshandlinger mere inkorporerende organisk sammen, da den peger tilbage på subjektet. Hvis det var et finit verbum, markeres den ny sætning netop som ny sætning, og dermed kommer der et tydeligt sporskifte.
Eksempel (*Forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj)
g)
Ved at standse op, inden en tanke, en refleksion er færdiggjort .
h)
Og andre selvafbrydelser.
i) Og ved direkte henvendelser ud af teksten til læseren
j) Ved at alle disse inkorporerede træk indgår samlet i en ligeværdig del af tekstens  fremadskriden.
k)
Ved det jeg vil kalde prosaens enjambementer, i poesien er et enjambement, hvor linjebruddet både stopper og samtidigt fører handlingen videre i en ny bevægelse, men som samtidig medbringe den netop læste linje som en slags bagage, kontrabande, så flere betydninger glider ind over hinanden.  Praktisk kræver det –igen- at et punktum eller komma er fjernet. (* et lille eksempel ses her nederst:…her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne> tumler< vi igen….) ”tumler” indgår både til højre og til venstre.
Jeg ser de små ord-vejrhaner snurre rundt og trække betydning fra den ene linje til den næste og tebavs igen.   Nævner lige Gertrud Stein igen, og hendes pludselige uannoncerede skift, i samme tonefald så at sige.
Og hendes projekt er jo bl.a. osse at mime en tekstens samtidighed med skriveprocestiden.  Jeg skriver mimen, da hun jo godt ved, at det ikke kan gøres 1:1, at stryge en tændstik tager lidt længere tid at skrive end at gøre. Banalt sagt.
Teknikaliteterne gør det jo ikke alene. Jo, det er flowet, det er nivellering af syntaxforhold, det er alt det nævnte og en del mere.
 Og samlet giver det en UMIDDELBARHED, som ikke bare forklares ved  nedbrud af sprogkonventioner.
En anden del af analysen kunne være glossariet, men det har jeg  valgt fra.
Jeg vil slutteligen henvise til hele samlingen fra Lars Bos rejse.   
……Forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj omfavnelser om vi vil det eller ej her kan jeg bo her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne >tumler< vi igen og igen ned mod ghatsene vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne på flodbredden et hoved og håret fangede ild huden svedet……
/KSN

Ingen kommentarer:

Send en kommentar