lørdag den 24. september 2016

Hvad er kærligheden, en rosensø i dis, en svanes blødende øje. Du må tænke dig mig, at jeg er glad, en kladde, en fortløbende nedskrivning gennem disse gader af støj. Men jeg forhaster mig. Hvis jeg skal have det hele med. Og Robert er her med mig, du ved det, i rummet her ved min side under spejlet over vores arbejdsbord, vores celle, han har de hvide fløjlshandsker på, han tegner, det hele er til dig, min tulipan eller liljekonval. Tænk dig, den første aften, aftenen før vores ankomst med fly via Helsinki. Der er, lader det til, en principiel uendelighed af ind- og udgange, tænk dig, frit valg på alle hylder, lommerne fulde af guld, og så alligevel slet ikke. Uoverskueligheden, den tynger, derfor jeg skriver til dig. En krig raser i udkanterne, æder sig ind. Det er Kirschen, jeg har kastet min kærlighed på, i drømmen var hun dronning, rubinbesat, solstrålende. Mit blæk klatter, hvem skal skrive mig ren. Chokkets gennemstråling, et prisme for min ulykke. Tænk dig, en mudret stilstand til langt op over alle ankler, enhver fremrykkelse umuliggjort, centralnervesystemet sætter ud, kære søster, kan du huske turene til havet, det sug.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar