torsdag den 17. marts 2016

mine venner, jack, med sit smalle ansigt og sine små, vilde øjne, som syntes at sluge alt hvad de så, og geoff med sine milde, brune øjne med de grønne sprængninger, runde kinder, sad på hver sin side af mig, og lyset faldt skarpt, aldrig før har set så skarpt et lys, men det gjorde ikke ondt, strømmede ind gennem skråvinduerne, vi var højt over jorden fornemmede jeg. jack holdt min hånd, geoff rakte et glas vand frem mod mig, jeg kunne se hvordan det bevægede sig, hvordan det var vand og bevægede sig som vand gør, skinnende, lysets brydninger i farver i mønstre i mig. Jeg tog en tår og mærkede kroppen tage imod det, en velgørende ren kølighed i organerne, blodårerne, hjernens vævede masse, jeg var levende og spæd, et blad på en kvist en forårsdag i parken, gennemstrømmet, vuggende i vinden, stille, en stille brummen, stille sitren. farven blå. farven grøn. lilla. Mine hænder drejede rundt foran mig, hvordan. Og hvem var ikke død. hvor var du. var det dig. hun er ikke død, sagde de igen. du var væk, sagde de igen. så mig omkring. puder, broderede mønstre, guld, sølv, ingen afstand. vand igen, ned gennem svælget, synke, det synker, noget synker, min krop, kroppen. varmt træ. blødt. du var helt væk. vi blev bange. og hun lå derovre, blå, hvid, vi kunne ikke få liv i hende. rundt og rundt, jeg svævede, hvor var jeg. i en by i en skov på en eng, en fornemmelse af bjerge mod min hud, af mos, af kølig klippe, væde, kriblende myrer over ryggen, små sammenstød mellem små fødder og deres underlag, min hud. min hud som skovbund som bark på et træ, pelset bark, knudret gammel og ny. hvordan skal jeg forklare det. alt var lys alt var bølger. geoff lagde sin hånd på mit hoved og det varmede ned gennem hele mig. via ham: alt. hvor var hun. min elskede min kæreste. 

onsdag den 9. marts 2016

Overanstrengt, nervesyg. Satte mig lige i en skål havregryn med rosiner og mælk. Drejer solen sig hvilken vej rundt om jorden i morgen. Rækker alle træer sine fingre små mod andre planter i sommernatten, og sover de om vinteren, hvordan trækker vi vejret. I en bjerglandsby engang så vi fyrretræerne komme ud af et russisk par en aften med harpeinstrumenter af metal, skulende blikke under kutterne, de ville drive os ud. Alle ville drive os ud. Kampen om Den Blå Gård i Himalaya, 2012, vi tabte. Vi gled i byens mødding nedad skråningen til marmorfloden som var fuld af blod, af olie. Helt smurt ind. Hvis jeg kunne være en lille blinkende bille på et blad den morgen. Og gårdens oldemor hvæsede ad os, krogede sine fingre efter os. Jeg fotograferede hendes gamle, tunge væv af træ, mangefarvede strenge af garn. Hun hvæsede, skulle jeg have slettet det foto. Senere: vi brændte os selv af på balkonen, mens trommerne nærmede sig derudefra, og strejfende lys fra lommelygter. Vi sov i vores kokoner, under vores myggenet. Edderkopper større end fuldvoksne menneskehænder, vi kunne høre dem trampe i skabet, kratte, de ville ud. Ingen søvn i dagevis. Gletscherhule, betonaffald.