mandag den 15. februar 2016

SKITSER til GENHUSNINGEN

Har jeg en urinvejsinfektion, eller er det værre endnu, er det noget med testiklerne. Siden jul nu, har jeg haft en svag sitrende smerte mellem der hvor jeg tror min blære sidder, og ned til min venstre testikel. Skal jeg dø. Der er så meget, jeg gerne vil sige. Lyset er grønt, her er helt stille, kun mine fingre på tastaturet, computerens stille summen. I Paris en dag, dengang jeg boede der, kunne jeg se gennem huden på mennesker, se at de er kranier. – Jeg havde natten inden drømt at jeg kom til Brueghels hus, i Antwerpen cirka midt i 1500-tallet, jeg måtte bukke mig dybt, for at komme ind gennem døren, der lugtede af træ, der lugtede tørt, og Brueghels kone tog imod mig derinde, vist mig ind i en stue af en art, et arbejdsværelse, et køkken, et hjem i ét rum. Så sammenpresset, så småt. Jord på gulvet, træspåner, kul. Brueghel var netop flygtet, han var forfulgt af den nye biskop, som stod for en mere fundamentalistisk udlægning af Biblen, han kom direkte fra Vatikanet, særligt udsendt for at rydde op i Antwerpens frisind, dens skørlevned. Brueghel var medlem af en fritænkende, næsten kættersk gruppe ved navn Den Hvide Rose. Det var netop den slags, manden fra Vatikanet var kommet for at slå ned på. Brueghel måtte flygte, det skulle gå hurtigt, han havde ikke nået at få sine seneste malerier med, nogle små, harske satiriske angreb på Kirken, meget direkte, meget kontante i deres udtryk. Samtidskritiske. I familie med det lidt oversete mini-mesterværk ’Landsknægtene’, som helt usædvanligt udelukkende er malet i gråtoner. Motivet er, som det fremgår af titlen, en gruppe lejesoldater. På Brueghels tid var lejesoldater bl.a. kendte for at være meget farverigt påklædte, med store hatte, fulde af fjer, og svært bevæbnede. Og de var voldsomme, man frygtede dem, de voldtog, røvede og hærgede, når de væltede rundt i Europas landsbysamfund, fra slagmark til slagmark, altid på farten, der var mange små krige overalt, de levede af at slå ihjel, resten af tiden festede de igennem. I storbyerne var det blevet mode, at have små malerier af landsknægte hængende i de tidlige borgerskabsstuer. Brueghels ’Landsknægtene’ er borgerskabskritik, han flår fernissen af, sender et gråt lys ind i stuen. Og nu er han flygtet, han risikerer at blive hængt eller brændt på bålet, en temmelig hæslig skik, som var almindeligt udbredt i EU-landene for små 500 år siden. Jeg kunne næsten have forudsagt det, men det var i en drøm, så det gjorde jeg ikke, at da Brueghels kone åbnede døren ind til hans arbejdsværelse, for at vise mig hans seneste, og sidste, værker, de rå, politiske ting, så står det hele i flammer.            

Bydelen ligger og ulmer, nogle skygger står omkring et bål og mumler, det lyder som en messe, her lugter af kød, her lugter af beton. Røgen jeg indånder, er fuld af partikler fra forkullede kroppe, fra sammenstyrtede bygninger. Der er snak om regn i morgen, at forløsningen kommer. Jeg tager fotografier, kameraet er ved at løbe tør for strøm, jeg får aldrig de billeder at se, min computer er for længst stået af, jeg kender ingen som har strøm. Nogle store, sorte fugle står og drikker af en grøn sø, algeslam hænger fra deres næb, de kløjes. Det er råger, deres fjer falder af. Alt er på søvnens rand, skyerne har ikke kræfter til at slæbe sig henover himlen, falder ned mod jorden og forsvinder. Det knaser under mine fødder. En kat styrter op i et træ. Uden for lazarettet bjerger kødet sig op, jorden er våd af blod.

Det buldrer i det fjerne.

I dag i Bazaren ville jeg købe en vegetarsamosa. Vi havde allerede delt et måltid kalvekebab med ris, tzatziki og salat, men jeg var stadig sulten. Og så bestilte jeg altså en vegetarsamosa. Mens jeg ventede på at den blev varmet, fik jeg øje på et objekt, jeg ikke tidligere havde lagt mærke til, en åben æske i sort velour, som stod lige ved siden af sugerørene, meget tiltrækkende, meget mystisk. Og med et lille rektangel af metal, måske sølv lige i midten, som jeg måtte tage i nærmere øjesyn; den var præget med det som lignede en opslået bog. Ah, tænkte jeg, et koranvers.
- Ved du hvad det er? spurgte samosamanden mig.
- Nej.
- Vil du se?
- Meget gerne.
Og han foldede æskens låger sammen, så jeg ikke længere kunne se det lille skinnende rektangel. En lukket æske nu, helt sort og blød.
- Hvad ligner det?
- Noget jeg har set på fotografier fra Mekka, svarede jeg.
- Nemlig. Kabaen i Mekka.
Og han åbnede æsken igen, og viste mig, at fladen med rektanglet kunne åbnes, det var en låge til en bog. Smukke små organiske arabiske skrifttegn åbenbarede sig for mig. Og straks var jeg suget ind. Så fine små skrifttegn, jeg elsker sådan noget. Jeg kunne ikke holde min fingre tilbage, jeg måtte bladre, jeg forstod ikke et ord af hvad der stod, men smukt så det ud. Z* kom også nærmere, hun ville også bladre. Så skulle samosamanden betjene en anden kunde, og vi lod bogen være, snakkede om noget andet, om flytningen i morgen, hvad vi manglede at pakke, og hvad skulle vi have til aftensmad, æg, og en rest pasta med kødsovs fra i går.
Samosamanden kom tilbage.
- Jeg er træt af sådan nogle mennesker, sagde han.
- Hvad mener du?
- Du ved, ham den anden kunde, han er muslim, og ægte muslimer beder fem gange hver dag, du ved, og før man beder, skal man vaske sine hænder, og du rørte ved Koranen, du er uren, du er ikke muslim, det synes han er forkert, du besudler Allah.
- Det er jeg ked af.
- Nej, nej, han tager fejl, jeg sagde til ham at Gud er stor, han er alt, og hvem ved, måske bliver du konverteret, nu du har rørt ved Bogen.
Den anden kunde blandede sig, jeg kunne ikke høre hvad han sagde, og heller ikke få ordentligt øje på ham, der var en søjle i vejen, men jeg er ikke sikker. 
Samosamanden sagde vendt lidt habibi til ham, viste ham sin udstrakte håndflade, og vendte sig mod mig.
Jeg sagde, lidt i sjov: Ja, så er jeg jo jeg måske blevet renset, nu hvor jeg har rørt ved din bog.
- Ja, hvem ved, der er så mange som tolker den forkert, det gør mig rasende, glemmer at den handler om kærlighed, sagde han, alt er det samme i paradis.

Siri dukkede op inde fra markedet, med poserne fulde af frugt og grøntsager, nu skulle vi hjem og lave mad, vi kyssede, vi gav hinanden et kram. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar