mandag den 18. januar 2016

Underligt sprogløs i dag, underligt fri. Har jeg en urinvejsinfektion, eller er det værre endnu, er det noget med testiklerne. Siden jul nu, har jeg haft en svag sitrende smerte mellem der hvor jeg tror min blære sidder, og ned til min venstre testikel. Skal jeg dø. Der er så meget jeg gerne vil sige. Lyset er grønt, her er helt stille, kun mine fingre på tastaturet, computerens stille summen. I Paris en dag, dengang jeg boede der, kunne jeg se gennem huden på mennesker, se at de er kranier. – Jeg havde natten inden drømt at jeg kom til Brughel’s hus, i Antwerpen cirka midt i 1500-tallet, jeg måtte bukke mig dybt, for at komme ind gennem døren, der lugtede af træ, der lugtede tørt, og Brueghels kone tog imod mig derinde, vist mig ind i en stue af en art, et arbejdsværelse, et køkken, et hjem i ét rum. Så sammenpresset, så småt. Jord på gulvet, træspåner, kul. Breughel var netop flygtet, han var forfulgt af den nye biskop, som stod for en mere fundamentalistisk udlægning af Biblen, han kom direkte fra Vatikanet, særligt udsendt for at rydde op i Antwerpens frisind, dens skørlevned. Breughel var medlem af en fritænkende, næsten kættersk gruppe som hed Den Hvide Rose. Det var netop den slags, manden fra Vatikanet var kommet for at slå ned på. Breughel måtte flygte, det skulle gå hurtigt, han havde ikke nået at få sine seneste malerier med, nogle små, harske satiriske angreb på Kirken, meget direkte, meget kontante i deres udtryk. Samtidskritiske. I familie med det lidt oversete mini-mesterværk ’Landsknægtene’, som helt usædvanligt udelukkende er malet i gråtoner. Motivet er, som det fremgår af titlen, en gruppe lejesoldater. På Breughels tid var lejesoldater bl.a. kendte for at være meget farverigt påklædte, med store hatte, fulde af fjer, og svært bevæbnede. Og de var voldsomme, man frygtede dem, de voldtog, røvede og hærgede, når de væltede rundt i Europas landsbysamfund, fra slagmark til slagmark, altid på farten, der var mange små krige overalt, de levede af at slå ihjel, resten af tiden festede de igennem. I storbyerne var det blevet mode, at have små malerier af landsknægte hængende i de tidlige borgerskabsstuer. Breughels ’Landsknægtene’ er borgerskabskritik, han flår fernissen af, sender et gråt lys ind i stuen. Og nu er han flygtet, han risikerer at blive hængt eller brændt på bålet, en temmelig hæslig skik, som var almindeligt udbredt i EU-landene for små 500 år siden. Jeg kunne næsten have forudsagt det, men det var i en drøm, så det gjorde jeg ikke, at da Breughels kone åbnede døren ind til hans atelier, eller hvad det nu hed dengang, for at vise mig hans seneste, og sidste, værk, de rå, politiske ting, så står det hele i flammer.            

Ingen kommentarer:

Send en kommentar