torsdag den 17. december 2015

replik. skits

Arthur henvendt til sygeplejersken:

Det er svært overhovedet
at vade frem, man står i mudder
til knæene, men det er mere tyndt,
end man er vant til, det er blandet
op med frisk, dampende blod, fra
hestene og mændene omkring dig,
det hele blandes sammen, lugten af blod,
lugten af lort, lugten af hest, sværdenes
gnidsel, lynglimt over det hele, nogen ligger og skriger
andre brøler, min arm er omviklet af tarmene fra
en eller anden, dybt lilla og grå, jeg kan næsten
lugte hvad den nyligt afdøde har fået at spise sidst, lejesoldatens
elendige føde, grød af bær og rødder, en kanin måske, eller en rotte,
hvad de nu har kunnet få fat på, dér i bjergene, i regnen, en ukendt egn,
langt væk hjemme fra, og ikke en landsby i dagevis, ja, ja, det er sådan jeg
husker det, den brutale tid, jeg var Arthur den Grusomme, jeg kendte intet
til nåde, havde aldrig hørt om begrebet, aldrig tænkt over det en stund,
vidste ikke hvad det var, overhovedet, det er det jeg mener, vi vidste ikke
bedre, kendte ikke andet, tilværelsen var en kamp, døden hærgede overalt,
vi var fulde hele tide, det var ikke bare øl som man kender det i dag, det 
var meget stærkere,  vi bryggede i kostalden, der voksede så
mange forskellige svampe, det kontrollerede indeklima var der endnu ingen,
der havde overvejet muligheden af, 
bakterien ikke blevet set, Kristus var bare det seneste rygte fra
bålene, et blandt mange, mange andre, længere nordpå gik en gud rundt
på jorden, og hamrede med sin hammer, alt han ikke brød sig om synet af,
... trolddom og al dens væsen ... ham frygtede vi langt langt mere end 
Christianissimus Rex  fra Middelhavet , selvom hans skæbne var grum,
men i et univers hvor alle historier måske/måske ikke var sande, udfyldte
hans meget lidt rum. Vi så ikke hvad det var, der var på vej.

Hoster. Rækker ud efter vandglasset. Fumler med det, det er ved at vælte. Sygeplejersken træder til, rækker ham glasset.

Arthur: Tak, du er mit skelet, du ved godt at jeg har mødt en engel engang, gør du ikke?


Sygeplejerske: Jo, du har fortalt om det. Mange gange, det er en god historie.



(stilhed)




Arthur: Min nation var under et voldsomt ydre pres, verden stod i flammer,
krigenes tid var kommet tilbage, man så det alle vegne, de sårede
som humpede ind over vores grænser og bad om asyl, vi ville ikke
have dem, vi havde ikke plads, vi kunne ikke følge med, vi havde haft
en lang periode med relativ fred og velstand, og nu meldte virkeligheden
sig igen, det var som at blive vækket fra en drøm man ikke vil vækkes fra,
en lang slummer i en lysning et sted i en dyb og frodig skov, alt hvad man
rakte ud efter fik man straks i hånden, der var ingen afstand, ingen ventetid,
alle var mætte. Tiden flyder, det ene øjeblik har man alt, det næste er det væk igen,
det sker hele tiden, mens vi sidder her og snakker med hinanden i det
her rum, der er et bål som brænder et eller andet sted i verden, det brænder lige
nu, det har brændt siden stenen gav slip på sit lys og lod kosmos
få eksistens, det har udviklet sig lige siden, det udvikler sig endnu
 Se bare min hånd, kan du se dens rynker, kan du
se hvordan huden bevæger sig, at den lever og ånder
de små hår gror, og mine negle.

Sygeplejersken: Og så mødte du en engel.

Arthur: Hvad?

Sygeplejersken: Og så mødte du englen i dit liv.

Arthur: det er det er jeg er ved at fortælle mig frem til. 


Sygeplejersken: Jeg er her.
Hun sætter sig ned, glatter sine buskeben, tjekker klokken, tjekker sine negle, puster en tot hår på plads. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar