onsdag den 30. december 2015

Eventyrenes tid er ovre.

Kvitteringerne hober sig op. Mine lunger griber mindre luft. Døden står for døren, jeg ved det godt. En duft af gran, en krans om halsen. Mit navn er Kong Arthur, jeg er romersk legionær, det var jeg, det faldt sammen, jeg skule jo leve. Jeg har været overalt, jeg har siddet i en grotte, jeg har ædt mig selv, munden fuld af aske. Nyrerne sætter ud, jeg nåede ikke lære dem at kende. Ved du, hvad jeg snakker om. Jeg elsker dig, alt er kærlighed, sagt på en anden måde, der er ikke noget på den anden side, der er ikke nogen anden side, hovedbundsmassage. Alt er kærlighed. En plasticdinosaurus, et par klaprende støvler, Mussolinis fjæs, Donald Trumps, hvem ligner mest en vaffelis, en sukkertomt. Jeg vil sniffe hele natten, dens løv, dens levende åndedræt, roerne, træernes nøgne grene, deres dryppende dråber. Jeg elsker træet, jeg elsker alt, jeg ligger sidder og dør omkring. Alt er teater, alt er vin og brød. Og altid vender vi tilbage til havet, saltet og skummet, bølgeskvulp, månen står op, solen går ned, det lyner, det tordner, det trækker op igen, trommerumlen i det fjerne, ude fra horisonten, og inde fra land, et sted mellem klitterne brænder et bål. Jeg er tilbage igen (halvt henvendt til suffløren). Ved du hvad jeg mener, når jeg siger, at åndenøden er et historisk betinget fænomen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar