mandag den 2. november 2015

Når jeg har besøgt ham, har jeg aldrig set nogen aktivitet derovre, andet end lys som bliver tændt, og lys som bliver slukket bag vinduerne. Måske er det nok til at holde ham beskæftiget, når han er i det humør. Som et insekt som sidder tålmodigt og venter på at byttet vader ind foran ham, og han ikke skal gøre andet, end at sende en slimet tunge eller giftig nål ud og trække måltidet ind. Hedder det en nål. Kan et insekt have en tunge. Og jeg kan ligeså godt fortsætte: tålmodighed er et forkert ord, Rasmus er hinsides. Der foregår tilsyneladende ikke noget som helst. Hvis ikke det var fordi hans brystkasse bevægede sig, kunne man tro, at man sidder i stue med et lig. Det første de gjorde, efter at de var landet var at gå ned til floden, Rasmus og hans ven Jeppe, han vender tilbage til det igen og igen, ilden har fået fat, kun tre måneder tidligere var hans far død, faldt ned ad trapperne derhjemme et par dage inden juleaften, og slog sit baghoved i stykker, kraniehulen oversvømmet med blod, et døgns tid i respirator, så havde de slukket ved midnat mellem den 22. og den 23. december, et kvarter senere var han død. Og der stod han så, Rasmus, tre måneder senere, i Indien ved den hellige flods bred, det sted som hedder Manikarnika, hvor afdøde menneskekroppe brændes døgnet rundt, de brænder lige nu, og havde set det ske, hvordan en menneskekrop forvandles fra hud og kød, hår og knogler og så meget andet til aske og smides ud i flodens mørke vand.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar