fredag den 20. november 2015

Jeg har lige været i Rotterdam, jeg er lige kommet hjem,

har kørt en bil, en blå VW Lupo på svenske plader derfra og til Malmö Central. Jeg besøgte min ven, som går på kunstakademi dernede, deler studie med en hackingkunstner fra vistnok Letland, og en ung kvinde med langt lyst hår, meget farverige spandexbukser, hendes ben lignede et vulkanudbrud midt i eksplosionen, jeg kunne ikke gætte hvor hun kom fra, hun talte engelsk med accent jeg ikke kunne bestemme, måske også østeuropa, kunne også være finland, måske ungarn, det kunne det godt være. I går nærstuderede jeg Hieronymos Boschs triptykon Garden of Earthly Delights, helt forsvundet i nederste venstre hjørne, hvad betyder egentlig i det kattedyr som står så strunk med tænderne lukkede omkring hovedet på en nyligt afdød øgle, og hvorfor står et fantasivæsen som lidt ligner en hund, lidt en fugl, et slankt og sort dyr sammen med en påfugl og æder en afdød øgle i familie med den kattedyret har i munden, og hvad er det for en underligt kunstig søbred de står på, og hvorfor slæber en sælunge sig op fra søen, hænger mellem det tørre og det våde element og er gået i stå, kommet i tvivl måske, det er jo meget behageligt nede i vandet, i vægtløsheden og de dybe bølger, behagelige lyde, men oppe på fastlandet er der nogle helt uimodståeligt lækre frugter som er svære at lade være med at spise, der er en masse eksotiske fugle, jeg ikke kender navnet på, nogensinde har set eller hørt noget om før jeg ser der dem her i det nederste venstre hjørne af det venstre sidepanel til Boschs Garden of Earthly Delights, det som hedder Paradis, og modstilles af Helvede, der står Jesus midt mellem Maria og Adam, helt klædt i lyserødt, fremvisende et fingertegn, jeg ville associere med fred, men som også kan betyde sejr, hvem ved hvad Jesus mente med det på Boschs tid, og hvad vil Bosch sige med det til os, mig som stod og forsvandt i det i flere lange minutter, får jeg kiggede op, så ned, til højre og venstre, og så at maleriet bare blev ved og ved til alle sider, i alle dimensioner, nogen havde rent faktisk stået i et eller andet rum for små femhundrede år siden, i omegnen af hvor jeg stod, og betragtede det, og malet Hiernomous Boschs

Garden of Earthly Delights.

Hvis du nogensinde, kære læser, får muligheden for at se originalen med egne øjne, så gør det, reproduktionerne er nærmest umulige at forstå efter at man har set værket ved selvsyn i detaljen, fulgt de små penselstrøg, fejl og forhalinger, et mylder af små diskussioner mellem farve og penselstrøg, og nedunder ligger stoffet, fornemmer man tydeligt, som er blevet høstet, tærsket og været gennem mange, mange forfinelsesprocesser, indtil det er blev til hørtråd, som er blevet vævet og spændt op, købt af Hiernymous Bosch og bemalet for små femhundrede år siden ikke langt fra det sted, hvor jeg stod i går, små femhundrede år senere, i 2015, november, sidenhen er byen blevet brandbombet af Nazityskland under anden verdenskrig, fordi hollænderne modsatte sig militært mod invasionshæren fra øst, de ville simpelthen ikke give op, stædige bønder, nederlandsmennesker, irriterende, myreagtige, så Hitler besluttede sig for at bombe Rotterdam til glødende ruiner, totalt destrueret, småsten og aske. Så overgav hollænderne sig, så indså de, hvor almægtig Hitler var, en vanvittig afgud, en Lokefigur men uendeligt meget mere traumatiseret, fuldstændig sønderknust, i konstant granatchok, blanke øjne, vanvittige fagter i Ingenmandsland, han holder ikke taler, han skriger sine ordrer ud, han skal overdøve granatnedslagenes ufattelige larm. Som at stå i en malmklokke nogen hamrer meningsløst på. Uden ende. Man står der og indser at man skriger til sig selv, i mudderet omkring mig ligger mine venner, sprængt i stumper og stykker, og først nu mærker jeg mine egne sår, at noget ligesom siler fra mig, at jeg bliver kold, min fod ligger i mudderet alene, stadig med støvlen på, det flimrer lidt, det er ikke ubehageligt, som at falde i søvn efter en hård dags arbejde, man glider. Vi blev næsten blæst omkuld af vinden, da vi gik over broen over den Limfjordsbrede flod Maas, som løber midt gennem Rotterdam, deler den i nord og syd, rig og fattig, det er lang tid siden, jeg har været udsat for så voldsom en vind, vel nærmere faktisk kuling eller måske endda storm, det er november, og alligevel føltes stormen lun og tør. Vi snakkede om det ufattelige i at skyskraberne kan modstå presset, de står der midt i stormen, så høje og firkantede, en mærkeligt bedaget futuristisk arkitektur, allerede så trætte, så få år efter de er blevet bygget, indenfor vores levetid. Rotterdam blev brandbombet af tyskerne under anden verdenskrig (jævnet med jorden), så overgav hollænderne sig. Jeg bliver altid overrasket over mængden af shampoo, balsam, sæbe og så videre som findes i folks brusenicher. I brusenichen her, jeg kan ikke huske hvad gaden hedder, noget med Vrieslaan (Beijerlandslaan, rettet to døgn senere), hvis jeg husker rigtigt, er der omkring 15-20 af den slags produkter. Jeg bruger sjældent sæbe, jeg vasker mig kun med vand, jeg bruger også sjældent deodorant. Ordet ’shampoo’ er importeret fra hindi. En tom aluminiumsdåse triller rundt ude i den forfaldne baggård, det stormer stadig. I morgen skal jeg se en udstilling med malerier af Bosch og Bruegel. Min ven som jeg bor hos nu, er fotokunstner, hans fotografier minder mig sommetider om noget som kunne være fotograferet inde i et Breugelmaleri, især Bruegels efterårsmotiver, også de andre årstider optræder hos begge kunstnere, men hvor Breugel er dybt fokuseret på samtlige årstider, tidens gang i farverige detaljer, tilværelsen i alle facetter, overgange det hele, mellem alvor og sjov, død og glæde, liderlighed og forelskelse, druk og hor og undergang med de mest nænsomme penselstrøg, den ældre, nissefar i trylleland, hvad er det han vil vise frem, hvad vil han sige, er det noget med døden, Adam og Eva, Babelstårnet under konstruktion eller forfald, det er vanskeligt at afgøre, arbejdet er stadig i gang overalt, men samtidig ser det ud som det de bygger samtidig hele tiden forfalder, spørgsmålet er om de kan holde tempoet oppe, om de kan holde status quo imod den totale selvdestruktion, en blå, blå himmel med tolv gyldne stjerner i cirkel på, for tolv var disciplene, og fra himlen blå skal Jesus Kristus igen opstå, amen, det er med hele tiden at holde fanden stangen, fanden, det er ham vi peger på, så lægger vi røgslør ud bagefter og tager en sommer på stranden, får lidt farve på kroppen, spise en is, pjasker lidt i vandet, dypper en storetå i det store sublime, hvordan skal man nogensinde kunne forstå så meget af farven blå på én gang, og så usædvanligt højt til himlen, der flyver måger derpå og ind kommer en træbåd, som bliver slæbt op på stranden af et solstrålende spil, så er der billige fisk til alle, det er det man tror, siger Clotilde til mig, og slår på sine lår, så det klasker, slår en trillende latter op, og fortsætter med sin historie: men det er der ikke, for alle fiskene skal eksporteres til de fineste sushirestauranter i bl.a. Tokyo, det er det hun har hørt, at de lokaler fiskere tjener ufattelige summer af penge, men de forstår også at gemme den for skattevæsnet, at gøre deres velstand usynlig, og velstand er magt, siger hun og knytter sin næve, slår sit røde hår ud, hun holder en tidselblomst i sin højre hånd, en anden er knuget over hjertets sted, hun er umiddelbart tiltrækkende, køn, men ved nærmere eftersyn næsten vulgær, overkarikeret som noget fra en fræk fransk tegneserie fra 1970’erne. Så fører hun 1960’erparisisk kaffekoppen til den rødmalede mund under de flirtende langøjenvippede øjne, så mystisk, så mystisk, lidt som en sigøjnerprinsesse i forklædning som en eventyrprinsesse, hun tager et lillebitte sip, suger nærmest bare lidt glohed damp ind i mundhulen, før hun sætter koppen ned på bordet igen, og ændrer siddestilling, svinger det venstre ben over det højre, vender den anden profil til, den lige så køn, på koppen står der: 'Let’s work together as if we are living in the early days of a better nation’. Jeg vil købe nogle nye strømper i morgen og muligvis en Breugelbog. Jeg kan næsten ikke vente, siger han og fjerner noget søvn fra øjnene, de er grønne, huden silkehvid. (Husk, læs/undersøg: Etel Adnan. Gunnar Olssons Abysmal. Bernd Krauß’ praksis i udgivelser og på nettet). 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar