onsdag den 25. november 2015

Den sommer ved havet, og til næste år igen, æblerne bliver mere og mere søde, vi er på rette vej. Måske nærmest slidte, nej, stride, nej, jo, som børster, som hår fra en hest som stryges, en klang ulig noget andet, jeg nogensinde har hørt. Vandfald måske. Men også insekter og sten. Sådan lyder de, violinerne. Og støvede. Sådan hakker Werkmeister sig frem. Sådan asker han sin cigar. Har han bedrøvede øjne. Når jeg tænker på gud, ser jeg et sort hul for mig. I dag i Bazaren ville jeg købe en vegetarsamosa. Vi havde allerede delt et måltid kalvekebab med ris, tzatziki og salat, men jeg var stadig sulten. Og så bestilte jeg altså en vegetarsamosa. Mens jeg ventede på at den blev varmet, fik jeg øje på et objekt, jeg ikke tidligere havde lagt mærke til, en åben æske i sort velour, som stod lige ved siden af sugerørene, meget tiltrækkende, meget mystisk. Og med et lille rektangel af metal, måske sølv lige i midten, som jeg måtte tage i nærmere øjesyn; den var præget med det som lignede en opslået bog. Ah, tænkte jeg, et koranvers.
- Ved du hvad det er? spurgte samosamanden mig.
- Nej.
- Vil du se?
- Meget gerne.
Og han foldede æskens låger sammen, så jeg ikke længere kunne se det lille skinnende rektangel. En lukket æske nu, helt sort og blød.
- Hvad ligner det?
- Noget jeg har set på fotografier fra Mekka, svarede jeg.
- Nemlig. Kabaen i Mekka.
Og han åbnede æsken igen, og viste mig, at fladen med rektanglet kunne åbnes, det var en låge til en bog. Smukke små organiske arabiske skrifttegn åbenbarede sig for mig. Og straks var jeg suget ind. Så fine små skrifttegn, jeg elsker sådan noget. Jeg kunne ikke holde min fingre tilbage, jeg måtte bladre, jeg forstod ikke et ord af hvad der stod, men smukt så det ud. Z* kom også nærmere, hun ville også bladre. Så skulle samosamanden betjene en anden kunde, og vi lod bogen være, snakkede om noget andet, om flytningen i morgen, hvad vi manglede at pakke, og hvad skulle vi have til aftensmad, æg, og en rest pasta med kødsovs fra i går.
Samosamanden kom tilbage.
- Jeg er træt af sådan nogle mennesker, sagde han.
- Hvad mener du?
- Du ved, ham den anden kunde, han er muslim, og ægte muslimer beder fem gange hver dag, du ved, og før man beder, skal man vaske sine hænder, og du rørte ved Koranen, du er uren, du er ikke muslim, det synes han er forkert, du besudler Allah.
- Det er jeg ked af.
- Nej, nej, han tager fejl, jeg sagde til ham at Gud er stor, han er alt, og hvem ved, måske bliver du konverteret, nu du har rørt ved Bogen.
Den anden kunde blandede sig, jeg kunne ikke høre hvad han sagde, og heller ikke få ordentligt øje på ham, der var en søjle i vejen, men jeg er ikke sikker.  
Samosamanden sagde vendt lidt habibi til ham, viste ham sin udstrakte håndflade, og vendte sig mod mig.
Jeg sagde, lidt i sjov: Ja, så er jeg jo jeg måske blevet renset, nu hvor jeg har rørt ved din bog.
- Ja, hvem ved, der er så mange som tolker den forkert, det gør mig rasende, glemmer at den handler om kærlighed, sagde han, alt er det samme i paradis.
Siri dukkede op inde fra markedet, med poserne fulde af frugt og grøntsager, nu skulle vi hjem og lave mad, vi kyssede, vi gav hinanden et kram. Tilbage over parkeringspladsen som altid var våd og vindblæst, fyldt med måger og biler, mennesker som fyldte bagagerum op, stod og snakkede med hinanden i spredte grupper, røg smøger. Om aftenen og natten var det pushernes plads. Der var spor i asfalten efter dækafbrænding. Det gik vi henover hver dag på vej mellem hjem og Bazaren. Altings glohede hav. Jeg så bålene brænder, vi så bålene brænde, de brænder lige nu, de brænder lige nu, munden løber fyld af aske, alting vender tilbage til havet.

Jeg har lige været i Rotterdam, jeg er lige kommet hjem,

har kørt en bil, en blå VW Lupo på gule plader derfra og til Malmö Central. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar