lørdag den 28. november 2015


  • Offentliggjort
    Redigeringer i offentliggjorte opslag er synlige for alle, som kan se opslaget.

  • Emig & Nørgaard
    Offentliggjort af Lars Bo Nørgaard25. november kl. 03:03
    Nogen griner ekstatisk udenfor vinduet nede i gården

    hvad foregik der i Pieter Bruegel den Ældres
    hvad foregik der i IJEionymius Boschs
    Torenbusch Remcos hvad forgik der
    i hovedet på den svenske betjent
    som stod ved paskontrollen
    på den anden side af Øresundsbron
    da han kiggede mig i øjnene gennem forruden
    det var mørkt og koldt
    det småregnede, han var helt pakket ind
    skimaske på, og lyste med sin lommelygte
    ind i bilen, for at se om jeg havde mennesker
    gemt derinde, før han lod mig køre videre
    efter at vi havde nikket til hinanden

  • Emig & Nørgaard
    Redigeret af Lars Bo Nørgaard25. november kl. 03:04
    Nogen griner ekstatisk udenfor vinduet nede i gården

    hvad foregik der i Pieter Bruegel den Ældres
    hvad foregik der i IJEionymius Boschs
    Torenbusch Remcos hvad forgik der
    i hovedet på den svenske betjent
    som stod ved paskontrollen
    på den anden side af Øresundsbron
    da han så mig i øjnene gennem forruden
    det var mørkt og koldt
    det småregnede, han var helt pakket ind
    skimaske på, og lyste med sin lommelygte
    ind i bilen, for at se om jeg havde mennesker
    gemt derinde, før han lod mig køre videre
    efter at vi havde nikket til hinanden

onsdag den 25. november 2015







Den sommer ved havet, og til næste år igen, æblerne bliver mere og mere søde, vi er på rette vej. Måske nærmest slidte, nej, stride, nej, jo, som børster, som hår fra en hest som stryges, en klang ulig noget andet, jeg nogensinde har hørt. Vandfald måske. Men også insekter og sten. Sådan lyder de, violinerne. Og støvede. Sådan hakker Werkmeister sig frem. Sådan asker han sin cigar. Har han bedrøvede øjne. Når jeg tænker på gud, ser jeg et sort hul for mig. I dag i Bazaren ville jeg købe en vegetarsamosa. Vi havde allerede delt et måltid kalvekebab med ris, tzatziki og salat, men jeg var stadig sulten. Og så bestilte jeg altså en vegetarsamosa. Mens jeg ventede på at den blev varmet, fik jeg øje på et objekt, jeg ikke tidligere havde lagt mærke til, en åben æske i sort velour, som stod lige ved siden af sugerørene, meget tiltrækkende, meget mystisk. Og med et lille rektangel af metal, måske sølv lige i midten, som jeg måtte tage i nærmere øjesyn; den var præget med det som lignede en opslået bog. Ah, tænkte jeg, et koranvers.
- Ved du hvad det er? spurgte samosamanden mig.
- Nej.
- Vil du se?
- Meget gerne.
Og han foldede æskens låger sammen, så jeg ikke længere kunne se det lille skinnende rektangel. En lukket æske nu, helt sort og blød.
- Hvad ligner det?
- Noget jeg har set på fotografier fra Mekka, svarede jeg.
- Nemlig. Kabaen i Mekka.
Og han åbnede æsken igen, og viste mig, at fladen med rektanglet kunne åbnes, det var en låge til en bog. Smukke små organiske arabiske skrifttegn åbenbarede sig for mig. Og straks var jeg suget ind. Så fine små skrifttegn, jeg elsker sådan noget. Jeg kunne ikke holde min fingre tilbage, jeg måtte bladre, jeg forstod ikke et ord af hvad der stod, men smukt så det ud. Z* kom også nærmere, hun ville også bladre. Så skulle samosamanden betjene en anden kunde, og vi lod bogen være, snakkede om noget andet, om flytningen i morgen, hvad vi manglede at pakke, og hvad skulle vi have til aftensmad, æg, og en rest pasta med kødsovs fra i går.
Samosamanden kom tilbage.
- Jeg er træt af sådan nogle mennesker, sagde han.
- Hvad mener du?
- Du ved, ham den anden kunde, han er muslim, og ægte muslimer beder fem gange hver dag, du ved, og før man beder, skal man vaske sine hænder, og du rørte ved Koranen, du er uren, du er ikke muslim, det synes han er forkert, du besudler Allah.
- Det er jeg ked af.
- Nej, nej, han tager fejl, jeg sagde til ham at Gud er stor, han er alt, og hvem ved, måske bliver du konverteret, nu du har rørt ved Bogen.
Den anden kunde blandede sig, jeg kunne ikke høre hvad han sagde, og heller ikke få ordentligt øje på ham, der var en søjle i vejen, men jeg er ikke sikker.  
Samosamanden sagde vendt lidt habibi til ham, viste ham sin udstrakte håndflade, og vendte sig mod mig.
Jeg sagde, lidt i sjov: Ja, så er jeg jo jeg måske blevet renset, nu hvor jeg har rørt ved din bog.
- Ja, hvem ved, der er så mange som tolker den forkert, det gør mig rasende, glemmer at den handler om kærlighed, sagde han, alt er det samme i paradis.
Siri dukkede op inde fra markedet, med poserne fulde af frugt og grøntsager, nu skulle vi hjem og lave mad, vi kyssede, vi gav hinanden et kram. Tilbage over parkeringspladsen som altid var våd og vindblæst, fyldt med måger og biler, mennesker som fyldte bagagerum op, stod og snakkede med hinanden i spredte grupper, røg smøger. Om aftenen og natten var det pushernes plads. Der var spor i asfalten efter dækafbrænding. Det gik vi henover hver dag på vej mellem hjem og Bazaren. Altings glohede hav. Jeg så bålene brænder, vi så bålene brænde, de brænder lige nu, de brænder lige nu, munden løber fyld af aske, alting vender tilbage til havet.

Jeg har lige været i Rotterdam, jeg er lige kommet hjem,

har kørt en bil, en blå VW Lupo på gule plader derfra og til Malmö Central. 
’MOLDOVA / Plathopper / 2 Taber Lande = / BOSNIA (sutter pik) & SERBIA / UBICE / NOŽ-ZICA-SREBRENICA / MACEDONIA / ISLAM / SLOVENIA'

(European contextualising in analyticalsociology and ethnographical representation on history and the present af Remco Torenbusch,).
Nogen griner ekstatisk udenfor vinduet nede i gården












hvad foregik der i Pieter Bruegel den Ældres

hvad foregik der i IJEionymius Boschs

Torenbusch Remcos hvad forgik der
i hovedet på den svenske betjent
som stod ved paskontrollen
på den anden side af Øresundsbron
da han så mig i øjnene gennem forruden
det var mørkt og koldt
det småregnede, han var helt pakket ind
skimaske på, og lyste med sin lommelygte
ind i bilen, for at se om jeg havde mennesker
gemt derinde, før han lod mig køre videre
efter at vi havde nikket til hinanden





der ikke andet i verden end den, og kroppen som formulerer den. Som kroppen formulerer verden.
En roligt rullende musik, sommetider revet op, sommetider næsten helt væk.
Et flosset lys. Det irriterende er, at jeg kan lugte min angsts sved,  når jeg træder ind på mit værelse, min dyne.

Præsens infinitiv aktiv.
Sandelsæben fra Mysore ligger ovre på min eksterne harddisk. Harddisken er designet af Porsche. Vi købte hver sin, dengang vi skabte det på forhånd undergangsbestemte kunstværk på nettet, i nettet, Satellite Suburbia, vi havde fået støtte af Kunstfonden. Det er allerede over tre år siden, og nu begynder vi at lukke værket ned igen, fjerner det fra internettet, det har haft sin tid, næsten ingen har set det. Et par dage fra nu, er det væk. eukaryon.net, excellentchoice.biz, cepho.org, conarium.in, 24nov11.dk. Iflg. det seneste. At konkurrenten er altrygende, men alligevel ikke. Bid mærke i.


Det strammer til.

 Ingen kender morgendagen, siger du ud mellem dine sammenbidte, dine tænder.


 Jeg sad lige og tænkte på flødekarameller. En handske danser rundt i rummet. 

fredag den 20. november 2015


Det er det det handler om

Revylution, piber han, revylution, du ved godt hvem jeg snakker om, gør du ikke, hyler han og hopper rundt på scenen, en stor og nuttet, alle klapper, alt er fryd, han glider i en pandekage, en med rigeligt, det må man sige, det trækker tiden ud.
Var ude for at ryge og så denne graffiti ridset ind i en jernsøjle på Piet Zwart Institute, min vens skole: ’TIRED / IN LOVE / SEE YOU’. Nu skal vi ud og spise nogle nudler. Og morgenmad, havregrød med havremælk, stærk kaffe (fordi min ven er holdt op med at ryge, og vi er enige om at kaffe smager underligt sammen med havremælk, lidt kvalmende, sødt og tungt, vi kan bedre lide komælk, skummet) fra den skotske kop med ’sloganet’ Let’s work together as if we are living in the early days of a better nation. Udsigt til et mørkt hav ombord på M/V Prinsesse Benedikte. Det gynger, jeg får næsten ikke kvalme. På udendørsdækket var der mange med mellemøstlige udseender, familier, de virkede lettede, syriske flygtninge muligvis.

Toiletgraffiti ombord på Prinsesse Benedikte: 
’MOLDOVA / Plathopper / 2 Taber Lande = / BOSNIA (sutter pik) & SERBIA / UBICE / NOŽ-ZICA-SREBRENICA / MACEDONIA / ISLAM / SLOVENIA'

(Husk læs: European contextualising in analyticalsociology and ethnographical representation on history and the present af Remco Torenbusch, og undersøg hans praksis nærmere på nettet).

Jeg ved ikke om der er nogen som forstår hvad der foregår omkring os.

Farven på EU's flag hedder ’bleu, blue, blau, blå, blo, bla (og så videre) reflex’ flaget selv har ikke noget navn, referere ikke til noget specifikt landskab, nogen slagmark, det har tværtimod vendt blikket den anden vej, nemlig op,

de tolv stjerner repræsenterer ikke medlemslandene, som man nogle gange hører, men referer rent faktisk til de tolv disciple, oprindeligt skulle der have været en sol midt i en stjernecirklen, men det blev fravalgt af æstetiske grunde, det blev for rodet at se på, for kompliceret at tegne af for eksempel skolebørn i hele Europa, det skulle være let genkendeligt, umiddelbart, rent, det første forslag, som var tæt på at blive vedtaget, var et grønt kors, placeret geometriskgrafisk på fladen på samme måde som det svenske kors ligger henover himlen og lyser gyldent, og det danske kridhvide på en blodrød mark. EU's grønne kors skulle ligge på et hvidt silkelagen, og hvor korsets to akser mødtes, skulle Strasbourgs våbenskjold hænges op, det nye Europas hjerte og hjerne, kød og blod, et levende, traumatiseret væsen, som lige havde overlevet en suicidal krig med sig selv, Nazisterne imod De Allierede, og De Allierede vandt, i forgårs kørte min ven og jeg forbi den gamle amerikanske koldkrigslufthavn Qiuckborn, motorvejsstrækningen mellem Danmark og Hamborg kunne på meget kort tid omdannes til en enorm lufthavn til fly tungt ladet med atombomber, hvis krigen brød ud, de røde gik til angreb på den civiliserede verden.

Nogen griner ekstatisk udenfor vinduet nede i gården,

hvad foregår der i andre menneskers hoveder
hvad foregik der i Pieter Bruegel den Ældres
hvad foregik der i IJEionymius Boschs
Torenbusch Remcos hvad forgik der
i hovedet på den svenske betjent
som stod ved paskontrollen
på den anden side af Øresundsbron
da han kiggede mig i øjnene gennem forruden
det var mørkt og koldt
det småregnede, han var helt pakket ind
skimaske på, og lyste med sin lommelygte
ind i bilen, for at se om jeg havde mennesker
gemt derinde, før han lod mig køre videre
efter at vi havde nikket til hinanden

I dag er jeg kørt fra Rotterdam til Malmö

i en blå VW Lupo med racerbilsæder og ødelagt radio, hele dagen kun lyden af motorvejen, bilerne, vinden, motorens uendelige omdrejninger, det er en voldsom maskine at sidde bag rettet i, med det ansvar, det er at have magten over noget som vejer omkring et ton, og bevæger sig med mellem 120 og 150 kilometer i timen, meget tæt på andre, næsten identiske maskiner med samme vægt og med samme hastighed, og andre maskiner igen, på samme rute gennem skiftende landskaber, men med lidt mindre hastighed, og langt højere vægt og massefylde, end den maskine, du selv sidder i.

Lighedstegnsproblematikken eller kernefysik,

tre ord i en i teorien, men også i praksis, uendelig bog.

Noget andet, noget andet, siger hun kælent, og lader sin hånd glide op i mine underbukser.

Forårsmorgen ved havet.

Et himmelblåt tæppe med tolv strandskaller på.

Jeg har et Babeltårnspuslespil som jeg er ved at lægge, siger han, og rejser sig så underligt.

Så sidder hun der.   

     emblem i flagdragt som
det er, det forhåndenværende,
og emblemer har ikke navne                             
   
Staten Saar, jeg har aldrig hørt om den, undersøg.

Tak til T*


"Og T*: Du skylder mig stadig den tegning af en konkylie, du lovede at lave, fordi vi ikke fik købt de ægte konkylier, som var blevet lavet til penneholdere, som vi så i Kanyakumari, og som var så smukke. Og det må jo have været din skyld, at vi ikke fik købt dem, siden du skylder mig en tegning; jeg husker ikke de nærmere omstændigheder, men sådan må det være." 
- fra LBNs udgivelse, Vores 74 M²






Jeg har lige været i Rotterdam, jeg er lige kommet hjem,

har kørt en bil, en blå VW Lupo på svenske plader derfra og til Malmö Central. Jeg besøgte min ven, som går på kunstakademi dernede, deler studie med en hackingkunstner fra vistnok Letland, og en ung kvinde med langt lyst hår, meget farverige spandexbukser, hendes ben lignede et vulkanudbrud midt i eksplosionen, jeg kunne ikke gætte hvor hun kom fra, hun talte engelsk med accent jeg ikke kunne bestemme, måske også østeuropa, kunne også være finland, måske ungarn, det kunne det godt være. I går nærstuderede jeg Hieronymos Boschs triptykon Garden of Earthly Delights, helt forsvundet i nederste venstre hjørne, hvad betyder egentlig i det kattedyr som står så strunk med tænderne lukkede omkring hovedet på en nyligt afdød øgle, og hvorfor står et fantasivæsen som lidt ligner en hund, lidt en fugl, et slankt og sort dyr sammen med en påfugl og æder en afdød øgle i familie med den kattedyret har i munden, og hvad er det for en underligt kunstig søbred de står på, og hvorfor slæber en sælunge sig op fra søen, hænger mellem det tørre og det våde element og er gået i stå, kommet i tvivl måske, det er jo meget behageligt nede i vandet, i vægtløsheden og de dybe bølger, behagelige lyde, men oppe på fastlandet er der nogle helt uimodståeligt lækre frugter som er svære at lade være med at spise, der er en masse eksotiske fugle, jeg ikke kender navnet på, nogensinde har set eller hørt noget om før jeg ser der dem her i det nederste venstre hjørne af det venstre sidepanel til Boschs Garden of Earthly Delights, det som hedder Paradis, og modstilles af Helvede, der står Jesus midt mellem Maria og Adam, helt klædt i lyserødt, fremvisende et fingertegn, jeg ville associere med fred, men som også kan betyde sejr, hvem ved hvad Jesus mente med det på Boschs tid, og hvad vil Bosch sige med det til os, mig som stod og forsvandt i det i flere lange minutter, får jeg kiggede op, så ned, til højre og venstre, og så at maleriet bare blev ved og ved til alle sider, i alle dimensioner, nogen havde rent faktisk stået i et eller andet rum for små femhundrede år siden, i omegnen af hvor jeg stod, og betragtede det, og malet Hiernomous Boschs

Garden of Earthly Delights.

Hvis du nogensinde, kære læser, får muligheden for at se originalen med egne øjne, så gør det, reproduktionerne er nærmest umulige at forstå efter at man har set værket ved selvsyn i detaljen, fulgt de små penselstrøg, fejl og forhalinger, et mylder af små diskussioner mellem farve og penselstrøg, og nedunder ligger stoffet, fornemmer man tydeligt, som er blevet høstet, tærsket og været gennem mange, mange forfinelsesprocesser, indtil det er blev til hørtråd, som er blevet vævet og spændt op, købt af Hiernymous Bosch og bemalet for små femhundrede år siden ikke langt fra det sted, hvor jeg stod i går, små femhundrede år senere, i 2015, november, sidenhen er byen blevet brandbombet af Nazityskland under anden verdenskrig, fordi hollænderne modsatte sig militært mod invasionshæren fra øst, de ville simpelthen ikke give op, stædige bønder, nederlandsmennesker, irriterende, myreagtige, så Hitler besluttede sig for at bombe Rotterdam til glødende ruiner, totalt destrueret, småsten og aske. Så overgav hollænderne sig, så indså de, hvor almægtig Hitler var, en vanvittig afgud, en Lokefigur men uendeligt meget mere traumatiseret, fuldstændig sønderknust, i konstant granatchok, blanke øjne, vanvittige fagter i Ingenmandsland, han holder ikke taler, han skriger sine ordrer ud, han skal overdøve granatnedslagenes ufattelige larm. Som at stå i en malmklokke nogen hamrer meningsløst på. Uden ende. Man står der og indser at man skriger til sig selv, i mudderet omkring mig ligger mine venner, sprængt i stumper og stykker, og først nu mærker jeg mine egne sår, at noget ligesom siler fra mig, at jeg bliver kold, min fod ligger i mudderet alene, stadig med støvlen på, det flimrer lidt, det er ikke ubehageligt, som at falde i søvn efter en hård dags arbejde, man glider. Vi blev næsten blæst omkuld af vinden, da vi gik over broen over den Limfjordsbrede flod Maas, som løber midt gennem Rotterdam, deler den i nord og syd, rig og fattig, det er lang tid siden, jeg har været udsat for så voldsom en vind, vel nærmere faktisk kuling eller måske endda storm, det er november, og alligevel føltes stormen lun og tør. Vi snakkede om det ufattelige i at skyskraberne kan modstå presset, de står der midt i stormen, så høje og firkantede, en mærkeligt bedaget futuristisk arkitektur, allerede så trætte, så få år efter de er blevet bygget, indenfor vores levetid. Rotterdam blev brandbombet af tyskerne under anden verdenskrig (jævnet med jorden), så overgav hollænderne sig. Jeg bliver altid overrasket over mængden af shampoo, balsam, sæbe og så videre som findes i folks brusenicher. I brusenichen her, jeg kan ikke huske hvad gaden hedder, noget med Vrieslaan (Beijerlandslaan, rettet to døgn senere), hvis jeg husker rigtigt, er der omkring 15-20 af den slags produkter. Jeg bruger sjældent sæbe, jeg vasker mig kun med vand, jeg bruger også sjældent deodorant. Ordet ’shampoo’ er importeret fra hindi. En tom aluminiumsdåse triller rundt ude i den forfaldne baggård, det stormer stadig. I morgen skal jeg se en udstilling med malerier af Bosch og Bruegel. Min ven som jeg bor hos nu, er fotokunstner, hans fotografier minder mig sommetider om noget som kunne være fotograferet inde i et Breugelmaleri, især Bruegels efterårsmotiver, også de andre årstider optræder hos begge kunstnere, men hvor Breugel er dybt fokuseret på samtlige årstider, tidens gang i farverige detaljer, tilværelsen i alle facetter, overgange det hele, mellem alvor og sjov, død og glæde, liderlighed og forelskelse, druk og hor og undergang med de mest nænsomme penselstrøg, den ældre, nissefar i trylleland, hvad er det han vil vise frem, hvad vil han sige, er det noget med døden, Adam og Eva, Babelstårnet under konstruktion eller forfald, det er vanskeligt at afgøre, arbejdet er stadig i gang overalt, men samtidig ser det ud som det de bygger samtidig hele tiden forfalder, spørgsmålet er om de kan holde tempoet oppe, om de kan holde status quo imod den totale selvdestruktion, en blå, blå himmel med tolv gyldne stjerner i cirkel på, for tolv var disciplene, og fra himlen blå skal Jesus Kristus igen opstå, amen, det er med hele tiden at holde fanden stangen, fanden, det er ham vi peger på, så lægger vi røgslør ud bagefter og tager en sommer på stranden, får lidt farve på kroppen, spise en is, pjasker lidt i vandet, dypper en storetå i det store sublime, hvordan skal man nogensinde kunne forstå så meget af farven blå på én gang, og så usædvanligt højt til himlen, der flyver måger derpå og ind kommer en træbåd, som bliver slæbt op på stranden af et solstrålende spil, så er der billige fisk til alle, det er det man tror, siger Clotilde til mig, og slår på sine lår, så det klasker, slår en trillende latter op, og fortsætter med sin historie: men det er der ikke, for alle fiskene skal eksporteres til de fineste sushirestauranter i bl.a. Tokyo, det er det hun har hørt, at de lokaler fiskere tjener ufattelige summer af penge, men de forstår også at gemme den for skattevæsnet, at gøre deres velstand usynlig, og velstand er magt, siger hun og knytter sin næve, slår sit røde hår ud, hun holder en tidselblomst i sin højre hånd, en anden er knuget over hjertets sted, hun er umiddelbart tiltrækkende, køn, men ved nærmere eftersyn næsten vulgær, overkarikeret som noget fra en fræk fransk tegneserie fra 1970’erne. Så fører hun 1960’erparisisk kaffekoppen til den rødmalede mund under de flirtende langøjenvippede øjne, så mystisk, så mystisk, lidt som en sigøjnerprinsesse i forklædning som en eventyrprinsesse, hun tager et lillebitte sip, suger nærmest bare lidt glohed damp ind i mundhulen, før hun sætter koppen ned på bordet igen, og ændrer siddestilling, svinger det venstre ben over det højre, vender den anden profil til, den lige så køn, på koppen står der: 'Let’s work together as if we are living in the early days of a better nation’. Jeg vil købe nogle nye strømper i morgen og muligvis en Breugelbog. Jeg kan næsten ikke vente, siger han og fjerner noget søvn fra øjnene, de er grønne, huden silkehvid. (Husk, læs/undersøg: Etel Adnan. Gunnar Olssons Abysmal. Bernd Krauß’ praksis i udgivelser og på nettet). 
Bålene brænder, er der noget vi har glemt.
Om torsdagen gad jeg godt gå til noget med liv i, som min jyske side siger.  Jeg er flyttet ind til Kongens Nytorv, det er gået ham godt, det må man sige. Så klippes der til noget andet. Vores udsendte er lige ved at vælte omkuld på skærmen, for øjnene af os, det er som at være der selv. Så noget om nogle blå kattekillinger på Mors, og lidt om noget mad og nogen sko, hvordan føltes det, at stå der i regnen, og være lige ved at falde omkuld for øjnene af Danmark, godaften, vi sender live fra studiet, aftenens gæst, den udsendte fra lige før, som var ved at vælte omkuld i regnen, vil fortælle os hvordan det føltes, at næsten blive væltet omkuld af regn på live-tv, klippet er på under en uge blevet set af 1½ million seere på Facebook, kun lige overgået af en grøn græshoppe fra McComb, Mississippi, som kan spille violin og æde sit eget hoved samtidig, lagt op på Youtube af en opsigtsvækkende såkaldt spam artist, som går under pseudonymet mira_dexmontis, og som CIA efter sigende har haft i søgelyset gennem længere tid.
Og nu til nogle andre nyheder.
I Rusland skal en mand have en hovedtransplantation, flere eksperter mener, at hvis operationen lykkes, og mandens hoved virkelig vågner op på en anden mands krop, vil det formentlig være en ubegribelig smertefuld oplevelse, et rent helvede. 

søndag den 15. november 2015

Jeg kunne ikke sove natten til i går, og jeg kan heller ikke sove nu. Terrorangrebet i Paris, 13. november, 2015. Det skete i mit gamle kvarter, det 11. arrondissement, ikke langt fra Père Lachaise. Alt er forandret. Det er ikke længere det sted, det var, da jeg boede der for seks år siden. På tv-transmissionerne kunne jeg se mit gamle posthus, den bænk jeg plejede at sidde på, min café. Alt var smurt ind i blod, ikke et møde på slagmarken, en likvidering. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne.        

onsdag den 11. november 2015

mandag den 9. november 2015

Pressemeddelelse for humor-antologien HAHA, som udkommer på Limbo Library, januar, 2016:

Publikationen kommer ud i forbindelse med ferniseringen for kunstudstillingsdelen af HAHA den 8. januar. Men du får den senest inden jul. Udgivelsen vil også fungere som plakat i forbindelse med udstillingen. 13. januar har vi et oplæsningsarrangement. Det er Frederiksberg Kommune der betaler ballet, fordi det foregår i et nyoprettet kulturhus i et gennemsaneret boligområde. En helt ny bydel, de er ved at åbne op. Det Gule Hus hedder det. Du skal glæde dig til at se det. Et lille lys, en lille fest i januar, fjorten dage efter nytår. Vi ses.
Genhusningen
Kapitel et  
---


Taktfaste klapsalver, lidt skyderi udenfor, men hvem bemærker det, her i hallen, det store, flotte krystalskib, hvor alting hænger sammen. Vi sover blidt, vi lever af sukkerknalder, synger englekoret, de har de sødeste øjne. Så er der en telefon der ringer, og alting bliver slået i stykker. Ude i garderoben skriger nogen, at H. C. Andersen er genopstået. Det er der mange, der bliver benovede over, men der er også straks nogen der begynder at kværulere, siger han, og rejser sig op, slår et par cirkler om sig selv, Rasmus.              

---                     


Kapitel 2

----





Tidligere i dag så jeg en kongefugl, tror jeg. Hvis det virkelig var en kongefugl jeg så, er det første gang i mit liv, jeg har set en kongefugl. Det var ovre ved Kastellet. Hvis det en dag bliver afsløret, at månelandingen ikke fandt sted, vil jeg holde en stor fest. Inde fra stuen kan jeg høre lyden af et tv-program for børn, som med uregelmæssige intervaller overdøves af en blender i køkkenet. Klokken er et minut over fem om eftermiddagen, solen er gået ned. Jeg er hverken træt eller frisk. Jeg burde skrive det her i hånden. Jeg roder, jeg burde rydde op, jeg har boet her i lidt over tre måneder nu, men er ikke færdig med at pakke ud, indrette mig. Jeg kan være så sløv. Jeg har ondt i ryggen. Kaffen er ved at blive kold. Lyden af fugle, krager måske, kommer ind gennem det åbenstående vindue, jeg lufter ud, og trafikkens drone, som et monotont hav, en uendelig bølge, ingen variation, bilhorn, en scooter, hammerslag fra en byggeplads. Grå himmel også i dag. Jeg troede jeg skulle til Rotterdam i morges, men opdagede i nat, at det først er om en uge.




---- 




Kapitel 3



jeg lider

af falafelmangel
jeg tager tid
på timianens
vækst



*

jeg tror
jeg har
tabt mig
lidt


*



ryger
en
cigaret


*

lille pipfugl flyver væk
over horisonten
og tilbage igen, sagde
en stemme
i en brændende busk
hvem tør 
kaste den først
sten

*


Og så videre.


*

hov, strømmen
gik da lige
inden konen
kom hjem
med flabrefisk
til min pande,
det må du
undskylde. kh

 din farbror

*


Kapiel 4


Min farmor døde fjorten dage før min konfirmation, det tøj jeg havde på til hendes bisættelse, var egentlig indkøbt til konfirmationen, nu blev det bisættelsestøj, mine forældre købte noget andet jeg kunne have på til konfirmationen. Jeg kan huske, at jeg, da deltagerne fra bisættelsen mødtes i min farmors hus, min fars barndomshjem, skulle give hånd til et familiemedlem, jeg aldrig have mødt før, og inden jeg gav ham hånden, kom jeg af nervøsitet sikkert, til at føre den op under min næse, for at tørre noget snot væk, og i min forfjamskelse fik jeg det ikke tørret væk: Jeg kan huske hans ansigtsudtryk, hvordan han ikke brød sig om, at skulle røre ved min snothånd, alle de bakterier. Men han gjorde det alligevel, det foreskrev skikken. Israelske forskere har lige offentliggjort en videnskabelig afhandling, som påviser at op imod 80% af alle mænd, og 60% af alle kvinder, ubevidst lugter til sin hånd, umiddelbart efter at man har håndtrykket med en anden, eller noget i den stil. 



KAPITEL 5



I et wordprogram kan skriften ikke slingre
ret meget i valsen. Den er stramt fastlagt,

på forhånd, siger han, og tilføjer: visuelt.