tirsdag den 6. oktober 2015

Så væltede galden ud over ham, han var dum, en naiv nar, overhovedet ikke på hans intellektuelle niveau, hvad fanden han lavede der, en overfladisk idiot. Det ramte plet. Han er for tyndhudet for tiden. Hans mindreværd, hans angst. Han udnyttede det. Han er intelligent og følsom, han opfanger de mindste signaler fra sine omgivelser. Og selvfølgelig har han så også bemærket hans nervøsitet og forstået den. Så havde han et våben. Og han er altid den der kan tale hurtigst, råbe højest. Forsøger man at komme med indvendinger, rejser han sig op og række sine tynde, arrede fingre mod himlen og brøler. Jesus Kristus, skriger han, hvorfor skal han være omgivet af ignorante mider. Så går der ikke lang tid, før han begynder at rable om sit ønske om at dø, om at han kun lever for sin mors skyld, han vil ikke udsætte hende for den smerte, det ville være, at opleve hendes søn tage sit eget liv.Han er i gang med at vride sig løs af mine mange år dybt begravet i sig selv, så angst for at blive slået i stykker. Det er slut. Engang sagde han det direkte til ham: så slå dig selv ihjel. Han flåede sit plasticølkrus i stykker, forsøgte at skære sin pulsåre over. Han sagde at han var træt af at høre på hans ævl, at det altid skal være så vildt, så fantastisk, åh, den himmel og havet under, Solens op-og-ned. Han har selv tænkt over det, om det er ved at være trættende, det fylder, det vælter ud af ham, han snakker med sig selv, råber og skriger

hvis vi skal være ærlige

Ingen kommentarer:

Send en kommentar