mandag den 26. oktober 2015

Han siger: se solnedgangens farve, det er mælkelilla, vil jeg kalde det, som en film af mælk.
Som var Solen et yver, sagde jeg.
Hvad sagde du, spurgte han, og jeg gentog: Solens yver, som om det er der, farverne på himlen kommer fra.
Ja, netop, svarede han.
Rasmus siger at det første de gjorde, efter at de var landet, var at gå ned til floden. Det er Ganges han hentyder til, sådan er det altid, når han snakker om floden er det altid Ganges han mener, flodernes flod, som han kalder den, og piller sig selv i skægget, sidder og kigger på sin storetå stikke ud gennem et hul i sokken. Har han altid det samme par sokker på, eller er der huller i alle hans højrefodssokker. Han hører ikke til den slags mennesker som skifter tøj hver dag, eller går i bad ligeså jævnligt for den sags skyld. Ikke at man kan kalde ham doven, så langt vil jeg ikke gå, selvom der er lange perioder, hvor det ikke er meget andet, end at sove, og gå korte ture i det nære landskab, mellem boligblokkene, sommetider helt ned til den nærliggende sø, og hvis han helt glemmer sig selv, så hele vejen rundt om den, men så er han også svedig og træt, når han kommer hjem, ikke til at tale med, så vil han sidde i sin gamle, pyntede lænestol og med halvlukkede øjne betragte de få råger og duer som hopper omkring ude i læhegnet mellem hans blok og kollegiet på den anden side. Eller er det kollegiet, han holder under opsyn. Når jeg har besøgt ham, har jeg aldrig set nogen aktivitet derovre, andet end lys som bliver tændt, og lys som bliver slukket bag vinduerne. Måske er det nok til at holde ham beskæftiget, når han er i det humør. Som et insekt som sidder tålmodigt og venter på at byttet vader ind foran ham, og han ikke skal gøre andet, end at sende en slimet tunge eller giftig nål ud og trække måltidet ind. Hedder det en nål. Kan et insekt have en tunge.
Og jeg kan ligeså godt fortsætte: tålmodighed er et forkert ord, Rasmus er hinsides. Der foregår tilsyneladende ikke noget som helst. Hvis ikke det var fordi hans brystkasse bevægede sig, kunne man tro, at man sidder i stue med et lig.     
Det første de gjorde, efter at de var landet var at gå ned til floden, Rasmus og hans ven Jeppe, han vender tilbage til det igen og igen, ilden har fået fat, kun tre måneder tidligere var hans far død, faldt ned ad trapperne derhjemme et par dage inden juleaften, og slog sit baghoved i stykker, kraniehulen oversvømmet med blod, et døgns tid i respirator, så havde de slukket ved midnat mellem den 22. og den 23. december, et kvarter senere var han død. Og der stod han så, Rasmus, tre måneder senere, i Indien ved den hellige flods bred, det sted som hedder Manikarnika, hvor afdøde menneskekroppe brændes døgnet rundt, de brænder lige nu, og havde set det ske, hvordan en menneskekrop forvandles fra hud og kød, hår og knogler og så meget andet til aske og smides ud i flodens mørke vand. Han kan aldrig rigtig vende tilbage. Eller: Manikarnika kan ikke forlade ham, han bærer bålene med sig, den søde røg, hundene som gøede i natten, hundene som drev omkring mellem bålene, snuppede en luns forkullet kød, en fod, en hånd, lidt lår hvis de kunne komme af sted med det, og slæbte det væk for at æde det i sig. Det var helt enkelt. Noget forykkede sig i ham, noget faldt på plads. Det kan ikke være anderledes, døden findes. Engang spurgte et barn mig om man ikke bliver større, når man er færdig med at være død. Det kunne jeg ikke svare på, det vil sige: jeg sagde, at så langt rakte min viden ikke, det var et stort hvidt område i mit hoved. Jeg ved ikke om barnet forstod.










Vi hører Heaven or Las Vegas, den bløde stemme, bløde, bløde stemme. Månen hænger derude over trætoppene. Hænger ikke, glider langsomt henover. Rasmus har lukket sine øjne, hans læber er blåligt røde, jeg har lyst til at kysse ham.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar