mandag den 26. oktober 2015

Det første de gjorde, efter at de var landet var at gå ned til floden, han vender tilbage til det igen og igen, ilden har fået fat, kun tre måneder tidligere var hans far død, faldt ned ad trapperne derhjemme et par dage inden juleaften, og slog sit baghoved i stykker, kraniehulen oversvømmet med blod, et døgns tid i respirator, så havde de slukket ved midnat mellem den 22. og den 23. december, et kvarter senere var han død. Og der stod han så, Rasmus, tre måneder senere, i Indien ved den hellige flods bred, det sted som hedder Manikarnika, hvor afdøde menneskekroppe brændes døgnet rundt, de brænder lige nu, og havde set det ske, hvordan en menneskekrop forvandles fra hud og kød, hår og knogler og så meget andet til aske og smides ud i flodens mørke vand. Han kan aldrig rigtig vende tilbage. Eller: Manikarnika kan ikke forlade ham, han bærer bålene med sig, den søde røg, hundene som gøede i natten, hundene som drev omkring mellem bålene, snuppede en luns forkullet kød, en fod, en hånd, lidt lår hvis de kunne komme af sted med det, og slæbte det væk for at æde det i sig. Det var helt enkelt. Noget forykkede sig i ham, noget faldt på plads. Som når en sætning pludselig falder på plads, og ikke kan stå på nogen anden måde. En sandhed, lokal, midlertidig måske, men en sandhed. Det kan ikke være anderledes, døden findes. Engang spurgte et barn mig om man ikke bliver større, når man er færdig med at være død. Det kunne jeg ikke svare på, det vil sige: jeg sagde, at så langt rakte min viden ikke, det var et stort hvidt område i mit hoved. Jeg ved ikke om barnet forstod.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar