mandag den 26. oktober 2015

Han siger: se solnedgangens farve, det er mælkelilla, vil jeg kalde det, som en film af mælk.
Som var Solen et yver, sagde jeg.
Hvad sagde du, spurgte han, og jeg gentog: Solens yver, som om det er der, farverne på himlen kommer fra.
Ja, netop, svarede han.
Rasmus siger at det første de gjorde, efter at de var landet, var at gå ned til floden. Det er Ganges han hentyder til, sådan er det altid, når han snakker om floden er det altid Ganges han mener, flodernes flod, som han kalder den, og piller sig selv i skægget, sidder og kigger på sin storetå stikke ud gennem et hul i sokken. Har han altid det samme par sokker på, eller er der huller i alle hans højrefodssokker. Han hører ikke til den slags mennesker som skifter tøj hver dag, eller går i bad ligeså jævnligt for den sags skyld. Ikke at man kan kalde ham doven, så langt vil jeg ikke gå, selvom der er lange perioder, hvor det ikke er meget andet, end at sove, og gå korte ture i det nære landskab, mellem boligblokkene, sommetider helt ned til den nærliggende sø, og hvis han helt glemmer sig selv, så hele vejen rundt om den, men så er han også svedig og træt, når han kommer hjem, ikke til at tale med, så vil han sidde i sin gamle, pyntede lænestol og med halvlukkede øjne betragte de få råger og duer som hopper omkring ude i læhegnet mellem hans blok og kollegiet på den anden side. Eller er det kollegiet, han holder under opsyn. Når jeg har besøgt ham, har jeg aldrig set nogen aktivitet derovre, andet end lys som bliver tændt, og lys som bliver slukket bag vinduerne. Måske er det nok til at holde ham beskæftiget, når han er i det humør. Som et insekt som sidder tålmodigt og venter på at byttet vader ind foran ham, og han ikke skal gøre andet, end at sende en slimet tunge eller giftig nål ud og trække måltidet ind. Hedder det en nål. Kan et insekt have en tunge.
Og jeg kan ligeså godt fortsætte: tålmodighed er et forkert ord, Rasmus er hinsides. Der foregår tilsyneladende ikke noget som helst. Hvis ikke det var fordi hans brystkasse bevægede sig, kunne man tro, at man sidder i stue med et lig.     
Det første de gjorde, efter at de var landet var at gå ned til floden, Rasmus og hans ven Jeppe, han vender tilbage til det igen og igen, ilden har fået fat, kun tre måneder tidligere var hans far død, faldt ned ad trapperne derhjemme et par dage inden juleaften, og slog sit baghoved i stykker, kraniehulen oversvømmet med blod, et døgns tid i respirator, så havde de slukket ved midnat mellem den 22. og den 23. december, et kvarter senere var han død. Og der stod han så, Rasmus, tre måneder senere, i Indien ved den hellige flods bred, det sted som hedder Manikarnika, hvor afdøde menneskekroppe brændes døgnet rundt, de brænder lige nu, og havde set det ske, hvordan en menneskekrop forvandles fra hud og kød, hår og knogler og så meget andet til aske og smides ud i flodens mørke vand. Han kan aldrig rigtig vende tilbage. Eller: Manikarnika kan ikke forlade ham, han bærer bålene med sig, den søde røg, hundene som gøede i natten, hundene som drev omkring mellem bålene, snuppede en luns forkullet kød, en fod, en hånd, lidt lår hvis de kunne komme af sted med det, og slæbte det væk for at æde det i sig. Det var helt enkelt. Noget forykkede sig i ham, noget faldt på plads. Det kan ikke være anderledes, døden findes. Engang spurgte et barn mig om man ikke bliver større, når man er færdig med at være død. Det kunne jeg ikke svare på, det vil sige: jeg sagde, at så langt rakte min viden ikke, det var et stort hvidt område i mit hoved. Jeg ved ikke om barnet forstod.










Vi hører Heaven or Las Vegas, den bløde stemme, bløde, bløde stemme. Månen hænger derude over trætoppene. Hænger ikke, glider langsomt henover. Rasmus har lukket sine øjne, hans læber er blåligt røde, jeg har lyst til at kysse ham.







#Der er ingenting på himlen i dag, kun skyer, måger, støvregn. Kære ven. Siri har forladt mig, det gør ondt. Kaffen koger i mig. Solen snurrer rundt. En posefuld bjørneklofrø lugter bittert i vindueskarmen. En kran bevæger sig ikke, halvt skjult af bygningen på den modsatte side af min baggård. Ikke rigtigt en baggård, nærmere en slugt. På bunden står Fakta Quicks affaldscontainere#





(vækst)

Havde helt glemt den der helt særlige følelse jeg fik, når jeg var i byen i Aalborg, 17 år gammel, og nogen så sagde: "skal du være frisk," til mig. Det var virkelig ikke særlig rart. Ordet 'frisk' er hårdt på jysk. Og jeg har en lille teori, om at det bliver mere brutalt, jo længere vestpå du kommer, helt ude ved Vestkysten skummer det ligefrem op, og bliver blæst direkte i fjæset på dig, snothvalp, skrid hjem.
Det første de gjorde, efter at de var landet var at gå ned til floden, han vender tilbage til det igen og igen, ilden har fået fat, kun tre måneder tidligere var hans far død, faldt ned ad trapperne derhjemme et par dage inden juleaften, og slog sit baghoved i stykker, kraniehulen oversvømmet med blod, et døgns tid i respirator, så havde de slukket ved midnat mellem den 22. og den 23. december, et kvarter senere var han død. Og der stod han så, Rasmus, tre måneder senere, i Indien ved den hellige flods bred, det sted som hedder Manikarnika, hvor afdøde menneskekroppe brændes døgnet rundt, de brænder lige nu, og havde set det ske, hvordan en menneskekrop forvandles fra hud og kød, hår og knogler og så meget andet til aske og smides ud i flodens mørke vand. Han kan aldrig rigtig vende tilbage. Eller: Manikarnika kan ikke forlade ham, han bærer bålene med sig, den søde røg, hundene som gøede i natten, hundene som drev omkring mellem bålene, snuppede en luns forkullet kød, en fod, en hånd, lidt lår hvis de kunne komme af sted med det, og slæbte det væk for at æde det i sig. Det var helt enkelt. Noget forykkede sig i ham, noget faldt på plads. Som når en sætning pludselig falder på plads, og ikke kan stå på nogen anden måde. En sandhed, lokal, midlertidig måske, men en sandhed. Det kan ikke være anderledes, døden findes. Engang spurgte et barn mig om man ikke bliver større, når man er færdig med at være død. Det kunne jeg ikke svare på, det vil sige: jeg sagde, at så langt rakte min viden ikke, det var et stort hvidt område i mit hoved. Jeg ved ikke om barnet forstod.

søndag den 25. oktober 2015

Ingen af os kan holde øjnene åbne. Solen er ved at stå op. Så gik vi ind, og lagde os i hans seng, mælkesure sengetøj.

lørdag den 24. oktober 2015

















Jeg ved ikke, hvad de snakker om































    Lars Bo Nørgaard har delt sit billede.
    2 min.
    Det er ikke bare en sten

    Kommentarer
    Knud Steffen Nielsen meget flot billede.
    Lars Bo Nørgaard og grumt
    Synes godt omSvar12 min.





"Han har aldrig for alvor været nordpå, ikke for alvor i højlandet, eller bedre endnu: vintermørket, men nu ved han, hvordan det føles. I sin søvnløshed står han i sne til knæene, omringet, istapper klirrer fra hans skæg."









#Jeg skal på toilettet. Hvis det er lige meget er det lige gyldigt, sagde min far altid. Men det er jo ikke sandt, lige meget af hvad, tænker jeg. Da jeg kom tilbage til stuen, havde Rasmus stillet en tallerken med mango skåret i skiver frem. Vi spiser os mætte i sød, sød frugt#









tirsdag den 20. oktober 2015

kys herfra







husk at regne tilbage til før genopstandelsen, engang så jeg en mand med læsthængende ører 


 han sad og skreg om sit krøllede hår, han hævede en hånd 
mod himlen, forkullet og det var grimt, 
der vil du ikke hen, min kære, min muldspiserven, der er så meget 

andet, en bette sten at kigge på, noget vand, 

kys en frø, kys din kæreste kone, mand

det er ingenting, hvis man puster lidt, det forsvinder,  eller hvad du vil kalde det. Nåden

pizza fra fryseren er fint med mig, det er ikke 

det det handler om.



(og igen)

I dag er Knuds dag: Hans 12. digtbog DERFOR STÅR JEG FREM NU udkommer






























*

Gordiske knuder stiller sig åh, sig an    og nu den grusbunke

til Sisyfos   som han så lystigt får hældt ud over sig selv.

Stillehavet flyder sammen med sig selv.

Jeg vil osse.

Jeg slår knuden og hugger over. Jeg ville faktisk filme det

og sagde højt:



Jeg optager det.   Nej, glem det, der er ikke plads nok.

Jeg sætte min lid til lidt roulette. Det



holder sammen på det sprukne. Det skal det sgu.

SEKSEREN giver omspil, men er

muligvis en fejl.

Som en partikel udefra,

en guddommelig mangel på lys.



Jeg ved faktisk intet om engle.  (det er ikke en regibemærkning til nogen

film; der optages slet ikke her).



*


Kære ven, vi går videre fra sidst (du ved scene 2):



Petriskålen udtaler sig altså om jorden og deviationen. Om

min febrilitet.

Så må han sgu osse tage hele nervesystemet. Oliespildet. Min gæld.

Og hvorfra der vokser uheld i hjemmet. Højresvingsulykkerne

og hvad har vi.



Kun i en af skålene gror Undtagelsen.

(Pengene kan meget let være tabt).

Du godeste, nu er der er en herre, der udtaler sig,

ja, sætter nærmest sit liv ind på grundvandssøjle

og boblende tapeter.

Mere optimisme! Siger han sammenbidt gennem de hvide tænder.



Denne bandage fjerner al ømhed i fingrene. 

Og en lille raket med karameller, (mumler jeg).

tirsdag den 6. oktober 2015

Statister - en reportage fra en tur til Bollywood



   





Det er glittet, det er kulørt.
Texas Longhorn fra forlaget Gladiator. 
Udkommer på torsdag d. 8. oktober.
Læs om Lars Bo Nørgaard og Troels Emig i Bollywood. 
Spændende, vildt og hot. 
Happy New Year, 
store stjerner, eksklusive anekdoter 
fra den boomende Indiske Filmindustri. 










Så væltede galden ud over ham, han var dum, en naiv nar, overhovedet ikke på hans intellektuelle niveau, hvad fanden han lavede der, en overfladisk idiot. Det ramte plet. Han er for tyndhudet for tiden. Hans mindreværd, hans angst. Han udnyttede det. Han er intelligent og følsom, han opfanger de mindste signaler fra sine omgivelser. Og selvfølgelig har han så også bemærket hans nervøsitet og forstået den. Så havde han et våben. Og han er altid den der kan tale hurtigst, råbe højest. Forsøger man at komme med indvendinger, rejser han sig op og række sine tynde, arrede fingre mod himlen og brøler. Jesus Kristus, skriger han, hvorfor skal han være omgivet af ignorante mider. Så går der ikke lang tid, før han begynder at rable om sit ønske om at dø, om at han kun lever for sin mors skyld, han vil ikke udsætte hende for den smerte, det ville være, at opleve hendes søn tage sit eget liv.Han er i gang med at vride sig løs af mine mange år dybt begravet i sig selv, så angst for at blive slået i stykker. Det er slut. Engang sagde han det direkte til ham: så slå dig selv ihjel. Han flåede sit plasticølkrus i stykker, forsøgte at skære sin pulsåre over. Han sagde at han var træt af at høre på hans ævl, at det altid skal være så vildt, så fantastisk, åh, den himmel og havet under, Solens op-og-ned. Han har selv tænkt over det, om det er ved at være trættende, det fylder, det vælter ud af ham, han snakker med sig selv, råber og skriger

hvis vi skal være ærlige