fredag den 4. september 2015

Så du det, jeg så
jeg ved ikke, hvad det var
jeg stod dér, og var væk fra mig selv
på et gadehjørne, stirrende tomt
på en bunke visne blade under et træ
omviklet med garn i forskellige farver
så mange farver, et univers

Vi havde lige gået rundt, forvildede
i gyder og labyrinter i den fremmede by, Kashi
berusede som små fisk eller fugle, tang
en underskov, ikke som en by
ikke som vi kender dem, noget mere
organisk, bygninger og planter, træer, elektriske
ledninger og støj, æltet sammen, et nervesystem
en omvæltning, uden kategori, hvor var vi
hvad var det, en bunke visne blade
og den rørte på sig, det var en hund, lille
og forkommen, pelsen pletvist faldet af, blodige
plamager, befængt, haltende, ikke langt igen
men så, jeg ved ikke hvordan, men så
forvandlede hunden sig for mine øjne
til en skinnende kalv, nyfødt
og slimet, hvordan gik det til

Så du det også

Hvad skal jeg sige
når jeg ser, hvad skal jeg sige, når jeg ser
så mange munde, flammer
som æder kød, æder hud, æder hår, alt
forsvinder, bliver aske og bæres videre
ud i floden, væk, videre, mørket
et mørke fuld af tusinde mere subtile lys
det var godt, vi var der

Kun godt to måneder tidligere
havde jeg lagt min far i graven, det vil sige
det havde jeg ikke, men båret ham ud
af kirken i Fjerritslev i en kiste, sammen
med min bror, mine onkler



så du det også, vi var væk, vi stod
dér på gadehjørnet ved det gamle træ
så langt væk hjemmefra
vi blev inviteret indenfor af en familie
til de vuggende marmoridoler, de lyserøde
gennemsigtige og slidte tæpper
hvor hele familien sad samlet, der blev spillet
på en tromme, rundt og rundt, det var tiden
og et for mig ukendt strengeinstrument
der blev smidt vanddråber og blomsterblade over os
og vi fik en lille klump plante i hånden
som vi indtog med en kop mandelthe

Og rusen begyndte at indfinde sig
at gå på en eng uden ende
hvor familiens ældste til sidst
gik rundt til os hver især, hele forsamlingen
og med pegefingeren placerede en lilla plet
nej, en streg, midt i vores pande
 for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte
strålende fra pegefingeren og dybt ind
til koglekirtlen, måske, drømmenes
og visionernes sted, et af de ældste lag, en rest
fra dengang vi var øgler




og to gamle venner

Det var december, det regnede og det var koldt
vinden blæste, vi bar ham ud i den hvide kiste
hans kiste, han lå derinde i sine slidte cowboybukser
dem han elskede, og hans alt for store sweater
jeg ved ikke hvilke sko, han havde på

En uge tidligere havde jeg set ham som død
huden som voks, det var ikke far
det var noget andet, med hænderne foldede
en blomst som sygeplejerskerne havde lagt

En halv time tidligere var han død
vi holdt ham i hånden, hans kranie
var fyldt med blod

To døgn tidligere, var han faldet ned
 ad trapperne derhjemme, han var på vej i seng
 han faldt baglæns ned og slog hovedet,
imod fliserne, jeg var der ikke, jeg var længere sydpå,
jeg var i Esbjerg, jeg holdt juleafslutning med mine elever
da telefonen ringede, det var min bror, jeg skulle skynde mig
til Aalborg Hospital, for far skulle dø

Han havde slået hovedet hårdt i faldet fra trapperne
ned på fliserne, der var ikke noget tilbage, han var væk
lægerne sagde, hans hjerne var oversvømmet, kraniet
fuld af blod, der var ikke mere, de kunne gøre

Han havde røde prikker omkring øjnene, de sagde
det var sprængninger fra slaget, pas på
hvis du rører hans baghoved
det giver efter

Vi besluttede
at slukke for respiratoren, at lade ham dø



de kunne holde ham i live i årevis, men der var ikke noget
tilbage, vi besluttede at lade ham dø, at give slip
at slippe ham fri, han lå lidt og spjættede
da jeg holdt om ham, sang en lille sang
til afsked, det var bare reflekser, sagde sygeplejersken
men der var kontakt, en eller anden kontakt, det var farvel
vi holdt ham i hånden, min mor, min bror og mig
da han blev slukket, vi vidste ikke hvor lang tid
der ville gå, før kroppen gav op, lægen havde sagt
at der normalt går mellem ti og femten minutter
men det kunne også tage flere dage, sagde han
det er naturen, sagde han
den er vi ikke herrer over

*

Det tog et kvarter, han spjættede lidt
mor sagde: godt, kom så, kom så, Mogens, du er stærk
så døde han, det sagde den dummeste lyd
ikke som i film, ikke den dér hyletone
men en lyd som fra et stykke billigt legetøj

sådan lød det, og jeg tænkte at det var pinligt
jeg tænkte, at det ikke kunne passe
nu er udstyret gået i stykker, det er for dumt
her ligger min far og dør, og så er hospitalets udstyr
gået i stykker, løbet tør for batteri, eller noget andet

den lyd

det gik overhovedet ikke op for mig, hvad den betød
før sygeplejersken kom, og pillede ved apparatet
jeg tænkte, det er pinligt for dig, det her, stakkels kvinde
men så sagde hun: hjertet er holdt op med at slå
døden er indtruffet. Så det var det
det var det, lyden betød, først da fattede jeg det

Jeg tror ikke på noget guddommeligt
men jeg tror på nødvendigheden
af ritualer og ceremoni

Det virkede ikke for mig
den kristne, protestantiske kirke
virker ikke for mig, den er mig fremmed
jeg husker ikke et ord, præsten sagde
da min far skulle bisættes, det var tomt

Vi bar ham ud i rustvognen, det regnede, det blæste
det var den jyske vestkyst, det var december

Men som min ven Henrik sagde
da rustvognen var kørt, og vi efterladte
havde givet hånd til alle, som var kommet:
det var mytisk, det dér
hvordan rustvognen kørte din far
over Vestergade, den gade
han har arbejdet hele sit liv på
og væk. Det er sket millioner af gange, det er
beskrevet om og om igen. Og det var sandt,
det havde han ret i

Og senere, efter gravøllet
sagde Henrik, da han gik,
at han lige havde fået at vide
at han skulle være bedstefar,
og det, sagde han: er hvad jeg forstår
ved det evige liv, og kødets
genopstandelse

Han er en meget god ven, Henrik
er en meget god ven, ligesom du
er en meget god ven, Troels
og jeg har mange gode venner,
det ved jeg nu, og jeg elsker dem
jeg elsker dem, jeg elsker jer
det skal I vide, det er vigtigt
det er vigtigt, at elske
og blive elsket, det er vigtigt
ellers slipper sjælene ikke ud
er man fanget i smertens hjul, det er nu
bålene brænder, de brænder lige nu

Manikarnika
vi var der, vi så det ske
der er ingen vej tilbage

Jeg skal fortælle om det hele
hovedskallen skal tømmes, den skal knuses
ellers slipper sjælene ikke ud, vi så det
jeg ved ikke, hvad det var
jeg stod dér, og var væk fra mig selv
på et gadehjørne, stirrende tomt
på en bunke visne blade under et træ
omviklet med garn i forskellige farver
så mange farver, et univers

Vi havde lige gået rundt, forvildede
i gyder og labyrinter i den fremmede by, Kashi
berusede som små fisk eller fugle, tang
en underskov, ikke som en by
ikke som vi kender dem, noget mere
organisk, bygninger og planter, træer, elektriske
ledninger og støj, æltet sammen, et nervesystem
en omvæltning, uden kategori, hvor var vi
hvad var det, en bunke visne blade
og den rørte på sig, det var en hund, lille
og forkommen, pelsen pletvist faldet af, blodige
plamager, befængt, haltende, ikke langt igen
men så, jeg ved ikke hvordan, men så
forvandlede hunden sig for mine øjne
til en skinnende kalv, nyfødt
og slimet, hvordan gik det til

Så du det også

Hvad skal jeg sige
når jeg ser, hvad skal jeg sige, når jeg ser
så mange munde, flammer
som æder kød, æder hud, æder hår, alt
forsvinder, bliver aske og bæres videre
ud i floden, væk, videre, mørket
et mørke fuld af tusinde mere subtile lys
det var godt, vi var der

Kun godt to måneder tidligere
havde jeg lagt min far i graven, det vil sige
det havde jeg ikke, men båret ham ud
af kirken i Fjerritslev i en kiste, sammen
med min bror, mine onkler



så du det også, vi var væk, vi stod
dér på gadehjørnet ved det gamle træ
så langt væk hjemmefra
vi blev inviteret indenfor af en familie
til de vuggende marmoridoler, de lyserøde
gennemsigtige og slidte tæpper
hvor hele familien sad samlet, der blev spillet
på en tromme, rundt og rundt, det var tiden
og et for mig ukendt strengeinstrument
der blev smidt vanddråber og blomsterblade over os
og vi fik en lille klump plante i hånden
som vi indtog med en kop mandelthe

Og rusen begyndte at indfinde sig
at gå på en eng uden ende
hvor familiens ældste til sidst
gik rundt til os hver især, hele forsamlingen
og med pegefingeren placerede en lilla plet
nej, en streg, midt i vores pande
 for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte
strålende fra pegefingeren og dybt ind
til koglekirtlen, måske, drømmenes
og visionernes sted, et af de ældste lag, en rest
fra dengang vi var øgler




og to gamle venner

Det var december, det regnede og det var koldt
vinden blæste, vi bar ham ud i den hvide kiste
hans kiste, han lå derinde i sine slidte cowboybukser
dem han elskede, og hans alt for store sweater
jeg ved ikke hvilke sko, han havde på

En uge tidligere havde jeg set ham som død
huden som voks, det var ikke far
det var noget andet, med hænderne foldede
en blomst som sygeplejerskerne havde lagt

En halv time tidligere var han død
vi holdt ham i hånden, hans kranie
var fyldt med blod

To døgn tidligere, var han faldet ned
 ad trapperne derhjemme, han var på vej i seng
 han faldt baglæns ned og slog hovedet,
imod fliserne, jeg var der ikke, jeg var længere sydpå,
jeg var i Esbjerg, jeg holdt juleafslutning med mine elever
da telefonen ringede, det var min bror, jeg skulle skynde mig
til Aalborg Hospital, for far skulle dø

Han havde slået hovedet hårdt i faldet fra trapperne
ned på fliserne, der var ikke noget tilbage, han var væk
lægerne sagde, hans hjerne var oversvømmet, kraniet
fuld af blod, der var ikke mere, de kunne gøre

Han havde røde prikker omkring øjnene, de sagde
det var sprængninger fra slaget, pas på
hvis du rører hans baghoved
det giver efter

Vi besluttede
at slukke for respiratoren, at lade ham dø



de kunne holde ham i live i årevis, men der var ikke noget
tilbage, vi besluttede at lade ham dø, at give slip
at slippe ham fri, han lå lidt og spjættede
da jeg holdt om ham, sang en lille sang
til afsked, det var bare reflekser, sagde sygeplejersken
men der var kontakt, en eller anden kontakt, det var farvel
vi holdt ham i hånden, min mor, min bror og mig
da han blev slukket, vi vidste ikke hvor lang tid
der ville gå, før kroppen gav op, lægen havde sagt
at der normalt går mellem ti og femten minutter
men det kunne også tage flere dage, sagde han
det er naturen, sagde han
den er vi ikke herrer over

*

Det tog et kvarter, han spjættede lidt
mor sagde: godt, kom så, kom så, Mogens, du er stærk
så døde han, det sagde den dummeste lyd
ikke som i film, ikke den dér hyletone
men en lyd som fra et stykke billigt legetøj

sådan lød det, og jeg tænkte at det var pinligt
jeg tænkte, at det ikke kunne passe
nu er udstyret gået i stykker, det er for dumt
her ligger min far og dør, og så er hospitalets udstyr
 vi så det, vi har set det ske

En krop er ikke én, den er mange

Vi var faret vild, jeg så en hund blive kalv
så du det også, vi var væk, vi stod
dér på gadehjørnet ved det gamle træ
så langt væk hjemmefra
vi blev inviteret indenfor af en familie
til de vuggende marmoridoler, de lyserøde
gennemsigtige og slidte tæpper
hvor hele familien sad samlet, der blev spillet
på en tromme, rundt og rundt, det var tiden
og et for mig ukendt strengeinstrument
der blev smidt vanddråber og blomsterblade over os
og vi fik en lille klump plante i hånden
som vi indtog med en kop mandelthe

Og rusen begyndte at indfinde sig
at gå på en eng uden ende
hvor familiens ældste til sidst
gik rundt til os hver især, hele forsamlingen
og med pegefingeren placerede en lilla plet
nej, en streg, midt i vores pande
 for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte
strålende fra pegefingeren og dybt ind
til koglekirtlen, måske, drømmenes
og visionernes sted, et af de ældste lag, en rest
fra dengang vi var øgler

Og så ned til bålene
det havde han ret i

Og senere, efter gravøllet
sagde Henrik, da han gik,
at han lige havde fået at vide
at han skulle være bedstefar,
og det, sagde han: er hvad jeg forstår
ved det evige liv, og kødets
genopstandelse

Han er en meget god ven, Henrik
er en meget god ven, ligesom du
er en meget god ven, Troels
og jeg har mange gode venner,
det ved jeg nu, og jeg elsker dem
jeg elsker dem, jeg elsker jer
det skal I vide, det er vigtigt
det er vigtigt, at elske
og blive elsket, det er vigtigt
ellers slipper sjælene ikke ud
er man fanget i smertens hjul, det er nu
bålene brænder, de brænder lige nu

Manikarnika
vi var der, vi så det ske
der er ingen vej tilbage

Jeg skal fortælle om det hele
hovedskallen skal tømmes, den skal knuses
ellers slipper sjælene ikke ud, vi så det
jeg ved ikke, hvad det var
jeg stod dér, og var væk fra mig selv
på et gadehjørne, stirrende tomt
på en bunke visne blade under et træ
omviklet med garn i forskellige farver
så mange farver, et univers

Vi havde lige gået rundt, forvildede
i gyder og labyrinter i den fremmede by, Kashi
berusede som små fisk eller fugle, tang
en underskov, ikke som en by
ikke som vi kender dem, noget mere
organisk, bygninger og planter, træer, elektriske
ledninger og støj, æltet sammen, et nervesystem
en omvæltning, uden kategori, hvor var vi
hvad var det, en bunke visne blade
og den rørte på sig, det var en hund, lille
og forkommen, pelsen pletvist faldet af, blodige
plamager, befængt, haltende, ikke langt igen
men så, jeg ved ikke hvordan, men så
forvandlede hunden sig for mine øjne
til en skinnende kalv, nyfødt
og slimet, hvordan gik det til

Så du det også

Hvad skal jeg sige
når jeg ser, hvad skal jeg sige, når jeg ser
så mange munde, flammer
som æder kød, æder hud, æder hår, alt
forsvinder, bliver aske og bæres videre
ud i floden, væk, videre, mørket
et mørke fuld af tusinde mere subtile lys
det var godt, vi var der

Kun godt to måneder tidligere
havde jeg lagt min far i graven, det vil sige
det havde jeg ikke, men båret ham ud
af kirken i Fjerritslev i en kiste, sammen
med min bror, mine onkler



så du det også, vi var væk, vi stod
dér på gadehjørnet ved det gamle træ
så langt væk hjemmefra
vi blev inviteret indenfor af en familie
til de vuggende marmoridoler, de lyserøde
gennemsigtige og slidte tæpper
hvor hele familien sad samlet, der blev spillet
på en tromme, rundt og rundt, det var tiden
og et for mig ukendt strengeinstrument
der blev smidt vanddråber og blomsterblade over os
og vi fik en lille klump plante i hånden
som vi indtog med en kop mandelthe

Og rusen begyndte at indfinde sig
at gå på en eng uden ende
hvor familiens ældste til sidst
gik rundt til os hver især, hele forsamlingen
og med pegefingeren placerede en lilla plet
nej, en streg, midt i vores pande
 for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte
strålende fra pegefingeren og dybt ind
til koglekirtlen, måske, drømmenes
og visionernes sted, et af de ældste lag, en rest
fra dengang vi var øgler




og to gamle venner

Det var december, det regnede og det var koldt
vinden blæste, vi bar ham ud i den hvide kiste
hans kiste, han lå derinde i sine slidte cowboybukser
dem han elskede, og hans alt for store sweater
jeg ved ikke hvilke sko, han havde på

En uge tidligere havde jeg set ham som død
huden som voks, det var ikke far
det var noget andet, med hænderne foldede
en blomst som sygeplejerskerne havde lagt

En halv time tidligere var han død
vi holdt ham i hånden, hans kranie
var fyldt med blod

To døgn tidligere, var han faldet ned
 ad trapperne derhjemme, han var på vej i seng
 han faldt baglæns ned og slog hovedet,
imod fliserne, jeg var der ikke, jeg var længere sydpå,
jeg var i Esbjerg, jeg holdt juleafslutning med mine elever
da telefonen ringede, det var min bror, jeg skulle skynde mig
til Aalborg Hospital, for far skulle dø

Han havde slået hovedet hårdt i faldet fra trapperne
ned på fliserne, der var ikke noget tilbage, han var væk
lægerne sagde, hans hjerne var oversvømmet, kraniet
fuld af blod, der var ikke mere, de kunne gøre

Han havde røde prikker omkring øjnene, de sagde
det var sprængninger fra slaget, pas på
hvis du rører hans baghoved
det giver efter

Vi besluttede
at slukke for respiratoren, at lade ham dø



de kunne holde ham i live i årevis, men der var ikke noget
tilbage, vi besluttede at lade ham dø, at give slip
at slippe ham fri, han lå lidt og spjættede
da jeg holdt om ham, sang en lille sang
til afsked, det var bare reflekser, sagde sygeplejersken
men der var kontakt, en eller anden kontakt, det var farvel
vi holdt ham i hånden, min mor, min bror og mig
da han blev slukket, vi vidste ikke hvor lang tid
der ville gå, før kroppen gav op, lægen havde sagt
at der normalt går mellem ti og femten minutter
men det kunne også tage flere dage, sagde han
det er naturen, sagde han
den er vi ikke herrer over

*

Det tog et kvarter, han spjættede lidt
mor sagde: godt, kom så, kom så, Mogens, du er stærk
så døde han, det sagde den dummeste lyd
ikke som i film, ikke den dér hyletone
men en lyd som fra et stykke billigt legetøj

sådan lød det, og jeg tænkte at det var pinligt
jeg tænkte, at det ikke kunne passe
nu er udstyret gået i stykker, det er for dumt
her ligger min far og dør, og så er hospitalets udstyr
 vi så det, vi har set det ske

En krop er ikke én, den er mange

Vi var faret vild, jeg så en hund blive kalv
så du det også, vi var væk, vi stod
dér på gadehjørnet ved det gamle træ
så langt væk hjemmefra
vi blev inviteret indenfor af en familie
til de vuggende marmoridoler, de lyserøde
gennemsigtige og slidte tæpper
hvor hele familien sad samlet, der blev spillet
på en tromme, rundt og rundt, det var tiden
og et for mig ukendt strengeinstrument
der blev smidt vanddråber og blomsterblade over os
og vi fik en lille klump plante i hånden
som vi indtog med en kop mandelthe

Og rusen begyndte at indfinde sig
at gå på en eng uden ende
hvor familiens ældste til sidst
gik rundt til os hver især, hele forsamlingen
og med pegefingeren placerede en lilla plet
nej, en streg, midt i vores pande
 for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte
strålende fra pegefingeren og dybt ind
til koglekirtlen, måske, drømmenes
og visionernes sted, et af de ældste lag, en rest
fra dengang vi var øgler

Og så ned til bålene
hvor vi så ligene brænde, de brænder lige nu
det er en ældgammel tradition, måske
den mest almindelige, hvis man løfter sine øjne
hvis man skifter perspektiv, bare den lille smule
at også hér, har man i årtusinder lagt sine døde
på et bål og set dem brænde, sunget, danset
sendt dem videre, sørget for at det skete
som det skulle, samlet asken ind
og sendt den videre, i vinden, i vandet
videre, væk, væk, videre

hvor vi så ligene brænde, de brænder lige nu
det er en ældgammel tradition, måske
den mest almindelige, hvis man løfter sine øjne
hvis man skifter perspektiv, bare den lille smule
at også hér, har man i årtusinder lagt sine døde
på et bål og set dem brænde, sunget, danset
sendt dem videre, sørget for at det skete
som det skulle, samlet asken ind
og sendt den videre, i vinden, i vandet
videre, væk, væk, videre
ikke i en kiste ned i jorden
eller en urne, det går ikke

Ingen kommentarer:

Send en kommentar