tirsdag den 1. september 2015

Jeg savner skovene. Jeg tror, jeg har overstået mit selvhad. Jeg vil ikke. Heller ikke hade menneskeheden. Selvom vi lægger alt øde. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det hjælper ingenting, at jeg sparer på badevandet, når kødindustrien bruger så meget vand på at producere en bøf, at man kan drukne i det. Det var smukt, dengang vi gik i skoven ved Fengersfors den sommer, undersøgte myrernes ruter og grævlingebakken, de mange sten som lå i store bunker rundt omkring, så mange sten, så store, tunge, som var blevet flyttet ved håndkraft fra markerne, så man kunne dyrke sine afgrøder, så man havde noget at leve af, hvornår var det, nu ligger markerne brak, fulde af blomster og bier og sommerfugle. Der hvor verdner mødes, opstår de mest overraskende, utrolige ting. Lige nu er jeg lidt træt, jeg har ikke sovet nok, og det kommer jeg heller ikke til i nat. Min ryg gør ondt, jeg sidder skævt på stolen, jeg har en utændt cigaret i munden, jeg overvejer at holde op. Forskere har fundet livets oprindelse under havbunden her den anden dag. Hvordan mon det går på Mars. Internettet giver adgang til alt, man skal bare vide hvordan man finder det. Verdens bedste opskrift på tzatziki, two girls and a cup. I sidste uge så jeg en video, som jeg ikke kan glemme, Indiens regering vil fordoble produktionen af kul inden 2020, de vil være med i den moderne verden, de stormer frem, vil ikke stoppes, nu er det deres tur til at feste, kan man godt forstå dem, jeg mener efter så mange års undertrykkelse, under engelsk herredømme, men hvis de havde andre ambitioner, andre muskler at spille med, at der skal være plads til os alle, at vi skal leve mange år endnu, og dyrene, og planterne, de fælder enorme skovarealer, dræber og sender på flugt, mennesker og dyr, hele landsbyer falder i brændende huller, mennesker lever i kulrøg alle livets timer, deres ansigter sodsorte, deres øjne røde, hostende lunger, de ved de skal dø alt for tidligt, men hvor skal de tage hen, det var der, de var blevet født, det var der de skulle leve. Mon man havde sodet landsbyboernes ansigter til ære for kameraet, mon man havde irriteret deres øjne. Det er min uklædelige skepsis som kommer piblende, hvad ved jeg om, hvad det vil sige, at være dem, om så de har fået lidt ekstra sod, lidt kul i øjnene, for at få pointen til at trænge bedre ind. Det er alvor, de lider, de skal dø, deres hjem styrter ned i flammerne. Det er lige nu, bålene brænder, mens vi sidder her og kigger. Jeg har ikke fået aktiveret min nye IPhone, jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg har også noget gæld, jeg skal finde ud af, hvordan jeg slipper af med. Hvorfor er der så meget grimt, det skal være smukt. Solen gemmer sig bag skyerne i dag, men den skinner. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar