onsdag den 9. september 2015

Hvordan skal jeg sidde her og skrive om
Min fars død, at jeg har mistet bedste venner
Mennesker jeg elskede, selvmord, min kæreste
Selvom hun ikke var min kæreste, hun sprang ud
Fra domkirken i Firenze for tretten år siden,
Mens verden, hvordan skal jeg sige det, den drukner
I blod, flygtninge fra Syrien ude på motorvejen,
Vi har diskuteret det hele natten, vi kommer ingen vegne
Vi ved ikke hvad der sker, 9. september 2015, hvordan
Skal jeg fortsætte med at skrive om mig selv, Rasmus,
Døden, at mine tænder smuldrer, min økonomi, jeg vil
Bare være glad, et godt liv, i skoven ligger agern, i skoven gror
Vilde jordbær som små kloder vi aldrig før har set, de kan ikke
Spises, endnu en øl, nerverne før en oplæsning, at efter
Jeg havde læst min båltale op i fredags for sidste gang, som
En gave til Bjørn, til hans Ming, regnede det med hvid maling,
Fede dråber fra en presening, eller hvad hedder det, hvad var det,
Og nogen faldt om i et epileptisk anfald. Som om det havde noget
Med mig at gøre, jeg var bare fuld og skæv, vi havde siddet ude ved
Bjørn og røget Northern Lights, drukket min mors flasker vin,
Spist hendes æbler fra haven på Mågevej, hvordan, alting
Hænger sammen, hvordan sætte sig ind i at flygte fra krig, fra
Et bombet hus, en bombet by, giftgas, en verden af død, mit lille,
Mit værelse, rådhusklokkerne, kærestesorger, en forestilling
Om en gård i vestjylland, succes, rend mig, jeg ved ikke hvor
Mit pas er blevet af, det forsvandt vist i flytningen efter skilsmissen, jeg
Er Rasmus, jeg vil ikke dø, jeg kan købe et nyt pas, jeg kan tage en vagt mere
End jeg har lyst til nede på hjerneskadecenteret, jeg kan arbejde, så kan
Jeg tage et fly, bålene brænder, de brænder lige nu

Ingen kommentarer:

Send en kommentar