onsdag den 23. september 2015

På vej hjem fra arbejde var der en hjemløs mand som sagde til mig: Du tabte noget. Og jeg vendte mig om, var det min tobak, min pung, en kvittering. Jeg kunne ikke se noget på fortovet, ikke noget som var mit. Hvad har jeg tabt. Dit smil, svarede han. Og det var vist sandt. Tidligere på min gåtur hjem fra arbejde, havde jeg netop tænkt, at jeg skulle huske at glædes ved noget, et træ for eksempel, eller en and, en bygning, hvad som helst, det er jo enkelt, tænkte jeg, glæd dig over at du overhovedet er i stand til at opleve noget, lyset over Søerne denne dag, som aldrig kommer tilbage, den slags tænkte jeg, og det virkede virkelig nogle minutter eller sekunder, men så må jeg have glemt det igen. Jeg havde ingen kontanter i mine lommer, men jeg havde noget rulletobak, og det ville han gerne have, men ikke med filter, som jeg ellers også tilbød ham. Han sagde, at han var holdt op med at bruge filter, for en dag, da han selv ikke havde nogle filtre, havde han hostet så voldsomt, som han aldrig havde hostet før. Og så var det gået op for ham, at der er skadelige fibre i filtre, og det var det, der fik ham til at hoste. At den rene tobak overvældede hans luftveje med dens renhed, tobakken hjalp ham til at hoste filterfibrene ud. Det havde jeg aldrig hørt om, sagde jeg. Den er god nok, svarede han, tjek det selv på internettet, de putter fibre i filtrene. Så gav han mig et kram og ønskede mig en god aften.  

torsdag den 10. september 2015

onsdag den 9. september 2015

Hvordan skal jeg sidde her og skrive om
Min fars død, at jeg har mistet bedste venner
Mennesker jeg elskede, selvmord, min kæreste
Selvom hun ikke var min kæreste, hun sprang ud
Fra domkirken i Firenze for tretten år siden,
Mens verden, hvordan skal jeg sige det, den drukner
I blod, flygtninge fra Syrien ude på motorvejen,
Vi har diskuteret det hele natten, vi kommer ingen vegne
Vi ved ikke hvad der sker, 9. september 2015, hvordan
Skal jeg fortsætte med at skrive om mig selv, Rasmus,
Døden, at mine tænder smuldrer, min økonomi, jeg vil
Bare være glad, et godt liv, i skoven ligger agern, i skoven gror
Vilde jordbær som små kloder vi aldrig før har set, de kan ikke
Spises, endnu en øl, nerverne før en oplæsning, at efter
Jeg havde læst min båltale op i fredags for sidste gang, som
En gave til Bjørn, til hans Ming, regnede det med hvid maling,
Fede dråber fra en presening, eller hvad hedder det, hvad var det,
Og nogen faldt om i et epileptisk anfald. Som om det havde noget
Med mig at gøre, jeg var bare fuld og skæv, vi havde siddet ude ved
Bjørn og røget Northern Lights, drukket min mors flasker vin,
Spist hendes æbler fra haven på Mågevej, hvordan, alting
Hænger sammen, hvordan sætte sig ind i at flygte fra krig, fra
Et bombet hus, en bombet by, giftgas, en verden af død, mit lille,
Mit værelse, rådhusklokkerne, kærestesorger, en forestilling
Om en gård i vestjylland, succes, rend mig, jeg ved ikke hvor
Mit pas er blevet af, det forsvandt vist i flytningen efter skilsmissen, jeg
Er Rasmus, jeg vil ikke dø, jeg kan købe et nyt pas, jeg kan tage en vagt mere
End jeg har lyst til nede på hjerneskadecenteret, jeg kan arbejde, så kan
Jeg tage et fly, bålene brænder, de brænder lige nu

fredag den 4. september 2015

Opskrift nummer et fra Den Store Kogebog af Anne Birgitte Hundslev Nørballe, Work in Progress

smager lidt af kommen, lidt af papir, blækspruttehænder og vent fem kvarter, så vågner du på den anden side af sjovstenen, ovre ved rosetta, du trækker vejret fem gange, du retter dig op, så går du på arbejde, men i dag uden skjorte, du binder slipset selv, det er lamaskind du har i nakken, 85 grader i fem minutter, så drikker du tre liter hav, du spiser en salamander, du hejser flaget, ligegyldigt hvilken retning, men husk hvad din mormor sagde! ellers bliver sandet ikke sprødt, det skal knase, hængsler mellem alle tænder, du har guld, så meget guld, og meget små fluer. Der hænger en blodørn over hele landet her til morgen, senere kommer der regn, så husk din paraply, når du skal ud og hente rønnebær, 500 gr, lidt mel og lidt aske, du blander det i grøden, så har du snart en himmelsk ret.

Tilberedningstid cirka 20 minutter, eller så lang tid som det nu tager. Køb evt en pizza, hvis ventetiden bliver for lang, du har penge nok, eller hvis ikke, så dyrk lidt yoga, hunden står op, hvor skal den grave i haven i dag, hvad er der at finde, en begravet tandbørste fra din længst afdøde oldemor, hvor kom den pludselig fra, hun ligger begravet mange hundrede kilometer fra hvor du bor.
på morgenbordet i morges, det var i min mor og hendes kærestes hus på mågevej, fjerritslev, der var helt stille, kaffe, morgenbrød, hængende øjne, snart skulle vi videre, arbejde, transport, vi snakkede ikke, mor forsøgte, men hendes kæreste og jeg, vi kunne ikke andet end æde, drikke, læse. han slår om på en ny side i Jyllands-Posten, har skimmet de seneste katastrofer. Dér er Bjørn, med sin dunk, sin dukke, de skinnende øjne og i bagrunden noget sand. ham kender jeg, sagde jeg, det er der jeg skal hen senere i dag, vi skal feste, det har været en hård fødsel, det var ikke let at lave ming. seks stjerner. det er mange. så er der ikke mere man kan opnå, sagde min mors kæreste senere til mig på tankstationen, vi var på vej til århus, han skulle afslutte en handel på 30 millioner, han er pensioneret direktør for en fabrik som laver industriel maling, men han arbejder der stadigvæk, han ved hvordan det skal gøres, hvordan man henter handlen hjem, overbeviser køber om, at hans fabrik godt kan udvikle en bemaling som kan mindske korrosionen på offshoremøller, 30 millioner, nej, det er hele projektet, hans fabrik kan tjene en million, han kører mig til århus, ned til Bjørn, ham og Jacobs kolonihavehus, han skal lige se det, min mors kæreste, men kører forbi, det er ok, vi giver hinanden hånden, vi har hvert vores, men det hænger sammen.



fredag den 4. september 2015















Da vi var blevet inviteret til Holi af den rigmandsfamilie vi boede hos, i deres private tempel, med de vuggende marmoridoler, de lyserøde gennemsigtige og slidte tæpper, og hvor hele familien sad samlet i skrædderstilling, mens der blev spillet virtuost på tablas og et eller andet for mig ukendt instrument, som ligner et lille harmonium, mens der blev sprøjtet vanddråber og blomsterblade ud over os, og hvor vi fik udleveret en lille klump øffekød som vi indtog sammen med en kop rammeramthe, og rusen begyndte at indfinde sig, hvor familiens ældste til sidst gik rundt til os hver især og med tommelfingeren placerede en lille lilla plet mellem vores øjenbryn, for at markere det tredje knæskals sted, varmen vi følte som strålede fra bispe og dybt ind i vores hjerner, til koglekirtlen, til drømmens og ringringligingern sted, til et af de ældste lag af voresmiskeknanbaåei en rest fra dengang vi alle var øgler, eller før det endda, spørgsmålet er hvor langt vi er kommetti  
Så du det, jeg så
jeg ved ikke, hvad det var
jeg stod dér, og var væk fra mig selv
på et gadehjørne, stirrende tomt
på en bunke visne blade under et træ
omviklet med garn i forskellige farver
så mange farver, et univers

Vi havde lige gået rundt, forvildede
i gyder og labyrinter i den fremmede by, Kashi
berusede som små fisk eller fugle, tang
en underskov, ikke som en by
ikke som vi kender dem, noget mere
organisk, bygninger og planter, træer, elektriske
ledninger og støj, æltet sammen, et nervesystem
en omvæltning, uden kategori, hvor var vi
hvad var det, en bunke visne blade
og den rørte på sig, det var en hund, lille
og forkommen, pelsen pletvist faldet af, blodige
plamager, befængt, haltende, ikke langt igen
men så, jeg ved ikke hvordan, men så
forvandlede hunden sig for mine øjne
til en skinnende kalv, nyfødt
og slimet, hvordan gik det til

Så du det også

Hvad skal jeg sige
når jeg ser, hvad skal jeg sige, når jeg ser
så mange munde, flammer
som æder kød, æder hud, æder hår, alt
forsvinder, bliver aske og bæres videre
ud i floden, væk, videre, mørket
et mørke fuld af tusinde mere subtile lys
det var godt, vi var der

Kun godt to måneder tidligere
havde jeg lagt min far i graven, det vil sige
det havde jeg ikke, men båret ham ud
af kirken i Fjerritslev i en kiste, sammen
med min bror, mine onkler



så du det også, vi var væk, vi stod
dér på gadehjørnet ved det gamle træ
så langt væk hjemmefra
vi blev inviteret indenfor af en familie
til de vuggende marmoridoler, de lyserøde
gennemsigtige og slidte tæpper
hvor hele familien sad samlet, der blev spillet
på en tromme, rundt og rundt, det var tiden
og et for mig ukendt strengeinstrument
der blev smidt vanddråber og blomsterblade over os
og vi fik en lille klump plante i hånden
som vi indtog med en kop mandelthe

Og rusen begyndte at indfinde sig
at gå på en eng uden ende
hvor familiens ældste til sidst
gik rundt til os hver især, hele forsamlingen
og med pegefingeren placerede en lilla plet
nej, en streg, midt i vores pande
 for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte
strålende fra pegefingeren og dybt ind
til koglekirtlen, måske, drømmenes
og visionernes sted, et af de ældste lag, en rest
fra dengang vi var øgler




og to gamle venner

Det var december, det regnede og det var koldt
vinden blæste, vi bar ham ud i den hvide kiste
hans kiste, han lå derinde i sine slidte cowboybukser
dem han elskede, og hans alt for store sweater
jeg ved ikke hvilke sko, han havde på

En uge tidligere havde jeg set ham som død
huden som voks, det var ikke far
det var noget andet, med hænderne foldede
en blomst som sygeplejerskerne havde lagt

En halv time tidligere var han død
vi holdt ham i hånden, hans kranie
var fyldt med blod

To døgn tidligere, var han faldet ned
 ad trapperne derhjemme, han var på vej i seng
 han faldt baglæns ned og slog hovedet,
imod fliserne, jeg var der ikke, jeg var længere sydpå,
jeg var i Esbjerg, jeg holdt juleafslutning med mine elever
da telefonen ringede, det var min bror, jeg skulle skynde mig
til Aalborg Hospital, for far skulle dø

Han havde slået hovedet hårdt i faldet fra trapperne
ned på fliserne, der var ikke noget tilbage, han var væk
lægerne sagde, hans hjerne var oversvømmet, kraniet
fuld af blod, der var ikke mere, de kunne gøre

Han havde røde prikker omkring øjnene, de sagde
det var sprængninger fra slaget, pas på
hvis du rører hans baghoved
det giver efter

Vi besluttede
at slukke for respiratoren, at lade ham dø



de kunne holde ham i live i årevis, men der var ikke noget
tilbage, vi besluttede at lade ham dø, at give slip
at slippe ham fri, han lå lidt og spjættede
da jeg holdt om ham, sang en lille sang
til afsked, det var bare reflekser, sagde sygeplejersken
men der var kontakt, en eller anden kontakt, det var farvel
vi holdt ham i hånden, min mor, min bror og mig
da han blev slukket, vi vidste ikke hvor lang tid
der ville gå, før kroppen gav op, lægen havde sagt
at der normalt går mellem ti og femten minutter
men det kunne også tage flere dage, sagde han
det er naturen, sagde han
den er vi ikke herrer over

*

Det tog et kvarter, han spjættede lidt
mor sagde: godt, kom så, kom så, Mogens, du er stærk
så døde han, det sagde den dummeste lyd
ikke som i film, ikke den dér hyletone
men en lyd som fra et stykke billigt legetøj

sådan lød det, og jeg tænkte at det var pinligt
jeg tænkte, at det ikke kunne passe
nu er udstyret gået i stykker, det er for dumt
her ligger min far og dør, og så er hospitalets udstyr
gået i stykker, løbet tør for batteri, eller noget andet

den lyd

det gik overhovedet ikke op for mig, hvad den betød
før sygeplejersken kom, og pillede ved apparatet
jeg tænkte, det er pinligt for dig, det her, stakkels kvinde
men så sagde hun: hjertet er holdt op med at slå
døden er indtruffet. Så det var det
det var det, lyden betød, først da fattede jeg det

Jeg tror ikke på noget guddommeligt
men jeg tror på nødvendigheden
af ritualer og ceremoni

Det virkede ikke for mig
den kristne, protestantiske kirke
virker ikke for mig, den er mig fremmed
jeg husker ikke et ord, præsten sagde
da min far skulle bisættes, det var tomt

Vi bar ham ud i rustvognen, det regnede, det blæste
det var den jyske vestkyst, det var december

Men som min ven Henrik sagde
da rustvognen var kørt, og vi efterladte
havde givet hånd til alle, som var kommet:
det var mytisk, det dér
hvordan rustvognen kørte din far
over Vestergade, den gade
han har arbejdet hele sit liv på
og væk. Det er sket millioner af gange, det er
beskrevet om og om igen. Og det var sandt,
det havde han ret i

Og senere, efter gravøllet
sagde Henrik, da han gik,
at han lige havde fået at vide
at han skulle være bedstefar,
og det, sagde han: er hvad jeg forstår
ved det evige liv, og kødets
genopstandelse

Han er en meget god ven, Henrik
er en meget god ven, ligesom du
er en meget god ven, Troels
og jeg har mange gode venner,
det ved jeg nu, og jeg elsker dem
jeg elsker dem, jeg elsker jer
det skal I vide, det er vigtigt
det er vigtigt, at elske
og blive elsket, det er vigtigt
ellers slipper sjælene ikke ud
er man fanget i smertens hjul, det er nu
bålene brænder, de brænder lige nu

Manikarnika
vi var der, vi så det ske
der er ingen vej tilbage

Jeg skal fortælle om det hele
hovedskallen skal tømmes, den skal knuses
ellers slipper sjælene ikke ud, vi så det
jeg ved ikke, hvad det var
jeg stod dér, og var væk fra mig selv
på et gadehjørne, stirrende tomt
på en bunke visne blade under et træ
omviklet med garn i forskellige farver
så mange farver, et univers

Vi havde lige gået rundt, forvildede
i gyder og labyrinter i den fremmede by, Kashi
berusede som små fisk eller fugle, tang
en underskov, ikke som en by
ikke som vi kender dem, noget mere
organisk, bygninger og planter, træer, elektriske
ledninger og støj, æltet sammen, et nervesystem
en omvæltning, uden kategori, hvor var vi
hvad var det, en bunke visne blade
og den rørte på sig, det var en hund, lille
og forkommen, pelsen pletvist faldet af, blodige
plamager, befængt, haltende, ikke langt igen
men så, jeg ved ikke hvordan, men så
forvandlede hunden sig for mine øjne
til en skinnende kalv, nyfødt
og slimet, hvordan gik det til

Så du det også

Hvad skal jeg sige
når jeg ser, hvad skal jeg sige, når jeg ser
så mange munde, flammer
som æder kød, æder hud, æder hår, alt
forsvinder, bliver aske og bæres videre
ud i floden, væk, videre, mørket
et mørke fuld af tusinde mere subtile lys
det var godt, vi var der

Kun godt to måneder tidligere
havde jeg lagt min far i graven, det vil sige
det havde jeg ikke, men båret ham ud
af kirken i Fjerritslev i en kiste, sammen
med min bror, mine onkler



så du det også, vi var væk, vi stod
dér på gadehjørnet ved det gamle træ
så langt væk hjemmefra
vi blev inviteret indenfor af en familie
til de vuggende marmoridoler, de lyserøde
gennemsigtige og slidte tæpper
hvor hele familien sad samlet, der blev spillet
på en tromme, rundt og rundt, det var tiden
og et for mig ukendt strengeinstrument
der blev smidt vanddråber og blomsterblade over os
og vi fik en lille klump plante i hånden
som vi indtog med en kop mandelthe

Og rusen begyndte at indfinde sig
at gå på en eng uden ende
hvor familiens ældste til sidst
gik rundt til os hver især, hele forsamlingen
og med pegefingeren placerede en lilla plet
nej, en streg, midt i vores pande
 for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte
strålende fra pegefingeren og dybt ind
til koglekirtlen, måske, drømmenes
og visionernes sted, et af de ældste lag, en rest
fra dengang vi var øgler



og to gamle venner

Det var december, det regnede og det var koldt
vinden blæste, vi bar ham ud i den hvide kiste
hans kiste, han lå derinde i sine slidte cowboybukser
dem han elskede, og hans alt for store sweater
jeg ved ikke hvilke sko, han havde på

En uge tidligere havde jeg set ham som død
huden som voks, det var ikke far
det var noget andet, med hænderne foldede
en blomst som sygeplejerskerne havde lagt

En halv time tidligere var han død
vi holdt ham i hånden, hans kranie
var fyldt med blod

To døgn tidligere, var han faldet ned
 ad trapperne derhjemme, han var på vej i seng
 han faldt baglæns ned og slog hovedet,
imod fliserne, jeg var der ikke, jeg var længere sydpå,
jeg var i Esbjerg, jeg holdt juleafslutning med mine elever
da telefonen ringede, det var min bror, jeg skulle skynde mig
til Aalborg Hospital, for far skulle dø

Han havde slået hovedet hårdt i faldet fra trapperne
ned på fliserne, der var ikke noget tilbage, han var væk
lægerne sagde, hans hjerne var oversvømmet, kraniet
fuld af blod, der var ikke mere, de kunne gøre

Han havde røde prikker omkring øjnene, de sagde
det var sprængninger fra slaget, pas på
hvis du rører hans baghoved
det giver efter

Vi besluttede
at slukke for respiratoren, at lade ham dø



de kunne holde ham i live i årevis, men der var ikke noget
tilbage, vi besluttede at lade ham dø, at give slip
at slippe ham fri, han lå lidt og spjættede
da jeg holdt om ham, sang en lille sang
til afsked, det var bare reflekser, sagde sygeplejersken
men der var kontakt, en eller anden kontakt, det var farvel
vi holdt ham i hånden, min mor, min bror og mig
da han blev slukket, vi vidste ikke hvor lang tid
der ville gå, før kroppen gav op, lægen havde sagt
at der normalt går mellem ti og femten minutter
men det kunne også tage flere dage, sagde han
det er naturen, sagde han
den er vi ikke herrer over

*

Det tog et kvarter, han spjættede lidt
mor sagde: godt, kom så, kom så, Mogens, du er stærk
så døde han, det sagde den dummeste lyd
ikke som i film, ikke den dér hyletone
men en lyd som fra et stykke billigt legetøj

sådan lød det, og jeg tænkte at det var pinligt
jeg tænkte, at det ikke kunne passe
nu er udstyret gået i stykker, det er for dumt
her ligger min far og dør, og så er hospitalets udstyr
 vi så det, vi har set det ske

En krop er ikke én, den er mange

Vi var faret vild, jeg så en hund blive kalv
så du det også, vi var væk, vi stod
dér på gadehjørnet ved det gamle træ
så langt væk hjemmefra
vi blev inviteret indenfor af en familie
til de vuggende marmoridoler, de lyserøde
gennemsigtige og slidte tæpper
hvor hele familien sad samlet, der blev spillet
på en tromme, rundt og rundt, det var tiden
og et for mig ukendt strengeinstrument
der blev smidt vanddråber og blomsterblade over os
og vi fik en lille klump plante i hånden
som vi indtog med en kop mandelthe

Og rusen begyndte at indfinde sig
at gå på en eng uden ende
hvor familiens ældste til sidst
gik rundt til os hver især, hele forsamlingen
og med pegefingeren placerede en lilla plet
nej, en streg, midt i vores pande
 for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte
strålende fra pegefingeren og dybt ind
til koglekirtlen, måske, drømmenes
og visionernes sted, et af de ældste lag, en rest
fra dengang vi var øgler

Og så ned til bålene
det havde han ret i

Og senere, efter gravøllet
sagde Henrik, da han gik,
at han lige havde fået at vide
at han skulle være bedstefar,
og det, sagde han: er hvad jeg forstår
ved det evige liv, og kødets
genopstandelse

Han er en meget god ven, Henrik
er en meget god ven, ligesom du
er en meget god ven, Troels
og jeg har mange gode venner,
det ved jeg nu, og jeg elsker dem
jeg elsker dem, jeg elsker jer
det skal I vide, det er vigtigt
det er vigtigt, at elske
og blive elsket, det er vigtigt
ellers slipper sjælene ikke ud
er man fanget i smertens hjul, det er nu
bålene brænder, de brænder lige nu

Manikarnika
vi var der, vi så det ske
der er ingen vej tilbage

Jeg skal fortælle om det hele
hovedskallen skal tømmes, den skal knuses
ellers slipper sjælene ikke ud, vi så det
jeg ved ikke, hvad det var
jeg stod dér, og var væk fra mig selv
på et gadehjørne, stirrende tomt
på en bunke visne blade under et træ
omviklet med garn i forskellige farver
så mange farver, et univers

Vi havde lige gået rundt, forvildede
i gyder og labyrinter i den fremmede by, Kashi
berusede som små fisk eller fugle, tang
en underskov, ikke som en by
ikke som vi kender dem, noget mere
organisk, bygninger og planter, træer, elektriske
ledninger og støj, æltet sammen, et nervesystem
en omvæltning, uden kategori, hvor var vi
hvad var det, en bunke visne blade
og den rørte på sig, det var en hund, lille
og forkommen, pelsen pletvist faldet af, blodige
plamager, befængt, haltende, ikke langt igen
men så, jeg ved ikke hvordan, men så
forvandlede hunden sig for mine øjne
til en skinnende kalv, nyfødt
og slimet, hvordan gik det til

Så du det også

Hvad skal jeg sige
når jeg ser, hvad skal jeg sige, når jeg ser
så mange munde, flammer
som æder kød, æder hud, æder hår, alt
forsvinder, bliver aske og bæres videre
ud i floden, væk, videre, mørket
et mørke fuld af tusinde mere subtile lys
det var godt, vi var der

Kun godt to måneder tidligere
havde jeg lagt min far i graven, det vil sige
det havde jeg ikke, men båret ham ud
af kirken i Fjerritslev i en kiste, sammen
med min bror, mine onkler



så du det også, vi var væk, vi stod
dér på gadehjørnet ved det gamle træ
så langt væk hjemmefra
vi blev inviteret indenfor af en familie
til de vuggende marmoridoler, de lyserøde
gennemsigtige og slidte tæpper
hvor hele familien sad samlet, der blev spillet
på en tromme, rundt og rundt, det var tiden
og et for mig ukendt strengeinstrument
der blev smidt vanddråber og blomsterblade over os
og vi fik en lille klump plante i hånden
som vi indtog med en kop mandelthe

Og rusen begyndte at indfinde sig
at gå på en eng uden ende
hvor familiens ældste til sidst
gik rundt til os hver især, hele forsamlingen
og med pegefingeren placerede en lilla plet
nej, en streg, midt i vores pande
 for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte
strålende fra pegefingeren og dybt ind
til koglekirtlen, måske, drømmenes
og visionernes sted, et af de ældste lag, en rest
fra dengang vi var øgler



og to gamle venner

Det var december, det regnede og det var koldt
vinden blæste, vi bar ham ud i den hvide kiste
hans kiste, han lå derinde i sine slidte cowboybukser
dem han elskede, og hans alt for store sweater
jeg ved ikke hvilke sko, han havde på

En uge tidligere havde jeg set ham som død
huden som voks, det var ikke far
det var noget andet, med hænderne foldede
en blomst som sygeplejerskerne havde lagt

En halv time tidligere var han død
vi holdt ham i hånden, hans kranie
var fyldt med blod

To døgn tidligere, var han faldet ned
 ad trapperne derhjemme, han var på vej i seng
 han faldt baglæns ned og slog hovedet,
imod fliserne, jeg var der ikke, jeg var længere sydpå,
jeg var i Esbjerg, jeg holdt juleafslutning med mine elever
da telefonen ringede, det var min bror, jeg skulle skynde mig
til Aalborg Hospital, for far skulle dø

Han havde slået hovedet hårdt i faldet fra trapperne
ned på fliserne, der var ikke noget tilbage, han var væk
lægerne sagde, hans hjerne var oversvømmet, kraniet
fuld af blod, der var ikke mere, de kunne gøre

Han havde røde prikker omkring øjnene, de sagde
det var sprængninger fra slaget, pas på
hvis du rører hans baghoved
det giver efter

Vi besluttede
at slukke for respiratoren, at lade ham dø



de kunne holde ham i live i årevis, men der var ikke noget
tilbage, vi besluttede at lade ham dø, at give slip
at slippe ham fri, han lå lidt og spjættede
da jeg holdt om ham, sang en lille sang
til afsked, det var bare reflekser, sagde sygeplejersken
men der var kontakt, en eller anden kontakt, det var farvel
vi holdt ham i hånden, min mor, min bror og mig
da han blev slukket, vi vidste ikke hvor lang tid
der ville gå, før kroppen gav op, lægen havde sagt
at der normalt går mellem ti og femten minutter
men det kunne også tage flere dage, sagde han
det er naturen, sagde han
den er vi ikke herrer over

*

Det tog et kvarter, han spjættede lidt
mor sagde: godt, kom så, kom så, Mogens, du er stærk
så døde han, det sagde den dummeste lyd
ikke som i film, ikke den dér hyletone
men en lyd som fra et stykke billigt legetøj

sådan lød det, og jeg tænkte at det var pinligt
jeg tænkte, at det ikke kunne passe
nu er udstyret gået i stykker, det er for dumt
her ligger min far og dør, og så er hospitalets udstyr
 vi så det, vi har set det ske

En krop er ikke én, den er mange

Vi var faret vild, jeg så en hund blive kalv
så du det også, vi var væk, vi stod
dér på gadehjørnet ved det gamle træ
så langt væk hjemmefra
vi blev inviteret indenfor af en familie
til de vuggende marmoridoler, de lyserøde
gennemsigtige og slidte tæpper
hvor hele familien sad samlet, der blev spillet
på en tromme, rundt og rundt, det var tiden
og et for mig ukendt strengeinstrument
der blev smidt vanddråber og blomsterblade over os
og vi fik en lille klump plante i hånden
som vi indtog med en kop mandelthe

Og rusen begyndte at indfinde sig
at gå på en eng uden ende
hvor familiens ældste til sidst
gik rundt til os hver især, hele forsamlingen
og med pegefingeren placerede en lilla plet
nej, en streg, midt i vores pande
 for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte
strålende fra pegefingeren og dybt ind
til koglekirtlen, måske, drømmenes
og visionernes sted, et af de ældste lag, en rest
fra dengang vi var øgler

Og så ned til bålene
hvor vi så ligene brænde, de brænder lige nu
det er en ældgammel tradition, måske
den mest almindelige, hvis man løfter sine øjne
hvis man skifter perspektiv, bare den lille smule
at også hér, har man i årtusinder lagt sine døde
på et bål og set dem brænde, sunget, danset
sendt dem videre, sørget for at det skete
som det skulle, samlet asken ind
og sendt den videre, i vinden, i vandet
videre, væk, væk, videre

hvor vi så ligene brænde, de brænder lige nu
det er en ældgammel tradition, måske
den mest almindelige, hvis man løfter sine øjne
hvis man skifter perspektiv, bare den lille smule
at også hér, har man i årtusinder lagt sine døde
på et bål og set dem brænde, sunget, danset
sendt dem videre, sørget for at det skete
som det skulle, samlet asken ind
og sendt den videre, i vinden, i vandet
videre, væk, væk, videre
ikke i en kiste ned i jorden
eller en urne, det går ikke