mandag den 17. august 2015

Desertørens øjne

Forflokket, langt ude i skoven. Decembernat. Spejlet dugger. Det gør det ej. Eller falder, falder. Og tusind skår og alverdens ulykke, internettet, jeg kan ikke åbne det i de her dage, det er fuld af blod, munden står og smasker tomt, ikke noget at gøre, alt. Tænderne dingler i de tyndeste tråde, radioen sender støj. Det er sommer, det er sommer. Hvad snakker jeg om. Blev jeg født i det attende århundrede eller var det et par dage før. Jeg husker ikke krigen, jeg var ikke med, det var ikke mig, de andre, dem. Jeg har ingen vinger, aner ikke hvordan man tager ladegreb, har aldrig set en massegrav i øjnene. Eller faktisk: det har jeg, engang talte jeg med en mand, han havde været soldat på Balkan i halvfemserne, han havde set alt for meget, han havde ikke sovet siden, kunne ikke tåle lyden af fly, så for han sammen, han måtte hele tiden være under bevægelse, han kunne ikke bo det samme sted i mere end højst to døgn, de var efter ham, hele tiden lige op over, det næste gadehjørne, skovbrynet, grøften, fra himlen kommer intet godt, under jorden bor de døde. Hans øjne var vilde, ikke tomme, ikke fyldte, det var i Beograd, på en grillbar, han sad i et hjørne og gemte sig, jeg spurgte om jeg måtte sætte mig hos ham, det måtte jeg. Pludselig, sagde han, var det gået op for ham, at han var soldat, at han stod med et gevær i hånden, og var i gang med udrydde en landsby, mennesker. Den næste dag deserterede han, og det havde han gjort lige siden. Det var ikke mig, der mødte ham i Beograd, det var min ven Erik, Erik fortalte det så levende til mig, at jeg glemmer det, at det ikke var mig, men ham, som fik historien, som så massegraven i desertørens øjne. Det var ikke mig, det var min ven.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar