mandag den 17. august 2015

Skt. Hans

Al den stress i kroppen, som en myrekoloni, boets kerne ligger lige under leveren, det kan jo ikke passe, som om han er født med det, det kan jo ikke passe, hvor kommer det fra, hvordan slipper han af med det igen. Alt skal fotograferes, alt arkiveres, støv. Han hopper ikke på den om genopstandelsen, men at guds søn endte i en klippehule, at han lå der og blev til lys. Stalaktitter, stalagmitter, evigheden kommer drypvis. Er hans hjerne ved at blive en svamp, er det allerede sket, er der noget vi har misforstået. Hjernen er en svamp, den har alle køn, den er fyld af lys, drypvis, alt liv er beruset, fanger fisk og skaldyr, og så videre, det dybe hav. Tjoke render rundt ude i haven og skriver luften fuld af svirrefluevinger i solen, alt glitrer, alt er støv. Tjoke synger som en yndig trompet, han synger om hundehår og striglede heste, en hånd med regnbuefingre, kyster sine læber omkring en blomme, blæksprutter hen i hækken og falder omkring. Hosteanfald, hamrende hjerte. Fluffy den sommer, blue cheese, royal danish, er det en hund, hele kroppen et kratværk, pullerværk, væk fra vinterens gule maskiner, deres tænder af metal, så hårdt tegnet, så trist, Månen vendte forkert langt ind i maj, men nu er det som om den kommet til sig selv igen, eller hvad, nej, jeg ved det ikke, himlen dækker alt med blåtblåt, det er sommer, vi får se. Snefog til vinter. Et pindsvin forsvinder, en røg stiger op. Så er det Skt. Hans, så skal heksen brændes, det er sgu ikke i orden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar