lørdag den 20. juni 2015

Undskyld, det var en lille løgn, det jeg skrev lige før: Jeg husker nok ikke så meget fra selve den første gåtur ned til Ganges, men at ankomme til denne flodernes flod, nedfalden fra himlen, inddæmmet af Shivas viltre hår, husker jeg: at komme gennem dette flimrende, på én gang mørkt og lysende farvestrålende, på én gang roligt tilbagelænede og frenetisk hyperaktive storbykaos, som mest af alt mindede om en grotesk, i alle retninger forvokset landsby, og så pludselig mærke køligheden, et mere absolut mørke et sted lige om hjørnet, og lugtene af røg, sød røg, noget lokkende ved det hele, man følger næsen, strømmen, og så: Intet. Jeg mener det, sådan føltes det virkelig et øjeblik, det berømte void, som viste sig at være floden, som viste sig at være fyldt med tusinde mere subtile lys, så mange skabede hunde, så mange geder, så mange mennesker, køer, trapper ned til vandet som vi ikke kunne se, jeg sidder lige nu og skriver og vil tilbage, det er alt jeg vil, jeg kan ikke tro det, at jeg rent faktisk var der, videre ned oppe fra den højtliggende ældgamle by, ældre end Jerusalem, til floden, ældre end alt det, og man kunne på en eller anden måde mærke det, det sug, ærbødigheden, ja, det vil jeg sige, trin for trin derned, forbi saddhuerne, disse hinduistiske radikale asketer, en mange-tusind-årig tradition, ur-avantgardister (for nu at bruge et helt galt, et afdanket vestligt begreb), som sidder der i flokke eller alene og mediterer, betragter kaos flyde forbi, ofte nøgne, måske har de holdt deres ene arm strakt mod himlen i 21 år, eller de siger aldrig et ord, taler konstant, sidder altid på det samme sted, sidder aldrig ned, kravler kun, de er et andet sted, og de er lige her, man går forbi dem, man veksler et ord, de griner ad én, til én, med én, man sætter sig hos dem, de smiler, de rækker tunge, de siger hej, de siger at alt er godt, de siger at alt er ondt, de siger at alt er intet, de findes, og videre ned, og så langs floden, alverdens mennesker dér, britiske turister og franskmænd, japanere, russere, de spirituelle, antropologerne, flipperne, unge drenge som spiller cricket, børn som sælger slik, tjald, LSD, what you want, kærestepar, silkehandlere, massage, horoskoper, skægtrimming (åh, jeg vil gerne fortælle om da vi var til frisør), og vi fulgte næserne og kom til de evigt brændende bål og blev inviteret indenfor, hustlernes evindelige pseudomantra: burning is learning, cremation is education, og dér stod vi, det var det vi var kommet for: ligbålene, jeg kan sige at de findes, de brænder lige nu, det er ikke ubehageligt, ikke det mindste, jeg vil heller ikke sige, at det er en smuk oplevelse. Det er hvad det er: en død menneskekrop ovenpå en stak præcist stablede sandeltræstammer, kroppen viklet ind i tageteskranse og farverigt stof, som hurtigt brænder bort, man ser kroppen blive sortsveden, man ser den krumme sig sammen pga. varmen, man ser den yngste mand i familien knuse kraniet med en bambuskæp, hvis ikke ilden har klaret opgaven, for ellers kan sjælen ikke slippe fri fra dette lidelsens hjul, derfor må man heller ikke tage fotografier: kameraet fanger sjælen, holder den fast i hjulet indtil billedet destrueres. Vi så en hund løbe væk med en forkullet fod i gabet, uden at nogen syntes at reagere på det. Og hvorfor skulle de også det; det er jo ikke andet end efterladenskaber, dødt organisk materiale som så meget andet, og hunde er jo netop ædere af dødt kød, og jeg kunne blive ved og ved, men stopper her, fortsættelse følger.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar