fredag den 26. juni 2015

Jeg kan høre den iranske nabos kanariefugle
kvidre ud gennem hans åbne vindue
og ind gennem mit.
Og nedunder snakker den ligeledes iranske,
og psykisk syge, underbo i telefon.
Måske med sin gamle mor hjemme i Teheran,
måske har moderen gæster, måske har hun ikke tid,
til at tale med sin psykisk syge datter langt væk
i Danmark, en helt anden verden.
Og måske kan modereni Teheran også høre
de kanariske fugle, og at jeg hører Philip Glass’ Metamorphosis Three,
som blev spillet til min ven Tors lillebrors begravelse
i en lille trækirke i Dalsland, Sverige, for lidt over to år siden.
Han, broderen, var sømand og var død
ved et fald fra et hostelvindue i Panama City,
hvor han var gået i land, før han skulle flyve hjem til Göteborg.
Familien ved stadig ikke helt hvad der skete,
om det var hans egen skyld eller en forbrydelse.
Det er vanskeligt at kommunikere
med de panamanske myndigheder,
de ved ikke hvordan efterforskningen endte,
om de nåede til nogen konklusion,
mord eller selvmord.
De må leve med tvivlen.
Der er helt stille her i villakvarteret, sidst på eftermiddagen,
i Brabrand, seksogtyvende juni, totusindogfemten.
En bil kører forbi, fuglene kvidrer videre, godt nok,
godt nok, så. Og hvad skal jeg nu finde på
at lave. En ny lille narrestreg, et bette guldkorn
fra kvidrenæbbet, som i et eventyr, hvor prinsessens barm
den skvulper og hopper, når hun ler, sådan en kvinde
har jeg engang i virkeligheden mødt, jeg husker ikke hvad hun hedder,
men hun havde den største barm, jeg nogensinde har set, og den skvulpede
når hun fnes, og det gjorde hun hele tiden, hun var så genert, at bare hun hørte lyden
af en mandestemme, blev hun rød i hele ansigtet, og kvidrefnes så alting gyngede.
Det var helt vildt. Det var en fest. Jeg kan ikke huske hele sangen.
Jeg har mine snabeltyrkersko på. Den med Steppeulvene.

Nu skal jeg i bad.  Så skal jeg ud

Ingen kommentarer:

Send en kommentar