tirsdag den 30. juni 2015

Mysterieklubben. Correspondance.

I have a book I need to show you. It's a photobook from germany in 1939. It has a commercial for Leica, similar to the one attached, but the shadow in my book spells out REICH more clearly, and the shadow is cast over the globe
woa
yup. it's scary
yes
we should almost use it somehow at some point, the commercial in my book.
yes
as objet in some constalation
i was thinking about photography and imagery earlier and beauty and scandinavian photography is often beautiful. often to good end. i think beauty has a bad rep because its used in kitsch like 1864.. its seductive, but its also pedagogic
i was thinking of the different depictions of han herred but also the slightly different 35mm depictions of cornwall
but with beautiful photography i think more of photographs and perhaps films. i haven't watched barely any television.
one of the things i love about photography is how it can transmit calm. and that has to do with beauty. it can have a focusing, as you say pedagogic, quality, almost meditative. writing is in movement.
that's nicely put
im going to be d now. but heres a link to a good film. its by moyra davey, i like her. i have yet to see this film myself. tomorrow is the last day its available. its 30 min long. i think you might be interested in it too one of the things i love about photography is how it can transmit calm. and that has to do with beauty. it can have a focusing, as you say pedagogic, quality, almost meditative. writing is in movement.
woa thats weird i pasted in your quote. i copied it into my notes because i thought it was nice

Rytterstatuen, Kongens Nytorv, København. Wiki




















1688 indviedes midt på pladsen et haveanlæg i barokstil omkranset af en dobbelt trærække, der fik navnet Krinsen, der betyder “krans, kreds”. I midten rejstes en rytterstatue af Christian 5. Den skulle støbes i bronze, men så brød der igen krig ud mod Sverige, og bronzen måtte bruges til kanoner. I stedet blev majestæten og hans hest støbt i bly og dækket af ægte guld. Men bly er blødt, så hesten blev støttet af en liggende mandsfigur, forestillende misundelsen, som hesten trampede i støvet. Alligevel sank hesten i knæ, og efter anden verdenskrig var der ingen anden udvej end at tage statuen ned og få den genstøbt – omsider i bronze. Den gamle blystatue opbevares nu i et hjørne af Kongens Bryghus, der tjener som magasin for Tøjhuset.

Tillæg V til 'Vores 74m2'




























Der er for mange køer i verden, og for mange svin, jeg æder kød, jeg er ikke helt afklaret med det. I Indien spiste vi ikke kød, turde ikke, og i Indien drak vi ikke mælk, vi så de hellige køer, som vandrer frit omkring overalt i gadernes mylder, æde affald fyldt med plastic; det flyder i alle årer.

mandag den 29. juni 2015

Slags vandhane, tror jeg nok - Gokarna - Indien - 2014


påvej, påvej


samme-samme

sama-sama

Indonesian[edit]

Phrase[edit]

  1. you're welcome

"Lige der i begyndelsen, jeg er videns udødelighed"

En ispind. Forestil dig det. En skestork. En bog om verden, af verden. Der er en masse information. Vi søger autoritet. Regler for det usædvanlige. Et punktum. Et sted. En åbning. My God, it’s full of stars. Det er let nok at forstå. Jeg har ondt i skuldrene. Hvad er det, jeg skal af med. Hvem opfandt tyngdekraften. Jeg er skeptisk. Det fører ingen vegne hen. Det er fint. Hvordan lugter det, dufter det, kan det dufte, og hvordan ser det ud, og hvad drømmer du om det. Jeg har arvet




Vi synger gennem os selv. Der synges igennem os. Vi synger os igennem. Gennemsugne, er vi. Godt. 




Han har da aldrig kendt magen. Aarhus, Smilets By. Eller Danish for Progress, nej, hvad er det nu, er der nogen der ved det, nogen som kender Aarhus’ nuværende slogan. Hvad er Aarhus nu.
Smile for Progress, det er mit bud, bare send pengene, jeg kunne godt bruge dem. Nå, men, Rasmus, han er glad. Eller Smiling is Loving, Make Smile, not War. Eller bare Progress. Aarhus is Progress. Progess is Aarhus. Det er en kreativ proces, alle kan være med. Vi skal have fede plakater, vi skal lav flyers, vi skal opfinde vores helt eget sprog. Vi er på internettet, vi ved godt hvad der sker, hvor verden er på vej hen, det er fremtiden, vi er med på den, den er grøn og lidt rød,

men også lidt blå. Som sagt: Alle som kan være med,
skal være med. Havene stiger,
vi flytter højere op, længere ud. Vi bygger broer
og tømmerflåder, what you want, bålene brænder, det er lige nu 

*

Nej, for resten, Peter Laugesen, digteren fra Brabrand, har allerede fundet på ikke bare et, men hele to, sloganer til Aarhus: 1) Forstad til intet. 2) Forstad til alt.

*
Det stormer i hjernen.
Hvis man havde sin egen bunker.
Hvis der var mere ro. Frontallapperne 

*

Man kunne kalde Rasmus en gentagelse


the world and it’s double, den anden,

*

Dine øjne holder mig til arbejdet,



*

Det som er husket.

*



*
Newton stak en pen i sit øje,
og siden har verden ikke været den samme;


*
(tilegnet NASA)


Det er vanskeligt,


*

En ispind.

*

Tillæg IV til 'Vores 74 m2'








































Det holder aldrig op, flytte rundt, komma, komma, streg, sådan tegnes du og jeg, solen er ved at have afsluttet sin runde om jorden for i dag, og brødet spiser sig selv, jeg skulle have været i Føtex i dag, i går glemte jeg en stikdåse, som jeg havde købt, den ligger dernede og venter, går jeg ud fra, eller er det noget jeg lige fandt på, og hører noget musik som er indspillet for over tyve år siden, jeg fatter det mindre og mindre, at opretholde kategorier, min mave har ikke plads, mine skuldre vil længere ned, min rygrad, nervesystemet tigger om våbenhvile, pauser, dvaske oaser, øjeblikkes ro, jeg tvivler på at det er muligt, men jeg vil, og jeg er sikker på at vi er mange, som vil noget andet end alt det lort der sker overalt, det er ikke holdbart, kragerne sidder og glor på os, i Kanyakumari, Indiens sydligste spids, så og hørte jeg en krage prædike i en kirke, kristen og bygget med økonomisk støtte fra Caritas Norge. Kragen kragede over alteret, det var næsten for meget, næsten for tykt, men det var virkeligt, jeg har fotografier og en lydoptagelse, hvis du tror på beviser. 

Shivlinga - hotelværelse - Kanyakumari - Indien - 2014


Arkitektur, udsnit


Indgang til Devi Kanya Kumaris tempel




"Selve templet er næsten komplet afskåret fra sine omgivelser; det består af labyrintiske, underjordiske grottegange, hvor intet lys slipper ind, og ikke en vind rører sig. Først skal man aflevere sine sko, kameraet og alt overtøj i forskellige garderober udenfor selve templet. Det koster kun lidt, men underligt nok har garderoberne vidt forskellige priser. Inde i mørket famler man sig først frem. Der sidder sadhuer hist og her og mediterer, og der går almindelige tilbedere rundt og beder og ofrer til de forskellige stenudskårne gudefigurer. -Vil man videre ind, helt ind til Devi Kanya Kumari, må man købe billet, og hvis man vil have lidt pujapulver, som præsterne kan gnide mod din pande, så koster det også lidt. Vi købte det hele, og fik adgang til at møde gudinden, som sidder for enden af en mørk og snæver tunnel oplyst af mange små flammer; en lille sort figur med spidse, hvide tænder og et dunkelt, brændende blik, på én gang meget nærværende og meget fjern. – Og så en rosa plet gnedet ind i pandehuden, og et blidt skub videre." - Fra 'Statister' .

For mere, se her: http://www.troelsemig.blogspot.dk/2015/06/ultra-deluxe-tnstc.html

     

Lord Shiva - Parklane Hotel - Mysore - Indien - 2014


Omslag, menukort - Parklane Hotel - Mysore - Indien - 2014



Lille helligdom, Gokarna, Indien.


fredag den 26. juni 2015

Tillæg III til 'Vores 74m2'









Lydene af nedrivningen fletter sig ind i min søvn. Der er ikke tale om dynamit og bulldozing og smadder, men tværtimod en langsommelig afmontering, nærmest en gnaven. Allerede nu står en af de i alt tre blokke fuldstændig afpillet med kun betonelementerne tilbage. Tomme rum, hylder uden indhold. Rum nøjagtig magen til det vi bor i, men som endnu er fyldt med ting som minder os om noget andet, en sten, som bare er en sten, men ikke bare en sten, fordi jeg har samlet den op i Indien, nær det Arabiske Ocean, den der dag, hvor jeg også havde kig på en anden sten, men noget i mig (hvad var det?) sagde mig, at den var tabu, den måtte jeg ikke tage. Hvorimod den jeg så har stående her indenfor rækkevidde lige nu, den måtte jeg godt tage, sagde den lille stemme i mit hoved (hvilken stemme?). Og den står der og minder mig om så meget. Troels grinede fx meget af, at jeg var blevet så glad for den sten, som faktisk er ret stor, og var rent rationelt dum at slæbe rundt på, på en lang backpackrejse i Indiens tumult og lange stræk i svedende togkupeer (jo, togkupeerne svedte sgu). Men den kom med hjem. 


Hvad i alverden er det for noget?
Jeg kan høre den iranske nabos kanariefugle
kvidre ud gennem hans åbne vindue
og ind gennem mit.
Og nedunder snakker den ligeledes iranske,
og psykisk syge, underbo i telefon.
Måske med sin gamle mor hjemme i Teheran,
måske har moderen gæster, måske har hun ikke tid,
til at tale med sin psykisk syge datter langt væk
i Danmark, en helt anden verden.
Og måske kan modereni Teheran også høre
de kanariske fugle, og at jeg hører Philip Glass’ Metamorphosis Three,
som blev spillet til min ven Tors lillebrors begravelse
i en lille trækirke i Dalsland, Sverige, for lidt over to år siden.
Han, broderen, var sømand og var død
ved et fald fra et hostelvindue i Panama City,
hvor han var gået i land, før han skulle flyve hjem til Göteborg.
Familien ved stadig ikke helt hvad der skete,
om det var hans egen skyld eller en forbrydelse.
Det er vanskeligt at kommunikere
med de panamanske myndigheder,
de ved ikke hvordan efterforskningen endte,
om de nåede til nogen konklusion,
mord eller selvmord.
De må leve med tvivlen.
Der er helt stille her i villakvarteret, sidst på eftermiddagen,
i Brabrand, seksogtyvende juni, totusindogfemten.
En bil kører forbi, fuglene kvidrer videre, godt nok,
godt nok, så. Og hvad skal jeg nu finde på
at lave. En ny lille narrestreg, et bette guldkorn
fra kvidrenæbbet, som i et eventyr, hvor prinsessens barm
den skvulper og hopper, når hun ler, sådan en kvinde
har jeg engang i virkeligheden mødt, jeg husker ikke hvad hun hedder,
men hun havde den største barm, jeg nogensinde har set, og den skvulpede
når hun fnes, og det gjorde hun hele tiden, hun var så genert, at bare hun hørte lyden
af en mandestemme, blev hun rød i hele ansigtet, og kvidrefnes så alting gyngede.
Det var helt vildt. Det var en fest. Jeg kan ikke huske hele sangen.
Jeg har mine snabeltyrkersko på. Den med Steppeulvene.

Nu skal jeg i bad.  Så skal jeg ud