fredag den 15. maj 2015

Tillæg II til 'Vores 74 m2'

Genhusningen del 142 cirka: I dag skulle vi så for første gang se vores nye lejlighed (som vi skulle flytte ind i på fredag). Indrømmet, vi kunne have set den før, men har ikke haft tid, og vi har været forvirrede over alt det med indskud, ikke indskud, nøgler, hvilke nøgler og hvordan og etc. som beskrevet ovenfor + vi er også lidt nogle fjolser, lidt. Vi kommer ind i lejligheden, og den er fin og lys og rummelig, men væggene er i cirka 10 forskellige afskyelige pangfarver, ikke nymalede pangfarver, men slidte pangfarver. Vi mente helt bestemt, at vi var blevet lovet nymalede vægge. Det er ikke skønt at skulle flytte ind et sted som i den grad trænger til en kærlig hånd, og især da ikke hvis man selv skal være den kærlige hånd, og hvor skal alle vores ting så stå mens vi maler de 76,1 m2? Og hvordan i helvede kan de tillade sig , at genhuse os i noget som ikke er i samme stand, som det de smider os ud fra? Gode spørgsmål som vi også stillede vores Tryghedskonsulent. Hun svarede: Jamen, I har jo sagt ja til en B-ordning. - En B-ordning? Spørger vi. - Ja, en B-ordning; I har valgt ikke at blive boende i Gellerupparken, det er en B-ordning. Og en B-ordning inkluderer ikke nymalede vægge. - Jamen kære Tryghedskonsulent, siger vi så, vi ville meget gerne blive boende i Gellerupparken, men eftersom I ikke kunne tilbyde os en lejlighed i Gellerupparken som svarede til den I river ned, men kun kunne tilbyde os lejligheder i Gellerupparken som var både mindre og mere dyre, end den I smider os ud af, så kunne vi jo ikke så godt gøre andet end at tage imod en B-ordning. Altså: Det du siger er, at I ikke kunne holde jeres løfter om nymalede vægge og smukke udsigter og tætte vinduer etc. Og det skal vi så bøde for. Vi synes det er dumt, det du siger, Tryghedskonsulent, for at sige det mildt. - Nåda, siger Tryghedskonsulent så, er I vrede på mig? - Ja, det er vi, for at sige det mildt, siger vi. - Nåda, siger Tryghedskonsulent, så kan jeg da lige sørge for at der kommer en maler og maler jeres lejlighed på mandag og på vores regning, og vi aflyser flyttemændene på fredag, og sørger for at de kommer på onsdag i næste uge i stedet, og vi betaler selvfølgelig også den ekstraregning der er forbundet med at aflyse flyttemænd med så kort varsel. Og koster det jer ikke også noget at få flyttet jeres internet til en ny adresse? Det betaler vi selvfølgelig også. Og det der med indskud, ja, selvfølgelig får I hele indskuddet tilbage, vi ændrer lige kontrakten med det samme, så det står højt og klart og det skriver jeg under på, at alle ekstraudgifter I måtte få, skal vi nok betale. Det stod der ikke før, men siden I er blevet vrede på os, så gør vi en undtagelse, kun for jer, helt usædvanligt. Hav en god dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar