mandag den 6. april 2015

Noget af det jeg bedst husker om ost er engang i Paris, hvor jeg var kørt ned for redde Pjef fra noget farligt digterhumør eller mafia eller hvordan det var, vigtigst er at jeg var der straks og god ven logrehale og tog ham med på en restaurant hvor vi skulle styrke os, før vi skulle ud til kysten og kigger på landgangsstrande og spise østers og andet godt. Og på den restaurent fik vi så et rigeligt stakket ostefad med oste fra det ganske land  og vi fik især en raget til os og nedsvælget som i den grad var levende at vi begyndte at blive fnisvorne og tænkte skarnknægtsagtige tanker om de andre spisegæster, det var helt vildt vi blev simpelthen høje og skæve og tovlige af osten(s svampe eller bakterier eller hvad ved jeg)og måtte lige ud at trække vejret før kaffen og cognacen. Det var tider. Der kunne fortælles meget men med pladsen for øje.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar