onsdag den 18. marts 2015

Z* sidder i sofaen og ser American Dad, hun er endnu ikke helt rask, faktisk stadig syg.

Hun spise chokolade og drikker kaffe, begge varer har jeg for kort tid, mindre end en halv time, siden købt ovre i Dubai Market. Og jeg købte jordnøddesmør og noget ungarsk toiletpapir med lilla svanemotiv. Stakkels svane. Nu snyder hun næsen igen. Endelig kan hun snyde den igen. Vi var løbet tør for toiletpapir, hvilket læseren nok allerede havde regnet ud, eftersom jeg for ganske lidt siden nævnte at jeg havde købt toiletpapir. Det er måger på himlen som er grå. Tidligere i dag kom en af mine elever på den højskole, hvor jeg underviser i skrivekunst med en bemærkning, som jeg gerne vil bringe videre, eftersom jeg synes den var ret fantastisk og næsten magisk. Hun sagde: Så ingen taler grimt om ham. Og jeg svarede, efter en kort tænkepause, hvori det sank ind, hvad hendes bemærkning indebar: Ja … ja, det er da faktisk fuldstændig korrekt! Og hun: Så kan man jo sige, at hans projekt alligevel lykkedes. Også det måtte jeg give hende ret i, og jeg blev meget glad og opmuntret, følte en strøm af varme sprede sig i mig, ikke ulig den følelse man kan have, når man virkelig fryser, det er vinter, og man arbejder udenfor, men kan endnu ikke komme inden døre i flere timer, det er på grænsen til det ulidelige, men så tillader man sig selv en cigaretpause eller måske et stykke meget mørk chokolade, og man føler at man så alligevel godt kan overkomme de sidste arbejdstimer, ja, faktisk føler man måske ligefrem en flygtig, men alligevel dyb, stolthed over at være én som arbejder udenfor i kulden i mange timer, mens de fleste andre sidder inde på lune kontorer. Det var en meget lang, nok faktisk lige lang nok sammenligning, ikke en jeg er helt sikker på, at jeg ville have tilladt som skrivekunstunderviser; eller jeg ville i det mindste, hvis én af mine elever, havde skrevet en sådan lang og omstændelig sætning i en sine tekster, have påpeget det problematiske ved den; at læseren ligesom kastes af den, at det som forsøgtes udtrykt måtte kunne finde et mere enkelt, mere tilskåret eller ligefrem præcist udtryk. Men på den anden side; måske er der en pointe med omstændeligheden, det omkringslyngende og næsten forvrøvlede, selvforglemmende, ja, det kan jo også tænkes; og hvis det er tilfældet, og denne tarmslyngende, så at sige, stil er gennemført hele teksten igennem, og altså på den måde overbeviser læseren om, at den er et, fra forfatterens side, bevidst valg, så for mig gerne. At være skrivekunstunderviser er ikke at stille regler og begrænsninger op, men tværtimod at udstikke retninger, at påpege at teksten muligvis har nogle ømme punkter, eller måske endda rent faktisk uafviseligt har nogle ømme punkter, som det er nødvendigt for forfatteren at forholde sig til. Hvad er det med den ømhed? Skal fjernes fra teksten, eller skal den mon tværtimod foldes ud? Det går egentlig meget godt, det hele, lige nu. Jeg er ved godt mod, og glad, drikker tyrkisk kaffe og spiser ristet brød med jordnøddesmør. Z* foreslog mig, at jeg skulle tilføje syltetøj til jordnøddesmørret, men det forekom mig, at ville blive for sødt til min tand. Det synes jeg ikke, sagde Z*, og tilføjede, at det heller ikke kun er derfor, man putter syltetøj ovenpå jordnøddesmør, men også fordi det gør det, at jordnøddesmørret så ikke er så klistret som det ellers er. Det sætter sig fast i ganen, og man må skrabe og skrabe med tungen, for at få det af, og slugt. Måske skulle jeg alligevel have fulgt hendes råd, og ikke været så stædig og fordomsfuld. Desuden er mine tænder meget skrøbelige, jeg er meget tit bekymret for, at de ikke vil holde min tid ud, at jeg skal spendere mange penge på et tidspunkt, på at få implantater sat i. Jeg forventer et fattigt liv i økonomisk henseende. Men nu slår det mig, at jeg har ladt læseren i stikken; jeg fik aldrig forklaret, hvorfor min elev sagde, som hun gjorde ovenfor. Men det er, er jeg bange for, en længere historie, som altså kræver en ganske betragtelig mængde af min tid; tid som jeg ikke har lige nu, eftersom Z* jo ligger inde i sofaen og snøfter og hoster og sukker, og desuden for nu nogle minutter siden bad mig, om at lægge vasketøjet op i tørretumbleren. Og jeg har også andre småting, jeg skal nå at gøre, som for hvert ord jeg skriver bliver mere og mere presserende, fordi jeg skal nå dem inden ganske få timer, hvor jeg skal ud af døren, og ind til byen for at mødes med nogle venner. Jeg lover dig, kære læser, at jeg straks vender tilbage med resten af historien. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar