onsdag den 3. december 2014

Men ja, kender det jo så godt, det med at høre eller læse egen yngre stemme. Det er aldrig rart. Og interessant nok, at det er sådan. Hvorfor det behov for nærmest skamfuld distance til tidligere versioner. Det er jo faktisk præsent meget af tiden i skrifthandling og samtale. Den der vurdering af eget udsagn, frygt for at det ikke holder. Og hvis man så opdager at det ikke holder, akkedog, vi spoler lige videre, skulle det være en kop kaffe mere. Senest foretog vi nogen optagelser, da jeg skulle optræde med orkester, så vi kunne høre os selv, især for at jeg kunne få bedre overblik over hvor meget tekst, jeg skulle have. Og bare LYDEN af min egen stemme, det var så tæerne sig krummede. Og bor jo også under tag med en skrivende, dramatiker i dette tilfælde, så nogle dage er ikke andet end kappestrid om hvem os der er det mest elendige skrivefjols. Dissonans så murene synger. Det er imponerende, at det faktisk sommetider lykkes at gøre noget færdigt, og komme videre. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar